Marts måneds første weekendguide står på mange måder i Århundredets Festivals tegn, hvor årets tema er ‘La Belle Époque 1871-1914,’. Tag med til vidensmiddag, hør oplæg om alverdens dårligdomme, eller bliv klogere på Herman Bang. Weekenden byder selvfølgelig også på events fra byens mange scener og ikke mindst for brætspilsentusiaster i alle aldre. 

TORSDAG

Neil Young – rock&roll som altid. //Foto: Gary Miller

MUSIC TALK: NEIL YOUNG

Sted: Dokk1. Kl.: 16.30 – 18.00. Mønt: 40 kr. (studerende 25 kr.)

Tag forskud på weekenden med en portion vaskeægte rockhistorie, når den rutinerede rockjournalist og forfatter Esben Strunk fortæller historien om en af genrens største ikoner, Neil Young. Med klassikere som ‘Cowgirl in the Sand’ og den akustiske ‘Sugar Mountain’ har Neil Young spillet sig ind i manges musikhjerter. Genbesøg klassikerne, og bliv lidt klogere på rockmastodontens liv til dette foredrag, hvor der naturligvis bliver vist klip og spillet en masse sange fra hans mange optrædender i årenes løb.

MY CUNTRY DK: FIRST DRAFTS

Sted: Teatret Svalegangen. Kl. 20.00 – 21.00. Mønt: 50 kr.

En queer performance, der stiller spørgsmålstegn ved Janteloven, når den giver los med badedyr, lip-sing og pastelfarver. Lyder det som en spændende torsdag aften? Så sving forbi Teatret Svalegangen, hvor Siri Maj Knutsen og Tone Haldrup Lorentzen har videreudviklet videoinstallation ‘MY CUNTRIES’ til scenekunst og kaster et kritisk blik på det samfund, de er vokset op i, flyttet fra, vendt tilbage til og nu forsøger igen at kalde hjem.

JAN GRARUP – AND THEN THERE WAS SILENCE

Sted: Musikhuset Aarhus. Kl. 20.00 – 22.00. Mønt: 375 kr.

Udnyt, at det er først på måneden, og at der dermed er plus på kontoen til at forkæle dig selv med et foredrag med prisvindende krigsfotograf Jan Grarup i Musikhuset Aarhus. Med afsæt i fotobogen ‘And Then There Was Silence’ tager Jan Grarup publikum med bag kameraet og tilbage til brændpunkter, hungersnød og krig. Billederne vises på storskærm, og vigtigheden i at dokumentere de menneskelige historier og ikke mindst de lidelser, de portrætterer, understreges og debatteres.

FREDAG

Kom til Brætspilsfestival 2.-4. marts på Kragelundskolen. //Illustration: Aarhus Brætspilsfestival.

AARHUS BRÆTSPILSFESTIVAL ’18

Sted: Kragelundskolen, Parkvej 18, 8270 Højbjerg. 2. marts kl. 17.00 – 4. marts kl. 17.00. Mønt: 35-175 kr.

Kalder alle spilentusiaster! Skal vennegruppen én gang for alle have afgjort, hvem HINT-mesteren er? Har I ledt efter en lejlighed til at give jer i kast med et af de meget lange strategispil, som der ikke er tid til på en almindelig søndag eftermiddag? Så er der nu mulighed for at afgøre alle stridigheder på brættet til Aarhus Brætspilsfestival, der finder sted på Kragelundskolen. Du kan nøjes med en dagsbillet, men der kan også købes en partoutbillet med overnatning, så du er sikker på, at du ikke går glip af dit kast med terningen. Må den bedste (bræt)spiller vinde!

SYND, SYGDOM OG SKØNLITTERATUR

Sted: Studenterhus Aarhus. Kl. 20.00 – 22.15. Mønt: 150 kr. (studerende: 80 kr.)

Rejs med Århundredets Festival tilbage til starten af 1900-tallet, hvor ord som ‘homoseksualitet’, ‘fetichisme’ og ‘sadomasochisme’ gik fra kun at optræde i medicinallærebogen til at blive kendte i folkemunde. På samme tid ændrede ordene karakter fra at beskrive synder til medicinske defekter, der kunne diagnosticeres og kureres. Emnet bliver belyst fra tre forskellige sider af sexologiprofessor Christian Graugaard, litteraturlektor Dag Heede og forfatter Adda Lykkeboe, der hver især vil komme ind på forskellige aspekter af seksualhistorien og dens udtryk i litteraturen.
Pssst, i pausen bliver der i tidens ånd serveret en dekadent drink.

BABY IN VAIN / DO NOTHING (UK) – RADAR

Sted: Radar. Kl. 20.00 – 02.00. Mønt: 120 kr.

Baby In Vain har med udgivelser af singler og EP’er længe været et kendt navn i dansk musik, men først for nylig udgav de deres længe ventede debutalbum, der blev til i samarbejde med PJ Harveys faste samarbejdspartner, Rob Ellis. Nu har du mulighed for at opleve den kvindelige powertrio, deres grunge-inspirerede musik og ikke mindst den misundelsesværdige rock&roll-ness, de udstråler, fredag aften på Radar. Danske Baby In Vain får fornemt selskab fra Nottingham i form af kvartetten Do Nothing, der fortsætter aftenen i rockens tegn.

LØRDAG

På grænsen mellem streetart og kunstscene. //Illustration fra facebookbegivenhed.

FERNISERING – RASMUS BJØRN – URBAN TALES

Sted: Galleri Grisk. Kl. 13.00 – 18.00. Mønt: Gratis.

