POSTKORT fra London: Lige meget hvor forelsket jeg kan blive i andre byer og kulturer, lige så meget vil Aarhus altid være dén eneste ene flamme, som for altid vil have brændt sig så dybt, at ingen andre vil kunne tage pladsen.

 

På Slaget 12 – “Hjem til Århus”

 

Efter tre uger i en by med så meget puls at min egen har været svær at finde, er det med en svært overvægtig kuffert (for meget fish and chips måske?), minus på kontoen (men et plus på den personlige), at jeg igen vender snuden mod Aarhus. Hjem til Aarhus som På Slaget 12 så fint ville synge det.

London kan en masse, tilbyder mange små som store, skæve som chikke områder, men London vil aldrig kunne få en Mejlgade med duften af mexicansk, en Graven med sin unikke skævhed eller en Jægergårdsgade med sit udbud af alt fra cafeér, barer, supermarkeder og nichebutikker.

London besidder en diversitet af højere rang, hvorimod Aarhus kan tilbyde en tryghed som ingen andre. Hvis bygninger kunne røre eller gøre, ville Møllestien tage dig under sine murstens vinger og give dig en fornemmelse af samhørighed og en følelse af, at lige netop du er en del af det hele og ikke blot et tillægsord til en beskrivelse af noget større.

Lav sol over London og alligevel er der ingen andre steder end Aarhus, der kan formå at dufte så dejligt af nyfalden regn på en højsommerdag og stadig bidrage med et kæmpe smil på mine læber. Aarhus, min tryghed, mit hjem.