Hallehøj! Din “partner in crime”, Weekendguiden, er tilbage med en god håndfuld weekendplaner. Vi foreslår blandt andet, at du tager til oplæsningsaften med en anmelderrost forfatter, til filmpremiere med botaniske drinks eller til jazzfest på Sydhavnen. Glædelig weekend!    

TORSDAG

Mikkeller Running Club mødes tre gange om ugen // Alle fotos: Facebook

Løb og øl

Sted: Nabo Kiosk, Ingerslevs Plads 1a Kl.: 17.30 Mønt: Gratis

En, to, tre, løb! Skyd lillefredag igang med en løbetur med løbeklubben, Mikkeller Running Club. Startskuddet lyder ved Nabo Kiosk, hvorfra man kan vælge mellem en tre, seks eller ni kilometer lang løbetur. Det foregår i helt eget tempo, så der er både plads til hyggelunteren og lynsprinteren. Slutmålet er Mikkeller Bar på Jægergårdsgade, hvor man kan få pusten og deltage i hygge og øl med de andre joggere.

Oplæsningsaften med Stine Pilgaard

Sted: Vogn 1, Godsbanen Kl.: 19.30-21.30 Mønt: 40 kr. (MobilePay eller kontant)

Efter løbeturen kan du lige nå hjem og få en hurtig dusch, inden du rammer Vogn 1 på Godsbanen til oplæsningsaften med forfatteren Stine Pilgaard. Den aarhusianske forfatter gæster Godsbanen i forbindelse med sin sprogligt gribende og anmelderroste roman Meter i sekundet, som blev udgivet i maj. Pilgaard har også skrevet romanerne Lejlighedssange (2015) og Min mor siger (2012).

FREDAG

Jonas Kjeldgaard / Aarhus Artspace 2020

Sted: Glascontaineren mellem Frederiks Allé 20 og 22 Kl.: 15-19 Mønt: Gratis

I anledning af Aarhus Artspace 2020 udstiller kunstneren Jonas Kjeldgaard Sørensen i glascontaineren på Frederiks Allé med udstillingen Elsker ikke, elsker. Udstillingen tager udgangspunkt i Homers Odyssé, specifikt Odysseus’ møde med Kyklopen Polyfemos. Kjeldgaards udstilling placerer denne oldtidige og mytiske fortælling i en teknologisk kontekst og reflekterer over ting som ansigtsgenkendelse, maskering og identitet. Udstillingen kan kun ses denne ene dag. Så husk det!

Aarhus Artspace 2020 foregår fra den 10.-26. juli og finder sted i glascontaineren mellem Frederiks Allé 20 og 22 og i LYNfabrikkens BOX på Vestergade.

Premiere: Little Joe m. drink

Sted: Øst for Paradis Kl.: 19-21 Mønt: 115 kr.

Øst for Paradis inviterer på fredag til filmpremiere på Jessica Hausners guldpalmenominerede film LITTLE JOE. Filmen handler om planteforskeren Alice, der forsøger at skabe en smuk, rød og syntetisk blomst, hvis pollen kan gøre mennesker lykkelige og kurere depression. GYS. I filmens ånd bliver der serveret botaniske gin-drinks efter visningen.

LØRDAG

Workshop: DIS-BODY: AESTHETICS OF THE PERSONAL by Sall Lam Toro

Sted: ARoS Kl.: 10-16 Mønt: Gratis (kræver tilmelding)

Sall Lam Toro er en Guinea-portugisisk transqueer kunstner, som gennem sin kunstneriske praksis beskæftiger sig med de-kolonialisme og queer politik. På lørdag besøger han ARoS og afholder en workshop, der cirkulerer om disse tematikker. Du skal regne med at blive involveret både med din krop og med din tankevirksomhed. Husk, at det kræver tilmelding for at deltage.

Salsa/bachata-workshop

Sted: Café Mellemfolk, Mejlgade 53 Kl.: 19.30 Mønt: Gratis

Har du dansegulvsabstinenser? Café Mellemfolk afholder salsa- og bachataworkshop, så du endelig kan frigøre nogle af de der indestængte corona-moves. Der vil være nogle retningslinjer, som skal følges, og Café Mellemfolk beder folk om at medbringe et mundbind. Kom alene eller tag en ven, onkel eller mor under armen. Køn er underordnet, når der dannes dansepar.

SØNDAG

Aarhus Jazzfest: Slim0/ Caktus/ Osgood+Ferm/ TS Høeg/ Lars Greve

Sted: Colabs, Jægergårdsgade 156S Kl.: 15-23 Mønt: 120 kr. alm. / 100 kr. stud.

I anledning af Aarhus Jazz Festival 2020, som foregår fra d. 11.-18 juli, vil der være masser af jazzede arrangementer i byen. Heriblandt inviterer improvisations-kollektivet The Community og designvirksomheden Knud’s Kiosk til en søndagsfestival ved Colabs, som ligger i Sydhavnskvarteret lige ved det gamle slagteri. Der vil være eksperimenterende og improvisatorisk musik, poesi, fede DJ’s og godt med vino. Der er lagt i kakkelovnen til en casual og jazzet dagsfestival.

Jazz Film Festival: Born to be Blue

Sted: Øst for Paradis Kl.: 19-21 Mønt: 95 kr

Er du mere i humør til at tilbringe din søndag aften i biografmørket med en tidsløs klassiker af en jazzmusikant? Så viser Øst for Paradis filmen Born to be Blue (2015), som er en genskabelse af jazztrompetisten, “The Prince of Cool”, Chet Bakers liv i 60’erne. I anledning af Jazz Film Festival 2020 viser Øst for Paradis en lang række af nyere jazzfilm henover sommeren.

// Coverbillede: VINKredaktionen