April lakker mod enden, og maj måned venter forude. Imens du venter i spænding på, at alt springer ud og atter igen bliver grønt, så får du her nogle bud på, hvad du kan bruge de sidste par aprildage på. Heriblandt en øjenåbenende teateroplevelse, forårskoncerter og et søndagsloppemarked. God weekend!

TORSDAG

STED: Dokk1 ▰ KL.: 13:00-15:30 ▰ MØNT: Gratis

Går du med forfatterdrømme? Eller elsker du bare at skrive? Så kalder dette arrangement på dig!

Her er plads til alle, uanset om du skriver på iPad eller med den gode gamle analoge blyant.

Det er også ligegyldigt, om du vil skrive digte, filmmanuskripter, popsange eller romaner.

Det vigtigste er skriveglæden.

Der vil også være skriveøvelser og højtlæsninger. Så hvad venter du på? Afsted med dig.

STED: Teater Katapult ▰ KL.: 19:30 ▰ MØNT: Studerende: 95 kr., under 25 år: 75 kr., standard: 190 kr.

Du kan også invitere dig selv eller dine bedste venner med til Julie Thalunds 75-minutters performative opgør med tykfobi, der måske åbner dine øjne for en virkelighed, du ikke vidste eksisterede.

Forestillingen ”TYK” er nemlig en inderlig fortælling om at bo i en krop, som er tyk i et samfund, der ikke bryder sig om – ja – tykke mennesker.

”TYK” er baseret på Julie Thalunds personlige dagbog, som hun har skrevet i løbet af de seneste 5 år.

En dagbog, der rummer mange følelser, sejre og nederlag.

Julie Thalunds forestilling indbyder også sit publikum til at betragte den tykke krop uden samfundets fordømmende blik.

På den måde kan vi måske udfordre det fordømmende narrativ, som den tykke krop og begynde at betragte den med nye øjne?

Billede // Ruby Gamache

FREDAG

STED: Universitetsparken ▰ KL.: 06:00 ▰ MØNT: Gratis

Hvis du længdes efter en endagsfestival, så er kapsejlads the right place to be denne fredag.

Den famøse Kapsejlads er Nordeuropas største studenterarrangement, og denne fredag er det den 33. udgave, der løber af stablen.

Der har, de seneste år, været 10-12.000 deltagere til arrangementet, der byder på traditioner, konkurrencer, høj musik og en masse øl.

Skulle du sidde og være i tvivl om, hvad selve kapsejladsen formelt set går ud på, så får du her en forklaring:

Kapsejladsen går ud på, at fem medlemmer fra hver af de udvalgte 12 festforeninger på Aarhus Universitet dyster om, hvem der efter tur hurtigst kan ro over universitetsparkens sø, bunde en øl, løbe ti gange rundt om flasken, ro tilbage igen og give stafetten videre til den næste. Vinderne får overdraget Det Gyldne Bækken. 

Det er et arrangement, der forener et kæmpe fællesskab, og jeg kan personligt kun anbefale at deltage!

Det er simpelthen bare super sjovt.

 

STED: Institut for (x), Godsbanen ▰ KL.: 19:30 ▰ MØNT: 75 kr.

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan en blomst ville lyde musikalsk?

Det kan du nu finde ud af til botanisk-inspireret koncert med duoen Cort Lunde, der består af Erik Lunde Michaelsen og Thomas Cortes Thorup.

Duoens musiske kompositioner er nemlig inspireret af planter og blomster fra Flora Danica-samlingen.

Det betyder, at plantens farve, form og naturlige habitat har været inspirationskilde og dannet grobund for kompositionerne.

Drag afsted med dine kære og få én på opleveren i et spændende flora-electronica lydunivers.

LØRDAG

STED: UngK ▰ KL.: 17:00 ▰ MØNT: Studerende eller under 25 år: 50 kr, og ellers 75 kr.

Er du vild med popmusik og live-kor a-capella?

Så skal du til forårskoncert med de to kor Sing It og Røst, der sammen giver koncert i ungdomskirken.

Her vil du møde 50 a-capellasangere, der vil synge foråret ind med smuk musik og god energi.

Musikken vil bestå af popmusik både af dansk og udenlandsk karakter. Så mon ikke der vil være et par stykker, du kender?

SØNDAG

STED: Institut for (X), Godsbanen ▰ KL.: 14:00 ▰ MØNT: Gratis

Søndag.

Gode, kære søndag.

Afslutningen på ugen, hvor det mest passende er at slappe af. Og slapper man bedre af end ved at hyggestrikke?

Hvis du er enig, så kan du være med, når Institut for (X) inviterer til Knitting-club-møde.

Uanset om du har det sorte bælte i strik, er let øvet eller er strikkejomfru, så er du velkommen.

Der vil desuden være både garn, kaffe, te og småkager klar til dig!

Lyder det som sød musik? Så er det bare afsted med dig.

STED: Sankt Markus Kirke ▰ KL.: 11:00-15:00 ▰ MØNT: Hvad pengepungen tillader til loppefund

Er strik ikke helt din kop te?

Så kan du i stedet skrive ”loppemarked i Sankt Markus kirke” på din søndags to-do liste.

På loppemarkedet kan du finde tøj, bøger, små ting og meget, meget mere!

Desuden vil der være kaffe og småkager, som du kan forsyne dig selv med, imens du går mellem boderne.

Og hvem ved? Måske du gør dig et fund.

Coverbillede // VINKAarhus