Nu er det marts, hvilket betyder, at foråret officielt er startet, dagene er længere, solen kommer oftere og vejret bliver forhåbentligt snart varmere. Og det skal fejres med en helt ny episode af VINK’s Weekendguide! Så hvis du går og mangler en god grund til at drikke vin eller til at droppe at tage i byen på fredag eller muligheden for at høre nyt musik, then we got you! Så tjek guiden ud og få den fedeste weekend!

TORSDAG

START WEEKENDEN RIGTIGT MED BØGER OG VIN

Sted: Det Kgl. Bibliotek Kl.: 16.00 Mønt: gratis (+ det, du vælger at købe)

Hver måned fejrer Aarhus Universitetsforlag forfattere og deres nye bøger, og i marts måned fejres fem nye bøger. Det hele foregår i Bibliotekshaven, hvor forfatterne kort fortæller om bøgerne, og imens I nyder dette, bliver der budt på vin og snacks. Derefter kan du få bøgerne til priser, der er rene røverkøb – du kan nemlig få dem 40% sat ned!

Så hvis du har et rent boghjerte og elsker et glas vin på en torsdag, så ved du hvor du skal hen!

 

VIN, VIN OG MERE VIN

Sted: Kjær Sommerfeldt Kl.: 16.30 Mønt: 349 kr

Hvis du er klar på lidt mere vin, så er en torsdagsvinsmagning vejen frem! Ikke fordi nogen behøver en undskyldning for at få lidt vin på en lille-fredag, så er det, efter vinterens tungere og kraftigere rødvine, tid til at finde de lette og frugtige rødvine frem igen. Og Kjær & Sommerfeldt har fundet hele 10 (!!!) rødvine frem, som forberedelse til foråret og de første sommeraftener! Så tag forbi Skovvejen og se om du kan finde din nye yndlingsrødvin – eller hvert fald bare smage en masse super lækre vine!

 

FREDAG

DISCO, ØKOBAJERE OG KLATRING

Sted: Boulders Aarhus City Kl.: 20.00 Mønt: 0 kr som medlem, 120 kr som ikke-medlem

Er du træt af at være i fredagsbarer eller på klub hver fredag? Leder du efter en ny aktivitet, der kan spice din fredag aften op? Så skal du et smut forbi Boulders i centrum! Late Night Bouldering er et af deres nye koncepter, og denne fredag kan du prøve dette fra kl. 20.00 til midnat på deres lokation i midtbyen. Bouldering er ikke kun klatring, men et helt fællesskab – og et dejligt et at være en del af!

Så tag en ven under armen eller tag afsted og mød nye venner!

 

BRÆTSPILSFESTIVAL ALL WEEKEND LONG

Sted: Aarhus Hostel Kl.: 17.00 Mønt: 75 kr 

Endnu engang giver vi et alternativ til byens bas-musik og dyre drinks: brætspil! En lille 20-minutters bustur fra centrum afholdes Aarhus Brætspilsfestival ’22 nemlig, og der er masser af plads til dig, dine venner og/eller din familie! De sørger for utallige nye spil, som du kan afprøve, du kan deltage i turneringer, eller du kan bare nyde en kop kaffe over dit gamle yndlingsspil.

Festivalen afholdes både fredag 17-01, lørdag 10-01 og søndag 10-17 (dog er lørdag udsolgt), og du kan tilkøbe mad dertil. Så tag din yndlings-brætspils-spillende ven eller familiemedlem med og se hvor mange spil, du kan slå dem i!

 

LØRDAG

LYD OG LYS I FANTASTISK HARMONI

Sted: Ridehuset Kl.: 19.00 Mønt: 100 kr

Efter en mere rolig fredag aften, så er det tid til god musik på en lørdag! Og denne lørdag slår MUX dørene op i Ridehuset for noget af en fest, hvor der både er sweet tunes og fantastisk lys. Tre forskellige aarhusianske kunstnere – Tredjeperson, FRAADS og SXXC – kommer og sætter festen i gang, mens SYNKRON sørger for et lysshow, der vil binde en sløjfe på hele oplevelsen! Stop forbi Ridehuset og oplev noget af det bedste fra Aarhus’ kunstnermiljø!

 

DANSK INDIEROCK OG GODE DRINKS

Sted: HeadQuarters Kl.: 20.00 Mønt: 90 kr

Endnu en musikoplevelse er hvad, du kan finde på lørdagens program, og denne gang er det Middelfarts finest! KALASET, et band med 5 unge fra Middelfart, svinger forbi HeadQuarters denne lørdag aften og spiller for alle os, der nyder noget god indierock med en white russian i hånden. KALASET trækker på inspiration fra grupper som Superheroes, Broken Social Scene og The Cure, og deres musikalske rejse er først lige startet. Tag dine yndlingsdansesko på, køb din yndlingsdrink, og få den bedste lørdag aften, du har haft hele ugen!

 

SØNDAG

TRASHY TAKEOVER MARKET

Sted: Ridehuset Kl.: 11.00-16.00 Mønt: så mange kr, du vil bruge på fedt tøj!

Der er takeover af Ridehuset, og det betyder genbrugsmarked! Til Trash Marked vil der være fyldt med boder, hvor du kan finde dit allernyeste gamle tøj. Udover boder med tøj i alle stilarter og fra alle tidsperioder, vil der være lækkert musik, der vil få din pung til at glide ud af lommen meget nemmere. Så i rigtig søndagsfashion, så er det tid til en tur på markedet!

 

LÆKRE ØL OG STÆRKE KVINDER

Sted: Hantwerk Kl.: 15.00 Mønt: 200 kr

I forbindelse med Århundredets Festival, der foregår fra den 4. marts til 13. marts, vil der, denne søndag, være et fantastisk event, der kombinerer to af mine yndlingsting: gode øl og revolutionære kvinder! Denne eftermiddag på Hantwerk vil der være en fortælling om fem af de største revolutionære kvinder i historien, imens brygmesteren serverer fem lækre smagsprøver fra mikrobryggeriet Humleland. Så hvad venter du på?

Tjek også de mange andre fede events, som Århundredets Festival afholder lige her.

 

Jeg håber, at du fik lidt inspiration til en god weekend og en god start på foråret! God weekend!

 

Coverfoto: // VINKaarhus