Byen er stille, og der er kun summen af samvær mellem dem, vi elsker og holder af. Men når julemaden og julefreden har lagt sig, hvad skal vi da give os til, inden det nye år skydes ind med et brag?
TORSDAG
To be continued… Gaveræset
Kl. 10.00-18.00 (Med undtagelser). Mønt: Afhængigt af viljestyrke.
Dette er nærmere en servicemeddelelse. Hvis man syntes, det var stressende at købe julegaver, så vil man finde det endnu mere stressende at bytte dem igen. Som bekendt er dagene mellem jul og nytår de helt store bytte-gave-dage. For nogen er det et hektisk helvede, og for andre hører det julen til. Men udover at returnere hvad din farmor sikkert har lagt krop og sjæl i, så kan du være heldig at få lidt ekstra julegaver med hjem til dig selv fra det helt store januarudsalg, der starter d. 27. december. May the force be with you!
Tivoli Friheden
Kl. 13.00-21.00. Mønt: 120 kr.
Hvis man lige skal nå at få et sidste stykke af julekagen med, så skal man tage i det hyggelige og smukke Friheden, der lyser op i decembers mørke dage. Og er man træt af julemad, byder Kødbyens Mad og Marked på et udvalg af fedtede og fremmedartede delikatesser i denne juletid.
Den (gode) Gamle By
Kl. 10.00-17.00. Mønt: Voksne 110 kr./Studerende 55 kr.
Man kan også strække julestemningen ved at tage i Den Gamle By. Her kan man se, hvordan man fejrede julen for 200 år siden, men også for 50 år siden med den nye, eller nyeste, 70’er-udstilling. Det giver et sundt syn på julen, der ikke kun går op i gaver og forstoppelse. Derudover er udstillingen Aarhus Fortæller for nyligt blevet sat op, der samler og fortæller vores historie og historien om Aarhus på levende og spændende vis!
FREDAG
Nytårskoncert
Kl. 18.30-23.00. Mønt: 50 kr.
I A-huset på Godsbanen kan du tage til nytårskoncert med I Just Came From the Moon og Athletic Progression, hvis du er træt af tidens “Tante Møe”-typer og bare vil dakke, drikke og høre hiphop. Den perfekte opvarmning til årets fest!
Cool, Calm and Collected
Kl. 10.00-17.00. Mønt: Entré 100 kr.
Og skal man også være lidt kulturel, kan man tage på ARoS og se den nye udstilling Cool, Calm and Collected, der samler danske samtidskunstnere. Med minimalismen i front ser man cool skandinavisk æstetik, der passer til det kølige vintervejr.
LØRDAG
Vinterbrødre i Øst for Paradis
Kl. 12.30 (Se andre spilletider). Mønt: 95 kr.
Hvis der er noget, som juletid og familiehygge leder op til, så er det biografture! Og for at forsætte i den skandinaviske og kølige genre, kan man tage ind og se den islandske Hlynur Palmasons Vinterbrødre: “En en poetisk og sansemættet fortælling om menneskets behov for at blive elsket og begæret”. Måske ret relevant og reflekterende stof til disse dage?
Skøjtebanen
Kl. 10.00-17.00. Mønt: 45 kr. for leje af skøjter
Der skulle, ifølge vejrudsigten, blive en anelse koldere igen i weekenden. Med det koldere vejr er der måske mulighed for en frisk skøjtetur, inden sæsonen er slut. Få fornøjelsen af at lege Bambi på glatis, samtidig med at du helt sikkert får forbrændt et par af de julekalorier, der har sat sig på sidebenene.
SØNDAG
Nytårsaften!
Der skal ikke siges så meget. Der skal danses, festes, grines og spises – i godt selskab med venner og familie! Og H.M. Dronningen.
– Godt nytår!