Hvorvidt du allerede er gået på sommerferie, eller ’blot’ kan se frem til et afbræk fra hverdagen med en kærkommen weekend, så er VINK klar med weekendguiden. Sluk tørsten hos Spiselauget, tag på genbrugsshopping, eller slå dig løs i Ridehuset til elektroniske beats hele aftenen. Mulighederne er mange, og VINK viser vejen!    

 

Torsdag

Solskinsbar hos Spiselauget

Sted: Spiselauget Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C Kl.: 14.00-23.00 til og med lørdag d.24/7 Mønt: Gratis entré, og ellers 35 kr. pr. drikkevare

Sommerhumøret er højt på Spiselauget Godsbanen, og de ønsker at glæde deres gæster med et strålende sommer-event! Derfor inviterer de i denne uge til Solskinsbar d.21/7-24/7. I baren kan du få alt fra drinks (bl.a. aperol spritz) til vin og øl for kun 35 kr (!). Tag forskud på weekenden (eller fortsæt din sommerferie) denne torsdag med et smut forbi Spiselaugets slaraffenland af en sommerskøn solskinsbar!

OBS: Booking af bord anbefales inden ankomst

Fredag

Output Festival på ARoS

Sted: ARoS, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C Kl.: 10.00-21.00 Mønt: 130-160 kr. (Gratis for børn under 18 år)

ARoS lægger denne fredag lokale til en kavalkade af kulturelle oplevelser, når kulturplatformen Output inviterer til en fuldstændig forrygende festival. Organisationen bag festivalen har sammensat et drønlækkert fredagsprogram med noget for enhver smag. Om du mest er til kunst og poesi, eller film og musik, kan du med garanti finde det, du søger på dette års Output Festival. Kickstart din kulturweekend med et fredagsbesøg på ARoS, og støt op om festivalens mange unge danske kunstnere og kulturudviklere!

Lørdag

FEUM live: Schacke | Perko | Rasmus Fisker

Sted: Ridehuset, Vester Allé 1, 8000 Aarhus C Kl.: 18.00-02.00 Mønt: 100 kr.

Gør dig klar til en blændende og helt igennem unik oplevelse denne lørdag aften, når Ridehuset indtages af en række fremadstormende kunstnere fra Aarhus’ elektroniske undergrundsscene. FEUM (Foreningen For Elektronisk Undergrundsmusik) afholder deres første udgave af dette live-event som en del af festlighederne under Avenue One by Aarhus Volume. Du har i selskab med FEUM, muligheden for at opleve, hvordan tre innovative og nyskabende danske elektroniske kunstnere i løbet af aftenen skaber en tranceagtig lydkulisse bestående af både rytmiske dance-beats, pumpende natklubs-bas, og drømmeagtige synthesizere. Stemningen bliver elektrisk, musikken bliver eksperimenterede, og aftenen bliver ekstatisk!

Søndag

Åbent lager for herretøjssalg – genbrug og bæredygtighed  

Sted: Trælasten, Daubjergvej 17B, 8000 Aarhus C Kl.: 11.00-17.00 Mønt: Gratis entré med tøjpriser fra 100 kr.

Ugens weekendguide runder af med et smut forbi Trælasten ved Brabrandstien. For her vil ‘mildt’ – en bæredygtig genbrugsshop for herretøj – holde et åbent lagersalg med genbrugstøj, som endnu ikke er kommet op på deres webshop. Trænger du derfor selv til at opdatere garderoben, eller kender du en fyr (en kammerat, kæreste, eller noget helt tredje), der kunne bruge lidt nyt sommerkluns, kan du jo passende aflægge ‘mildt’ et besøg denne søndag. Du har sågar mulighed for at nyde en økologisk sodavand eller en frisk kop kaffe, helt gratis!

OBS: Medbring gerne selv egen pose eller taske, da dette ikke udleveres af shoppen.

 

Coverbillede: // VINKaarhus