Rasmus Bjørn dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi i 2003, og nu er han aktuel med udstillingen ‘Urban Tales’ på Galleri Grisk. Rasmus Bjørns værker balancerer på grænsen mellem klassisk streetart og den etablerede kunstscene med motiver, farver og stilistik, der kan og vil begge dele. Når du alligevel er forbi Galleri Grisk for at nyde de eventyrlige værker i lette strøg, kan du passende gå på opdagelse i Galleri Grisks lokaler, hvor der altid er travlt på den kreative front. Og så er det forresten en glimrende mulighed for at besøge MasVino, der deler lokaler med galleriet, til et godt glas vin og en tapasanretning, inden man fortsætter ud i weekendens natteliv.

RUNDT OM HERMAN BANG

Sted: Dokk1. Kl. 13.00 – 15.00. Mønt: 120 kr. (studerende 60 kr.)

Weekendguiden er naturligvis slet ikke færdig med at lave lidt larm for Århundredets Festival, hvor du kan starte din lørdag eftermiddag ud med et oplæg om en af de vigtigste danske forfattere fra Det moderne gennembrud. Oplægget præsenteres af de fire litterater Lis Norup, Stefan Kjerkegaard, Dag Heede og Peer E. Sørensen, der tager tilhørerne med igennem triste fortællinger som ‘Tine’ og ‘Ved Vejen’ af dansklærernes darling. Tag en god kop kaffe med, sæt dig godt til rette og få indblik i tiden omkring romanerne og ikke mindst de stille kvindeskikkelser som Herman Bang var så betaget af og skildrede både så smukt og så sælsomt.

VIDENSMIDDAG – HOP OMBORD PÅ TITANIC!

Sted: Centralværkstedet. Kl. 19.00-21.00. Mønt: 300-475 kr. (afhængig af om du er plebejer eller fin på den)

“I am the king of the world!” De fleste husker de berømte ord fra den unge Leonardo Dicaprio i rollen som lykkeridderen Jack, der ofrer alt for sin Rose. Men det er nok de færreste, der tænker over, at Titanic (skibet, ikke filmen) var et symbol på La Belle Époques teknologiformåen, både med og uden indblanden fra diverse isbjerge. Lektor i teknologihistorie, Kristian Hvidtfelt Nielsen, sætter jer ind i skibets ingeniørkunst, mens du kan nyde en middag, der enten består af hakkebøf og håndbajer eller kalvefilet og vin, afhængig af om du sidder med på første eller tredje klasse. Godt I alle kommer til at sidde trygt, varmt og TØRT på Centralværkstedet.

SØNDAG 

Chokolade, mousse, ganache eller fondant? Der bliver rig mulighed for at sætte tænderne i det hele på søndag! //Foto: Johanne Køster Mygind.

AARHUSKAGEN2018

Sted: Bruuns Galleri. Kl. 12.00. Mønt: Billigt!

Slip din indre Den store bagedyst-dommer løs eller plej søndagens tømmermænd med en masse lækker kage, når Bruuns Galleri kårer Aarhus Kagen 2018, hvor du og alle dine kagehungrende venner er budt med. Uanset om du er til en chokoladesyndig Gateau Marcel, en sprød, syrlig tærte eller bare alt med smørcreme, skal du nok få dine sukkerlyster stillet, for efter kagerne er blevet bedømt, og byens nye kageregent er kronet, så sælges kagerne til billige penge. Du kan med god samvittighed købe to, tre eller endnu flere stykker, for pengene går ubeskåret til ‘Børn, Unge & Sorg’. Kagespisning i den gode s(m)ags tjeneste? Ja tak!

SMAG PÅ SOMALISK SAMBUSA

Sted: Aarhus Central Food Market. Kl. 14.00 – 17.00. Mønt: Gratis.

Er du ikke helt mæt fra kagemåltidet, kan du hurtigt gå de par hundrede meter, der er ned til Aarhus Central Food Market, og få stillet den sidste lille sult. KaffeFair Øst og Smag à la Gellerup holder i samarbejde med Aarhus Central Food Market workshop på showscenen, hvor man kan lære at lave de sprøde dejlommer fyldt med lækkerier – helt gratis. Du kender sikkert samosaen, men den somaliske sambusa er en smule anderledes og serveres med en stærk chilisauce, der bringer varme i kinderne hos selv den mest forfrosne. Workshoppen byder naturligvis på smagsprøver, hands-on erfaring med at lave snacken selv og ikke mindst en opskrift, så du kan imponere vennerne eller kæresten med dine nye evner ud i kogekunsten, men vigtigst af alt får du mulighed for at snakke lidt med de dygtige og dedikerede somaliske kvinder fra KaffeFair. Vel mødt!

BILAL PÅ VOXHALL

Sted: VoxHall. Kl. 19.00-23.00. Mønt: 205 kr.

Med debutalbummet ‘1st Born Second’ bragede Bilal i 2001 ind på alverdens histlister med sin moderne soul og lækre R&B-toner. Siden da er det blevet til ikke mindre end fire Grammy-nomineringer, hvoraf en af statuetterne kom med ham hjem. Nu giver den 38-årige musiker og sangskriver for første gang koncert på dansk jord, så gå ikke glip af chancen for at opleve den amerikanske stjerne, der har samarbejder med mastodonter som Beyonce, Kendrick Lamar og Jay Z på cv’et. Så bliver du med sikkerhed klar til en ny uge!