GENERATION RE: EN GENBRUGSREVOLUTION

GENERATION RE: EN GENBRUGSREVOLUTION

Generation RE er den generation, der genbruger, genskaber og gentænker. RE er navnet på den sci-fi-fashionfilm, der har til formål at igangsætte en genbrugsrevolution, så vi kan give noget tilbage til naturen og klimaet. Hele projektet er drevet af en stor gruppe unge, som ønsker at gøre en forskel.

 

Jordens ressourcer er næsten opbrugt, og derfor har regeringen begrænset befolkningens adgang til natur og rent vand. Tre unge mennesker bevæger sig ud på en vovet færd for at finde rent vand til deres elskede. Sådan er realiteterne i en af Europas sidste byer i en nær fremtid. I hvert fald i filmen RE, som er en sci-fi-fashion-kortfilm, der finder sted i et dystopisk fremtidsunivers.

 

Alt tøj i filmen er genbrug, der har været i hænderne på designere, der lader til virkelig at have et øje for det æstetiske. De har formået at skabe et både unikt og specielt udtryk, som måske kan få os andre til at vælge genbrugstøj fremover. Filmen slår et slag for bæredygtig mode, som ifølge folkene bag er vejen frem.
De ønsker at skabe en moderevolution og en bevægelse, som vil gøre en forskel for vores jord.
Holdet bag projektet kalder sig selv for Generation RE. Generation RE er ifølge dem en generation, som vi alle er en del af, når vi genbruger, genskaber og gentænker.

// Alle billeder: Jens Nordhausen, Generation RE

At give tilbage til klimaet

Filmen RE er lavet af et hold studerende, som vil gøre en forskel. Producer, Emma Ethelberg Rasmussen, er studerende på Multiplatform, Storytelling and Production i Aarhus sammen med en stor del af holdet bag projektet. Hun har fra starten været vild med idéen om at promovere genbrugstøj: ”Det bliver meget cirkulært for os; vi giver tilbage til klimaet, som har givet os så meget”. Emma beskriver også, hvordan Fashion Film normalt forbindes med de helst store modehuse som Zara og H&M, der har millionbudgetter til tidskrævende markedsføringskampagner. Hun uddyber: ”Genbrugstøj som koncept har ikke samme kapitalistiske bagland, der kan spytte penge i markedsføring. Det her er vores bud på en reklamefilm for genbrugstøj”.

Emma fortæller, hvordan de som filmskabere ofte producerer kommercielle produkter, der udelukkende har profit som formål. Derfor kunne filmholdet også ekstra godt lide idéen om at lave en film, der promoverer genbrugstøj for klimaet skyld. Konceptet bag hele Generation RE-projektet har rumsteret i lang tid og er nu endelig bragt til live.

 

Netop tanken om at give tilbage til naturen og klimaet har også været en stor drivkraft under selve produktionen. RE er produceret sideløbende med studier og andet arbejde, så det har, som Emma beskriver det, været et fuldtidsprojekt på deltid. I alt 40 mennesker har arbejdet på RE siden august sidste år. Alle har arbejdet gratis i det gode budskabs ånd. Om selve produktionen fortæller Emma at, ”der har hersket en helt utrolig fælles stemning omkring produktionen, fordi vi alle kan relatere til og stå inde for vores budskab,” og hun fortsætter: ”Særligt når folk arbejder gratis, som tilfældet er på RE, skal der lige en ekstra skovl motivation til for at holde folk i gang efter en 10 timers skydedag i en skov i Silkeborg i februar måned. Så er det fantastisk, at vi kan minde hinanden om, hvorfor vi gør det.”

 

En gave til genbrugstøj

RE er den første reklamefilm for genbrugstøj i filmbranchen. Emma beskriver projektet som deres gave til genbrugstøj, og hun forklarer, hvorfor projektet er vigtigt: ”Genbrugskulturen skal dyrkes og eksponeres, så vi kan få endnu flere til at gentænke gamle vaner og lige bruge det ekstra tid, det tager, at kigge efter tøj i genbrugsbutikker.”

 

Den aarhusianske genbrugskultur

Bæredygtighed er blevet et populært ord, og genbrug og bæredygtig mode boomer over hele verden. Det er netop den kultur, som RE skriver sig ind i. RE er skabt i samarbejde med 10 aarhusianske genbrugsbutikker, som har udlånt tøjet til filmen. Designerne har haft mere end 300 stykker tøj, som de har stylet og redesignet for at skabe den dystopiske sci-fi-følelse, som ses i filmen. Ifølge Emma gemmer de aarhusianske genbrugsbutikker på masser af guld, og hun synes, der er en super fed genbrugskultur i byen. Hun giver en anbefaling med på vejen og siger: ”Særligt de unge på gymnasierne har virkelig fat i den lange ende. Hvis man mangler inspiration til at style genbrugstøj, skal man bare slingre ned igennem latinerkvarteret og forbi Katedralskolen.”

En drøm om en genbrugsrevolution

Generation RE drømmer om, at så mange mennesker som muligt kommer til at se filmen og reflektere over budskabet. Emma forklarer, at det største, man som filmskaber kan opnå, er at få publikum til at reflektere: ”Hvis du står med en t-shirt i hånden i H&M, og du kommer til at tænke på RE, så har vi gjort vores arbejde godt. Hvis du så lægger t-shirten og går i en genbrugsbutik for at købe en i stedet for, så kunne vi ikke ønske os mere.”

På torsdag har RE premiere, og det sker til et brag af et arrangement i UngK, hvor der både vil være musikalske indslag, modeshow og selvfølgelig filmvisning. Torsdagens event er ifølge Emma en fejring af, at der er mange ildsjæle i Aarhus, der brænder for bæredygtighed. Arrangementet er åbent for alle. Og du er inviteret med til en aften, som måske vil inspirere dig både æstetisk og musikalsk og få dig til at tænke dig om en ekstra gang, næste gang du shopper.

Skriv en kommentar