Denne uges weekendguide byder på billedkunst en masse, da byens kunstscene stadig er præget af efterdønningerne fra Art Weekend Aarhus og nye spændende åbninger og undersøgelser. Du kan også få din musik på både online og i virkeligheden, eller se en hypet ny film med Bill Murray. Så kom en tur ud i efterårsferie-ræset og se en masse sprød samtidskunst sammen med os. Vi ses derude! 

 

TORSDAG

// Foto: PR materiale, Anja Oxager Mine Mange Portaler

 

Mine Mange Portaler

Sted: Ewdokia Shop, Tordenskjoldsgade 64, 8200. Kl.: 16.00-19.00. Mønt: Gratis.

Hvis du tager en tur til Trøjborg torsdag eftermiddag, så kan du få et indblik i den aarhusianske illustrator Anja Oxagers praksis. Mine Mange Portaler er en samling af illustrationer tegnet gennem forskellige faser af et underligt stille liv i 2020 og forholder sig til isolation, frygten for kærlighed og kontroltab. Kom med til de portaler og steder, som Anja Oxager besøger, når hun øver sig i at være alene. Tjek det ud!

 

Læsegruppe: Den uvidende lærer // Olga Benedicte

Sted: Kunsthal Aarhus. Kl.: 15.00-16.30. Mønt: Gratis.

Kunsthal Aarhus’ aktuelle udstilling Den uvidende lærer tager udgangspunkt i den franske filosof Jacques Rancieres bog af næsten samme navn, Den uvidende lærer – Fem lektioner i intellektuel emancipation fra 1987, der til stadighed står tilbage som et radikalt opgør med vores måde at gå til undervisning og læring. I fem omgange arbejder en række kunstnere med værket og bidrager med nye indsigter gennem kunstens mediering. Denne omgang er af Olga Benedicte, og du kan måske lige nøjagtig nå med i læsekredsen, der mødes hver anden torsdag. Hvis du vil deltage så skriv til me@kunsthal.dk.

 

FREDAG

// Foto: MRCO, PR

Fernisering: Krusedullefeber af MCRO

Sted: Galleri June Bech, Studsgade 40. Kl. 16.00-19.00. Mønt: Gratis. 

Oplev den aarhusbaserede kunstner MRCOs energifyldte værker til lyden af distortet, klassisk musik i det nyåbnede galleri i Studsgade. MRCOs praksis er inspireret af det abstrakte og af 60ernes COBRA kunst og produceret med passion, fart og vellyst, og han arbejder med både maleri og skulptur i ler og gips. Titlen Krusedullefeber definerer MCROs værker, som på én gang er både figurative og abstrakte og fungerer som en reference til hans energiske praksis og væsen. Oplev MCROs værker og ham selv i egen høje person denne fredag og drik et lille glas. 

 

On the Rocks i Øst for Paradis

Sted: Øst for Paradis. Kl.: 18.00. Mønt: 100 kr.
Oplev Sofia Coppolas nye bittersøde komedie med Rashida Jones og Bill Murray i hovedrollerne i et klassisk utroskabsdrama, hvor far og datter i spionagtig jagt forfølger datterens mand for at gribe ham i den ukristelige gerning. Coppola kender man måske som instruktøren bag værket Lost in Translation  – også med Bill Murray i hovedrollen. Denne visning er den første af i alt to eksklusive visninger i Øst for Paradis.

 

LØRDAG

// Foto: Casper Skou, PR, Hul & HQ

Hul & HQ præsenterer: 0% + Yahowa + Fright Eye

Sted: Internettet. Kl.: 20.00-00.00. Mønt: Gratis. 

Den aarhusianske koncertforening Hul, der sætter fokus på den rå, upolerede rockmusik, har slået sig sammen med spillestedet HQ ude på det store internet. Denne lørdag står den på noget, der dufter lidt af punk, når 0%, Yahawo og Fright Eye sender støj, energi og attitude ud gennem din foretrukne form for skærm og lydanlæg. Det virker som et spændende eksperiment at vise musik, som normalt er akkompagneret af lidt moshpit-vibe og en lugt af sved på alt for varme mørke spillesteder: men måske det kan noget? Onlinekoncertformatet trænger i al fald til et ordentligt karatespark i solar plexus. Man har ligesom set det nu. Men måske kan 0%, Yahawo og Fright Eye gøre netop det. Det kan man da håbe på!

 

LLNN x Hiraki 

Sted: Radar. Kl.: 20.00-23.30. Mønt: 120.
Er du ikke blevet slået tilbage ind i livemusikkens univers endnu? Så har Radar opskriften denne lørdag i levende live. Der er hårdslående post-metal og noise på programmet, når LLNN og Hiraki gæster spillestedet. LLNN bliver spacy og fedt, der er post-apokalyptisk og klaustrofobisk post-metal tilsat filmiske elektroniske sci-fi elementer på bedding. Hiraki spiller aggressiv, progressiv noise-rock fyldt med samfundskritik og knyttede næver til snæversynethed og narcissisme. Hvis du kan lide Daugthers, Aphex Twin eller Nine Inch Nails, så tænker jeg, at du måske også ville synes om Hiraki. Tjek det ud. Lav en mild omgang siddende headbang og husk dine ørepropper – vi orker ikke tinnitus. 

 

SØNDAG 

// Foto: PR, Just a sip – covered with a face

Udstilling: Pillars of Creation af Anne-Sofie Overgaard

Sted: Udstillingsstedet Spanien. 19c Kl.: 13.00-17.00. Mønt: Gratis.  

Du har denne søndag sidste chance for at opleve Anne-Sofie Overgaards udstilling Pillars of Creation, som siden åbningen er blevet præmieret af Statens Kunstfond. Anne-Sofie arbejder i tekstil med vævningen som en central del af sin praksis og har til denne udstilling vævet sine værker i hånden med inspiration fra Gustave Dorés illustrationer til Miltons Det tabte Paradis, som i samspil med 3D printede blomster og grene af stål udgør totalinstallationen Pillars of Creation. Gør dig selv en tjeneste og slå vejen forbi Sydhavnen og oplev en af Aarhus’ spirende samtidskunstnere helt gratis! 

 

Just a sip – covered with a face

Sted: Cantina, Godsbanen. Kl.: 12.00-16.00. Mønt: Gratis. 

Det spritnye kunstnerdrevne udstillingssted Cantina i forbindelse med atelierfællesskabet Corporum på Godsbanen åbnede deres første udstilling i begyndelsen af oktober. Smut forbi udstillingen Just a sip – covered with a face, der viser værker af nogle af byens skarpeste unge kunstnerspirer. Der er værker af Mads Borre, Lucie Payoux, Stefan Bakmand, Frederik Rønde Sørensen, Max Gam Iversen, Cilla Leitao, Sidsel Seeberg, Luna Lund Jensen og Heidi Nikolaisen, og det er mega sprødt. Tjek det ud!

 


// Coverfoto: Anne Møller Christensen