WGu21

Denne uges weekendguide består af et udpluk af dét, der findes mellem himmel og jord – I hvert fald i vores elskede by, Aarhus. Fyld din weekend med hjulspind, højskolesang og helt vildt hyggelige aktiviteter til intet mere eller mindre end 0 kr. Denne uges weekendguide tager højde for den stramme økonomi, men tilgodeser det eventyrlystne sind. God fornøjelse!

 

TORSDAG

 

Babyblå og sart pink – oplev et instaworthy område!

Sted: Pipkvarteret langs fuglebakkevej Kl.: Dagtimerne Mønt: 0 kr

 

Det lyder måske ikke så chikt, men Boligforeningen Ringgårdens afdeling 18 dækker over et ret så charmerende område. Afdeling 18 ligger i Aarhus V’s pipkvarter og består af store lejlighedskomplekser i fine farver. Udvalgte husgavle er udsmykket med geometriske figurer, og på gode dage får bygningerne himlen til at synes enorm og blå. Når jeg slentrer rundt derovre forsøger jeg at fange farverne på foto, men det er som om, at det bare er fedest at se i virkeligheden.

Bevæger du dig langs Fuglebakkevej skal du nok få øje på bygningerne – og spar endelig ikke dig selv for at gå på opdagelse blandt stisystemerne. Er du heldig, holder genbrugen også åben!

 

Højskolesang med ham fra Macho

Sted: Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82 Kl.: 18:00-21:00 Mønt: Gratis men tilmelding nødvendig.

 

Du er måske bekendt serien Macho på DR3, hvor Jalals historie – i skrivende stund – er portrætteret i to sæsoner. Serien følger Jalals liv, drømme og refleksioner ift. at være født som pige og, den dag i dag, være en rigtig mand.

Denne torsdag er der lagt i kakkelovnen til spas og hygge, for hallo? Halloumibrugere, højskolesang og et helt vildt spændende oplæg? Det vil man ikke gå glip af. Læs mere og tilmeld dig her.

FREDAG

 

Til højmesse ved de hellige magter

Sted: Aarhus Domkirke, Store Torv, Aarhus C Kl.: 10:00 Mønt: 0 kr.

I anledning af Kristi Himmelfart slår Aarhus Domkirke dørene op for folket og inviterer til Højmesse.

Kristi Himmelfart er markeringen af, at Jesus stiger til himmels. Han begår simpelthen en himmelfart og forsvinder for sine disciple for anden gang. Himmelfarten bliver et bevis på, at Jesus ikke kun er et menneske, men også en himmelsk figur. Han har ligesom en fod i begge lejre. Jesus er en Gud, der huserer i himlen, men også én med interesse for at dele livet med menneskerne på jord. Intet ligger udenfor Guds rækkevidde.

 

Dét er da en præstation, som er værd at fejre – og hvis ikke i Aarhus Domkirke, hvor ellers?

 

DET VI GÅR RUNDT MED – en tur langs Brabrandstien

Sted: Brabrand stien Kl.: Når det passer Mønt:  Gratis

 

Sidste år lavede digteren Caspar Eric en podcastserie for DR. Serien hed Det vi går rundt med og tog lytteren med ud på to gåture rundtom i landet, hvor Caspar Eric talte og snakkede med forskellige mennesker om dét, de gik rundt med – en sjælelig skavank, en usikkerhed, en nedsat funktion, et handicap.

Afsnit nummer 10 i podcastserien udspiller sig langs Brabrandstien, hvor teaterdirektør på Teater Grob, Sargun Oshana, er dagens gæst. Langs stien drøfter de emner som ‘offerrollen’ og ‘iscenesættelse’, og hvordan disse to ting hænger sammen. De taler om, hvordan det er at have en krop, og hvad dette fører med sig.

 

Snør skoene og kom ud at gå med dette afsnit i ørerne. God tur!

 

LØRDAG

 

Regnbueflag, gode vibes og fest for diversitet

Sted: Fra Bispetorvet, gennem byen og slutter Officerpladsen v/ Ridehuset Kl.: 11:00-20:00  Mønt: 0 kr

 

Der er pride, og så skal der da være parade! Aarhus Pride fyrer op for en kæmpe fest, som vil bane sig vej gennem hele byen. I ægte pride-stil er alle typer, former, farver og frisurer selvfølgelig velkomne <3

 

Når du alligevel er dernede for at bidrage eller beundre den gode stemning, kan du eventuelt tilslutte dig en svingom med det geniale koncept Silent Disco eller måske være så heldig at finde Aarhus DrumCorps, som slår på tromme for de gode værdier.

 

Sikke en fest, vi skal ha’ nu i nat – åh ja, åh ja, ååååh!

 

DERUDAF med biler og brændstof

Sted: TBA Kl.: 14:00  Mønt: 0 kr

 

Cars & Coffee Aarhus beskriver sig selv som “en stor samling af biltosser med mere!”. Det er typerne, der holder ‘træf’ og mødes på parkeringspladser for at checke hinandens fede øser ud. I anledning af ‘at sæsonen er begyndt’, inviterer Cars & Coffee derfor til CarParty for anden gang og denne gang med en omgang Legal StreetRace.

 

Hold øje med begivenheden, som løbende vil opdateres med praktiske informationer.

SØNDAG

Plante-croquis i væksthusene

Sted: Botanisk Have, Væksthusene Kl.: I åbningstiden 10:00-17:00 Mønt: 0 kr

 

Lad din søndag udspille sig i Væksthusenes grønne oaser. Men kom ikke tomhændet, forsøg dig med en omgang Plante-Croquis imens du slentrer igennem det grønne. Det ligger lidt i navnet, hvad konceptet indebærer; Croquis, men med planter!

 

Alene eller sammen med en ven aftales et tidsrum, hvor du skitserer et udsnit af dit udsyn eller en spændende blomsterknop. Når tiden er gået, løftes blyanten fra papiret, og man går videre til sit næste spot.

 

Det er nemt, det er hyggeligt og det vil altid ende i noget fint at kigge på.

 

Det var alt herfra – Rigtig god fornøjelse.

 

// Coverbillede: Lisa Christiane Lertoft

// Fotografier af Kio Jørgensen Ng