på Hospitalet har vi aldrig tid og intet røvhul

på Hospitalet har vi aldrig tid og intet røvhul

Aarhus Teaters infamøse homeboy, Christian Lollike, skriger med “Hospitalet” en advarsel om den skæbnesvangre kurs, som velfærdsstatens flagskib har lagt. Isbjerg forude.

Mellem morfin-zombier og hvide kitler, plettet brune af størknet afføring, vralter hospitalsklovne rundt og fniser stygt af en sundhedssektor, som hver dag presser sig selv tættere på et nervesammenbrud, der kan koste os alle livet. Sådan ser et øjebliksbillede af Hospitalet ud; rent ud sagt ikke billedet af en hyggelig teatertur med kæresten.

Alligevel vil denne anmelder – som sidste år hentede sig tre måneders arbejdserfaring på Sygehus Sønderjylland – anbefale alle samfundsinteresserede aarhusianere til at smutte i teatret og lade sig provokere en smule af “Hospitalet“, som kan ses på Aarhus Teater indtil d. 10. marts.

Min anbefaling er varm. Hvorfor? Stiften stak stykket tre stjerner under overskriften: “Systemkritikken drukner i spas.”, og en række scener i den halvanden time lange forestilling gør sig fuldstændig fortjent til dén vurdering. “Hospitalet” er en hektisk og forvirrende oplevelse med et par decideret platte scener, som ikke hører helt hjemme i et moderne mesterværk.

Men verden er nu engang andet og mere end teaterkritik og smagsdomme. Fiktionen har lov til at være en smule kikset og uelegant, hvis blot den fortæller noget vigtigt. Og Lollike har masser at fortælle. Han fortæller om tid.
Tiden, vi lever i.   Tiden, vi har.   Tiden, vi bruger.   Tiden, som vi altid mangler.

Derfor bringer VINKaarhus dig her en lille pakke med baggrundsviden om stykkets temaer, så du nemt kan vurdere, om de er din tid værd:

Kristian Holm Joensen er velfærdens utaknemmelige skræk i rollen som manden uden røvhul // Foto: Emilia Therese

 

Tiden, vi lever i

Samlet set er vi danskere nogle flittige borgere. Vi overholder vores aftaler, kommer til tiden, laver vores lektier, tjekker vores E-boks, spiser vitaminpiller, stoler på lægen, løber en tur, husker sikkerhedsselen og skammer os voldsomt, når vores naturlige behov forhindrer os i at leve op til fællesskabets forventninger.

På den anden side bliver vi hurtigt forvirrede, vrede og uempatiske, når fællesskabet ind imellem ikke kan levere den ufejlbarlige og punktlige service, vi som borgere forventer at få for vores skattekroner. Fra vugge til grav vil vi være i gode hænder, for det har vi og vores forældre betalt for.

Det lægger op til en lang række skuffelser i det unge 21. århundrede; en tid, som den norske professor i kulturhistorie, Helge Jordheim, kalder “en eneste lang, sammenhængende krise”. Vi bliver gang på gang konfronteret med det faktum, at systemet har lige så mange huller og begrænsninger som de mennesker, der skaber og forvalter det.

SKAT-skandale. IC4-tog. Uddannelsesloft. Flygtningekrise. Dyre kampfly. Klimaforandringer. Ældrebyrde. Livsstilssygdomme. Mistænkeligt billige salg af DONG og seruminstituttet. Milliard-store huller i superhospitalernes budgetter.

Politiske skandalesager går aldrig af mode, fordi de omhandler ydre trusler mod vores ve og vel. Samtidig summer medierne af sundhedsfanatisme, så vi får mareridt om det industrialiserede menneskes indre fjender, kræft, blodpropper, fedme, stress, depression, angst, resistente bakterier, knogleskørhed, gigt og demens. Sygdomme.
Der er sygdomme alle vegne. Sidste år smeltede vores ydre og indre bekymringer sammen til ét hele, da den danske sundhedssektor slog revner og lod os vide, at den for tiden ikke har det så godt.

 

Dansk sundhedssektor i krise

Medierne lugtede blod, da et fakkeltog af desperate ledere fra det sjællandske sygevæsen enten sagde op eller indsendte klager over deres nye, digitale kollega, IT-systemet Sundhedsplatformen, som forringede arbejdsvilkårene på afdelingerne så drastisk, at Mark Ainsworth – tidligere overlæge ved Herlev Hospital – forklarede sin bratte opsigelse i december med ordene:

“Jeg har ikke lyst til at arbejde et sted, hvor jeg skal vælge mellem at presse mit personale eller acceptere, at patienterne kommer i klemme, fordi vi arbejder med et dårligt og ineffektivt system.”

Ifølge Berlingske støttede hele 183 af Ainsworths kolleger hans beslutning. Fra afdelinger i hele Region Sjælland lyder lignende toner, der tilsammen klinger som et svanesang for sundhedsvæsnets største digitale satsning nogensinde.

