Double Rainbow

Double Rainbow

Kakaobar om dagen og natklub om aftenen. Det er ikke mange steder, du kan slappe af med en dejlig kop varm kakao om dagen og holde en fest til elektronisk genererede toner om aftenen. Hvis du kan lide en af disse muligheder eller måske en god blanding, er Double Rainbow lige et sted for dig! Baren har beliggenhed i udkanten af indre by, lige bag Godsbanen i det frembrusende kvarter af ’DIY-projekter’ – bedre kendt som Institut for (X).

Størstedelen af de gange jeg har sat mine ben på matriklen, har der været fyldt med smukke og glade mennesker med ild i benene. Dansende til de elektroniske toner fra lettere kendte DJ’s har jeg gjort mit forsøg på at komme igennem mængden af gæster for at komme ud i et rygerum fyldt med endnu flere smukke mennesker. Det kommer hurtigt til at lyde som om, at der er propfyldt med gæster på Double Rainbow, men det er såmænd ikke værre end så mange andre steder i ’Aarhus big city’. Forskellen er bare, at klientellet er mig mere tiltalende og musikken bedre end på de fleste natklubber i Aarhus. Og apropos musikken på stedet så er der på ugentlig basis besøg af en af Aarhus’ lokale DJ’s, men der bliver også booket større kunstnere såsom ELOQ og Bjørn Svin. Pretty awesome, huh?

Double Rainbow er stedet for dig, der er træt af skulle danse dig tynd til lyden af Rasmus Seebach, Joey Moe eller ”MR. WORLDWIDE!”. For dig, der foretrækker musik i den mere elektroniske genre og som har dansebenene skruet ordentligt på. Og ikke mindst for dig, der egentligt bare kan lide øl og glade dage. Og hvem kan ikke det?

Hold øje med deres Facebookside for at få opdateringer vedrørende kommende begivenheder mm.

Besøgt af Jacob Thinggaard Jacobsen

Hvor: Skovgaardsgade 3, Aarhus 8000, Denmark.

Hvornår: Fredag & lørdag 23.00-05.00.

Hvorfor: Fordi du er træt af at tage på det sædvanlige diskotek i Aarhus, der giver dig følelsen af at være på den lokale Crazy Daisy i din hjemstavn, og fordi den lidt mere elektroniske musikgenre appellerer mere til dig end dagens popmusik.

Mønt: 50 kr. for entre + garderobe, drinks med 3cl 50 kr., 5 øl for 100 kr., cocktails 60-95 kr.

 


Skriv til deres Facebookside email

facebook

Skriv en kommentar

Mit navn er Rune, og jeg er ejer af Det Bedre Selskab. Hos Det Bedre Selskab arbejder vi med online markedsføring. Som firmanavnet antyder, er vi... kreative til at finde på navne. Vores kreativitet, ærlighed og tillid til menneskeheden er med til at gøre os unikke.