Coronaspøgelset fortrænges lige så langsomt, og vi kan nu kigge fremad imod lysere tider. Foråret nærmer sig så småt ude i horisonten. Først skal vi dog lige igennem februar, som typisk byder på alt fra regn og rusk til iskoldt vintervejr. Hvad gør man så for at klare sig bedst igennem februars kolde gråvejrsdage? Man tager selvfølgelig et kig i VINKs Weekendguide! I denne uge byder Weekendguiden blandt andet på horrorfilmaften, psykedelisk fredagsfest, og søndagstango. Læs med nedenfor, oplev Aarhus’s kulturliv, og tilføj lidt kulør til de grå februardage!

 

Torsdag

Foto: // Mads Cornelius

Sprogudveksling på Frederiksgade

Sted: The Merchant Room, Frederiksgade 40, 8000 Aarhus C Kl.: 19.30-22.00 Mønt: Gratis

Elsker du sprog, elsker du at møde nye mennesker, og elsker du at fejre lillefredag med en god irsk øl? Hvis svaret er ja, afholder The Merchant Room det perfekte event for lige netop dig! Torsdag aften kan du således svinge forbi Frederiksgades hyggeligste irske pub med dine venner, og give dig i kast med at udveksle sprog med andre ligesindede sprogentusiaster. Du kan få trænet dit engelsk, få finpudset dit fransk, eller lære lidt spansk, mulighederne er mange! Eventet begynder på engelsk, og i løbet af aftenen sammensættes forskellige små grupper, der ønsker at tale og udveksle et bestemt sprog sammen. Eventets organisatorer står klar til at hjælpe dig med at finde de sproggrupper, som har din interesse. Kickstart din weekend med at få trænet eller lært et nyt sprog!

 

Nights Terror Filmfestival på Mejlade

Sted: Slagtehal3, Mejlgade 50, 8000 Aarhus C Kl.: 19.30-23.45 Mønt: 50 kr. (35 kr. for medlemmer)

Gisp, gys, skræk, og rædsel! Alle følelser er i spil denne torsdag aften, når Mejlgades egen Slagtehal3 byder indenfor til horrorfilmaften i anledning af Nights Terror Filmfestival i Aarhus. Festivalen løber af stablen på syvende år, og er derfor garvet i at danne rammerne for den perfekte gyser- og horroraften. Trænger du til at få et vaskeægte godt gys, der kryber ned langs ryggen og helt ud i fingerspidserne, så kan du for sølle 50 kr. få netop sådan en gruopvækkende oplevelse denne torsdag aften. Dørene åbner kl.19.30, og den første film vises kl.20.00. Arrangørerne opfordrer til at komme tidligt, idet de kører efter et først-til-mølle-princip. Sving derfor forbi i god tid, og nyd en drink inden du skal skræmmes for vid og sans!

NB: Der tages ikke imod dankort, kun kontanter, og billetter kan ikke købes på forhånd.

Fredag

Foto: // Mads Cornelius

Club Curious – Åbningsfest med Flødebanko

Sted: Frontløberne, Jægergårdsgade 154 C-E, 8000 Aarhus C Kl.: 15.30 Mønt: Gratis

Du tænker måske, at februar ikke har meget andet at byde på end halvtørre fastelavnsboller og kedeligt gråvejr. Men denne fredag i februar vil det anderledes. Du har mulighed for at krybe ud af dit vinterhi når Club Curious byder dig indenfor til deres åbningsfest af deres nye klubhus. Klubhuset kommer til at danne rammer for hyggelige aftener med fællesspisning, brætspil, kreative workshops, og meget mere! Hvad kan du så forvente at opleve til åbningsfesten? Du kan blandt andet se frem til at få skænket et glas bobler om eftermiddagen når eventet løber af stablen. Senere har du mulighed for at deltage i flødebanko, hvor bankopladens tal er skiftet ud med dybtfølte flødesange. Hvis du har en forkærlighed for George Michael eller James Blunt, er du allerede godt på vej til at få fuld plade. Udover banko og bobler, tilbyder baren øl, sodavand, og lækre white russians. Sving forbi Club Curious og vær med til at give det nye klubhus en perfekt start på deres nye eventyr!

 

Casa V58 inviterer til psykedelisk fredagsfest

Sted: Vestergade 58, 8000 Aarhus C Kl.: 22.00-05.00 Mønt: 200 kr.