Måneder forinden forenede læger og sundhedspersonale i hele landet sig under hashtagget #DetKuHaVæretMig, efter at en uerfaren læge fra Svendborg akutmodtagelse blev idømt bødestraf for lægesjusk. Dommen, som skulle have afsluttet den tragiske historie om en sukkersyg mands mystiske dødsfald, har nu antændt en politisk krudttønde fuld af betændte emner som menneskelig fejlbarlighed, urimelige forventninger til personalet og arbejdsforhold, der måske er til fare for landets syge.

Her i Aarhus bliver Risskovs psykiatriske afdeling til juni en overlæge fattigere og kommer dermed til at mangle hele 15 speciallæger. Den anonyme overlæges forklaring lyder ifølge TV2:

(…) Når jeg alligevel rejser, skyldes det, at jeg ikke med min faglighed kan stå inde for mit arbejde i de rammer, jeg er underlagt, og at jeg ikke med min samvittighed vil blive ved med at lade mig presse.”

 

Lollikes prisme

Kriserne udbryder som små vulkaner overalt på landkortet, men oprøret udebliver, fordi mange af os finder problemerne for fjerne og abstrakte at diskutere. Som Lollike påpeger i sit interview med chefdramaturg ved Aarhus Teater, Hanne Lund Joensen, reagerer for mange af os med et ”så-længe-jeg-ikke-er-syg,-er-det-fint-med-mig.”

Her kommer hans lille farce ind i billedet. Den er en påmindelse om, at det ikke er fint med dig. Før eller siden bliver vi alle syge, og skal man tro de kritiske røster, er politikerne for blodtørstige med deres sparekniv til at kunne garantere anstændige og enddog sikre forhold for os som fremtidens patienter.

”Det, der skæres i, i de nuværende effektiviseringsprocesser på hospitalerne, er den menneskelige kontakt. Det sker til fordel for øget måling og registrering, og det betyder, at man er ved at foretage et paradigmeskift. Man går fra at helbrede mennesker til at kurere sygdomme. Det er det skifte, der interesser mig – og derfor gik jeg i gang med at tale med sygeplejersker, læger og patienter.”
– ATs pressepamflet.

Samtalerne synes at have fostret et ganske klart, politisk budskab: Der er en djævel i maskinen. Han hedder New Public Management, og han spiller en suveræn skurkerolle i den Kafka-ske dystopi, hvor international forskning og HR-buzzwords bruges af anonyme overordnede til at reducere selve patientens liv til et økonomisk tankeeksperiment, som hverken efterlader plads til menneskelig snusfornuft eller ægte omsorg for syge og døende.

 

“Jeg er et hjerte, der slår.” // Foto: Emilia Therese

Dødens triumf

På hospitalet er der ingen helte. Utaknemmelige patienter pisser i egen rede, når de hundser med et udslidt personale af sociale analfabeter, hvis karrierer afhænger af et pointsystem, som kun belønner lydighed, tidsbesparelse og selvfornægtelse.
Videnskabens begrænsninger ties ihjel, og lægens svar er altid flere piller. Hvert dødsfald i bygningen udløser en rød alarm, som minder publikum om det mest absurde ved hele operationen: Døden vinder. Hvor ubrugelig og meningsløs den end måtte være, smadrer den konsekvent det babelstårn af beton, lysstofrør, databaser og lægelatin, som de små sygeplejere har forskanset sig i.

Over for Hanne Lund Joensen udtrykker stykkets norske instruktør, Runar Hodne, det paradoksale i, at ”hospitalet, som forholder sig til krop og helbred på en rent videnskabelig facon, i højere og højere grad optager rollen som en åndelig institution, hvor man forvalter liv og død. Og bestemmer over liv og død. Der opstår et forventningsbrud, når patienten forlanger noget, som hospitalet hverken kan eller vil opfylde. (…) Vi anerkender ikke døden som livets vigtigste præmis, og derfor har vi fået malet os selv op i et hjørne.” 

 

 

Se det selv

De tunge emner bør ikke afskrække dig. Først og fremmest har Lollike og Hodne i fællesskab med et dygtigt hold medforfattere og scenefolk skabt en sort komedie med masser af oprigtigt sjove indslag til at skylle pointerne ned med. Tempoet er tårnhøjt, og du får musik, gøgl og konfetti for alle dine sparepenge. Det er ikke århundredets satire, men en meget kompetent én, og frem for at gøre kvaliteterne op i et antal stjerner, vil VINKaarhus Film & Teater blot anbefale dig at se en forestilling, mens der stadig er billetter at få.

Hvis du kan finde tiden.

I så fald vil du finde ud af, hvorfor der står “…og intet røvhul” i titlen på dette indlæg. Det uddyber vi ikke. Det er lidt ulækkert.

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Born way south, raised by tha state.