Så nærmer weekenden sig igenigen, og vi har sammensat en weekendguide, der repræsenterer en dejligt bred palette af kulturelle genrer. Du kan blandt andet tage på Antikmuseum i mørket. Du kan engagere dig i musikstøtten til topmøde på Radar. Eller du kan se independent-film på Øst for Paradis. Dyk ned i programmet og lad dig lokke.

TORSDAG

Lydinstallation: Department of X

Sted: Spanien 19C Kl.: 13.00-17.00 Mønt: Gratis.

Værket Department of X er en 8-kanals lydinstallation, som bygger på interviews af forskere fra felter som evolutionsbiologien, filosofien, datalogien og antropologien. Værket er et forsøg på at nedbryde eksisterende mønstre for vidensproduktion ved at “resette” forståelsen af, hvordan videnskab dannes og fungerer. Som beskuer lytter man til fiktive samtaler mellem disse forskere, som genereres af en algoritme. Department of X er et interessant værk, der får en til at tænke over, hvordan videnskaben er i konstant bevægelse. Værket er skabt af den danske kunstner Nanna K. Hougaard og kan opleves indtil søndag den 29. november.
Sted: Radar Kl.: 17.00-19.00 Mønt: Gratis.

Torsdag aften samles seks personer fra musikbranchen til en debat om kunststøtten til rytmisk musik i Danmark. Det vil blandt andet være Gunnar Madsen fra Spot Festival og Esben Danielsen fra Projektstøtteudvalget for Musik ved Statens Kunstfond. Er støtten tidssvarende og dækker den branchens behov? Det er nogle af spørgsmålene, der vil blive diskuteret på Radar i Aarhus. Topmødet er arrangeret af PROMUS – Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus.

OBS! Der er fri entré, men på grund af begrænset antal pladser skal man tilmelde sig ved at sende en mail til info@promus.dk.

 

FREDAG

Sted: BoraBora Kl.: 19.30-20.45 Mønt: 100-170 kr.
As If, I Have Missed Myself er en danseforestilling, der udforsker dualismen mellem sind og krop og problematiserer, hvad det vil sige at være ét samlet menneske. Kunstner- og koreograf-duoen Fabio Liberti og Emanuele Rosa ønsker med denne forestilling at omfavne det multidimensionelle menneske gennem bevægelse, dans og videokunst. Forestillingen kan opleves til og med den 26. november.

TAPE: Bona Fide & Kammer

Sted: Tape Kl.: 19.30-22.00 Mønt: 80 kr.
På fredag kan du tage på spillestedet Tape på Mejlgade og høre friske toner fra folkbandet, Bona Fide, og det strukturløse musikprojekt, Kammer. Bona Fide lever op til folktraditionen men med et minimalistisk og køligt præg. Kammer udfordrer de herskende musikalske skabeloner og består af en cellist, en violinist og en guitarist. Spillestedet Tape ka’ bare det der med at introducere ny musik, og fredag aften bliver ikke en undtagelse.

LØRDAG

Sted: Øst for Paradis Kl.: 17.00-21.00 Mønt: Gratis.
Annual Aarhus Film Festival inviterer på lørdag til en række visninger af film af uafhængige filmproducenter. Independent-film er særegne i deres radikale og til tider provokerende karakter og fortjener helt klart en festival. Der bliver vist tolv film, og du kan allerede tjekke programmet ud nu på https://www.aarhusfilmfest.com/2020.
Sted: Frontløberne Kl.: 19.00 – 21:00. Mønt: 5 kr.
Er du mere sulten på film? Så skal du læse videre her. 4xF på Frontløberne er en biograf til dem, som laver deres egne film, kortfilm, lange film, kunstfilm, pornofilm, visuels, comics, animation. Alle filmskabere har mulighed for at sende en film ind til lørdagens visning. Hvem ved om du vil opdage den næste Bier eller von Trier! Det hele foregår lørdag aften hos Frontløberne.

SØNDAG

Forfattergudstjeneste med Mads Mygind

Sted: Sankt Lukas Kirke Kl.: 14.00 – 15:00. Mønt: Gratis.
Den aarhusianske digter Mads Mygind står i samarbejde med sognepræst, Vibeke Houmøller, for søndagens forfattergudstjeneste i Sankt Lukas Kirke. Konceptet bag forfattergudstjenerne er, at forfatterne vil lade sig inspirere af evangelierne, hvorfor gudstjenesterne vil være vidt forskellige alt efter, hvilken forfatter der er inviteret. Myginds seneste udgivelse er “Bergamo” fra 2018.

Darkness & Light

Sted: Antikmuseet Kl.: 15.00 – 16:00. Mønt: Gratis.

På søndag slukker Antikmuseet for lyset og undersøger, hvordan det føles at gå igennem et museum i mørket. Arrangementet vil bestå af en guidet tour, hvor du skal aktivere dine sanser og følelser i udforskningen af mørke, lys og det antikke. Det vil være en helt anderledes og unik oplevelse, da man sjældent for lov til at opleve kunsten med lyset slukket. Husk mundbind og god fornøjelse!

//Coverfoto: VINKaarhus