På Aarhus’ legendariske Vestergade kan du i denne uge fejre din fredag med et brag hos spillestedet CasaV58. Covid-19 er ikke længere en forhindring for en god fest og det skal selvfølgelig udnyttes. Derfor bydes du indenfor til et syvtimers event spækket med spændende musikalske oplevelser. CasaV58 har denne aften slået pjalterne sammen med Voyage Events & Promotion for at skabe de helt ideelle rammer for en knaldgod fest. Samarbejdet har udløst et line-up af en håndfuld dygtige lokale artister, hvis musikalske stil alle befinder sig inden for den psykedeliske genre. Fest og dans hele natten, og find ind til dit psykedeliske selv fredag aften hos CasaV58!

 

Lørdag

Foto: // Mads Cornelius

Vintage tøjmarked på Godsbanen

Sted: Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C Kl.: 12.00-16.00 Mønt: 30 kr. i entré (gratis for børn under 12 år)

Forestil dig konceptet med bland-selv-slik, hvor de mange stykker slik blot er skiftet ud med lækkert vintagetøj. Det er et koncept som Godsbanen i samarbejde med Hello Vintage gør til virkelighed lørdag eftermiddag. Du har mulighed for at gå rundt i en skov af skønne vintageklæder, udvælge det du bedst kan lide, veje det, og betale den nøjagtige vægt for tøjet. Godsbanen fyldes op med hele 2,5 ton vintage- og secondhandtøj, så der er drøngode muligheder for at finde noget, der falder netop i din smag. Tag derfor din ven eller veninde med under armen, og brug en eftermiddag på Godsbanens skønne tøjmarked. På en bæredygtig og hyggelig måde kan du gøre din garderobe klar til foråret!

 

Ludvig III gæster Radar

Sted: Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C Kl.: 20.00 Mønt: 125 kr.

Lørdag aften lægger Radar scene til et eksperimenterende soloprojekt af trommeslageren og produceren Jonathan Ludvigsen fra neo-soul-jazz trioen Athletic Progression. Koncerten bliver en udforskning af musikkens mange elementer lige fra slagtøj til brugen af synth og auto-tunede vokaler. Under kunstnernavnet Ludvig III, undersøger Jonathan Ludvigsen eksistentielle emner som ensomhed, selvværd, og mental sundhed. Ligeledes forsøger Ludvigsen igennem sin musik at søge efter en mening i tilværelsens altomfattende kaos og klaustrofobi. Du kan glæde dig til en musikalsk oplevelse lidt udover det sædvanlige. Skaf en billedet, sving forbi Rader, og oplev hvordan genrer flyder sammen, nedbrydes, og genopstår i nye former.

 

Søndag

Foto: // Mads Cornelius

Åbning af La Milonguita

Sted: Café Mellemfolk, Mejlgade 53, 8000 Aarhus C Kl.: 14.00-18.00 Mønt: Gratis

På søndag står Café Mellemfolk og La Milonguita klar til at byde dig velkommen til en festlig eftermiddag i dansens tegn. Dagen står på en omgang skøn tango, hvor du får mulighed for at svinge din partner rundt til en masse lækre tangotoner, og drømme dig til sydligere himmelstrøg. Udover at få en lidenskabelig tangooplevelse ind under den kolde vinterhud, byder caféens bar på lidt lækkert til både ganen og maven. Du kan blandt andet nyde en kop kaffe eller en skål varm suppe, mens du tager plads i en af caféens bløde velourstole. Både nybegyndere såvel som erfarne tangodansere er mere end velkommen til at svinge forbi. Afslut weekenden med en herlig omgang søndagsdans!

 

Storytelling circle #5

Sted: Institut for (X), Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus C Kl.: 17.30 Mønt: Gratis

Hvis ikke du vil slå dig løs til en omgang tango, kan du i stedet finde et alternativ til din søndagshygge på Institut for (X). Her kan du tage plads i en rundkreds af historiefortællere, og lytte til, eller selv fortælle, alle mulige slags spændende historier og fortællinger. Det kan være lige fra mageløse myter til prægtig poesi og spændende sagaer! Hvad enten du selv brænder inde med en fantastisk fortælling, eller ønsker at lytte til en god historie, kan du trygt tage plads i fortællercirklen og varme dig på en god fortælling.

Coverbillede: // VINKaarhus