Så er det snart weekend, og på trods af de kedelige corona-tal Aarhus døjer med i øjeblikket, er der mange skønne, og ikke mindst gratis begivenheder at glæde sig til.

 

TORSDAG

Feminist Café vol. 3 // Foto: Coverbillede fra Mellemfolkeligt Samvirke Facebook-begivenhed.

Feminist Café Vol. 3 på Café Mellemfolk

Sted: Café Mellemfolk. Tid: 19.00-20.30 Mønt: Gratis.

Café Mellemfolk inviterer jævnligt spændende mennesker til at debattere forskellige relevante emner. Denne torsdag bliver der diskuteret kønsroller og ligestilling. Desuden er caféen drevet af dygtige frivillige, og byder blandt andet på god kaffe, lækre øl og super hyggelig stemning.

 

Rune Kilden: Bæredygtig byudvikling – også for socialt udsatte

Sted: Dokk1. Tid: 16.00 – 18.00. Mønt: Gratis.

Byudvikler Rune Kilden dykker ned i spørgsmålet ”hvordan skaber vi bæredygtige byer med plads til diversitet og socialt udsatte mennesker”? Foredraget sker som led i en række af debatter, foredrag og samtaler, der sætter socialt udsatte i centrum for forskellige emner som byudvikling, køn, verdensmål og samfund.

 

FREDAG

Fotoudstilling: Berøring på Dokk1 // Foto: Coverbillede fra Dokk1 Facebook-begivenhed.

Fotoudstilling: Berøring

Sted: Dokk1. Tid: 08.00 – 22.00. Mønt: Gratis.

Fotoudstillingen portrætterer Værestedets brugere, mens de får massage. Værestedet er et fællesskab for voksne med psykiske og sociale problemer på Jægergårdsgade i Aarhus. Man får i fotoudstillingen et sjældent kig ind i disse menneskers skæbner og livshistorier. Det er fotografen Simon Jeppesen der står bag. Fotoudstillingen står foran Verdensrummet nedenfor Dokk1 fra d. 30. juni til og med d. 8. september 2020.

 

Udstilling: Opening: Frank Gerritz

Sted: Bjorn & Gundorph. Tid: 16.00-20.00. Mønt: Gratis.

Stil din ferniseringstrang med denne soloudstilling af den tyske kunstner Frank Gerritz, som er en af vore tids dygtigste abstrakte kunstnere. Der vil være drinks ved ferniseringen og kunstneren selv er til stede mellem 16.00 og 20.00.

 

LØRDAG

Yoga i Mindeparken // Foto: Coverbillede fra Natha Yoga Facebook-begivenhed.

Fællessang på Kajen

Sted: Badehusene på Aarhus Ø. Tid: 10.00 – 11.00. Mønt: Gratis.

Findes der en bedre måde at starte en sommerdag på end en dukkert og en fællessang. En gæst inviteres ind til at vælge sine favoritter fra Højskolesangbogen, dog med plads til at alle kan ønske en sang eller to. Hvis du er lidt tidligere oppe, vil der være kaffe og the fra klokken 09.00. Tag morgenmaden med og start din dag med lidt fællessang på Kajen.

 

Yoga i Mindeparken

Sted: Mindeparken. Tid: 09.00 – 10.00. Mønt: Gratis.

Natha Yogacenter afholder en hatha-yogaklasse i Mindeparken. Så hvis du er klar på at starte lørdagen med solhilsener, yogastillinger og afspænding, så er dette det perfekte event for dig!

 

SØNDAG

Rita Blå’s Lopper på Institut for (X) // Foto: Coverbillede fra Rita Blå’s Lopper Facebook-begivenhed.

Rita Blå’s Lopper / Institut for (X)

Sted: Institut for (X), Godsbanen. Tid: 11.00 – 16.00. Mønt: Gratis.

Foran A-huset, på kultorvet afholdes Rita Blå’s Lopper. Loppemarkedet er kendt for god stemning, spændende locations og super gode priser. Vejret skulle blive skønt, så tag dine venner under armen og gå på jagt efter gode tilbud.

 

Salsa på dokken

Sted: Dokk1. Tid: 14.00 – 18.00. Mønt: Gratis.

Er du i det sensuelle hjørne kan du bruge din søndag på Dokk1 hvor Salsa Boyz fyrer op for nogle svedige salsatrin. Programmet består af en intro til salsa/bachata og efterfølgende fri dans så længe dine ben kan holde dig. Så find en corona-forsvarlig dansepartner og nyd en dag i salsaens tegn.

 

Rigtig god weekend!!

// Michelle