WEEKENDGUIDEN – uge 16

WEEKENDGUIDEN – uge 16

Som bekendt har samfundet åbnet en smule mere op. Weekenden nærmer sig, og vi går mod lysere tider! Få inspiration til din weekend med denne uges guide. Du ved sikkert allerede, at kulturinstitutionerne er begyndt at åbne, så denne uges weekendguide vil belyse de aktiviteter der også findes derude. God fornøjelse.

TORSDAG

Lad dig forarge, forelske og fascineres af hundredevis af dokumentarfilm.

DOKUMENTARFILM MED NOGET PÅ HJERTE

Sted: Hos dig Kl.: Når du vil Mønt: 49 kr. pr film eller 495 kr. for adgang til alle 177 dokumentarfilm

Den 21. april trykkede Copenhagen DOX play, og deres filmfestival rullede af stablen. Festivalen foregår – ligesom sidste år – online, hvor du har mulighed for at se massevis – og superautentiske – dokumentarfilm. Der er rigeligt at dykke ned i! Check hjemmesiden for alle nødvendige informationer her eller kalenderen for deres arrangementer, filmvisninger og talks her.

Du kunne eksempelvis se ’Children of the Enemy’, som har verdenspremiere på CPH:DOX2021. Filmen følger hovedpersonen, Patricio Galvez, der kæmper for at komme ud på den anden side af sit livs mareridt. Galvez har ikke kun mistet sin datter, men hans syv børnebørn sidder alene i en fangelejr i det krigshærgede land. ’Children of the Enemy’ følger Galvezs kamp helt tæt på. Læs mere her.

EN DEBAT OM DET UTÆNKELIGE – baseret på ’Children of the enemy’

Sted: Hos dig  Kl.: 17:00 Mønt: Gratis

Dine venner har måske allerede trykket ’interesseret’ i ’De danske børn i syriske fangelejre / CPH:DOX’. Arrangementet er i hvert fald gået viralt i mit feed. Baseret på ’Children of the Enemy’ inviterer Politiken Live og CPH:DOX til en debat mellem generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, advokat, Knud Foldschack, journalist og dokumentarist, Nagieb Khaja, og retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup. Der er lagt op til en spændende og nuanceret debat. Læs mere om eventet her.

FREDAG

Frem med vinglas og vinder-mindsettet. VinBanko med BAReVin!

WANDERLUST af HuskMitNavn på Charlotte Fogh Contemporary

Sted: Aaboulevarden 43C Kl.: 11.00-17.30 Mønt: Gratis

Ovenpå torsdagens tungsind trænger du måske til noget, hvor der er smæk på farverne og et knaldgodt humør. Gadekunstneren HuskMitNavn udstiller på galleriet Charlotte Fogh Contemporary med sine nyeste tegninger og malerier. HuskMitNavn er en ukendt kunstner fra 1975, der bor og arbejder i København. I 1990’erne lavede han graffiti, men blev senere kendt i 2001 under samme navn som nu. Hans streg er satirisk, og værkerne skildrer som regel hverdagens pudseløjerligheder eller mødet mellem mennesker. Du har måske set hans værk på Godsbanen? I hvert fald kan du nu se hans værker på nært hold! Udstillingen strækker sig fra d. 13. april til d. 22. maj. Læs mere her.

VINO BIANCO BLIVER TIL VINOBANKO

Sted: Med dine nære og kære Kl.: 20:00 Mønt: 99-196 kr.

Er det fredag? JA! Er der banko? JA! Kristian og Birta inviterer til online VinBanko for femte gang. Konceptet går på, at du vælger en vin fra et udvalgt sortiment, der udløser tre spilleplader, som du kan afhente i butikken eller få tilsendt online. Vinene spænder mellem 99-196 kr. og kan findes her.

Så grib dine gode kammerater og hæv jeres vinglas til en god omgang banko. Læs mere om arrangementet her.

LØRDAG

Fordyb dig i croquisens udtryk med Cava indenfor rækkevidde.

AFRO DANCE PARTY UNDER RINGGADEBROEN

Sted: Under Ringgadebroen, P. Hiorts-Lorenzens Vej i starten af Brabrandstien Kl.: 15-16:00 Mønt: 70 kr.

Dansestudiet er rykket ind under Ringgadebroen, der nu danner de fedeste rammer om et dansegulv på grus. Hver lørdag inviterer Eliza Boye Mouritsen til Afro Dance Party. Eliza har et CV , der nærmest ikke kan stå stille, og hun deler gavmildt ud af svedige moves, som hun har tilegnet sig i løbet af sin karriere.

Dansestilen fusionerer forskellige dansestilarter, der alle sammen har rødder i de vest- og centralafrikanske lande. Så savner du rytmer? Savner du fest? Så hold dig endelig ikke tilbage. Alle kan være med. Tilmelding er nødvendig, så skynd dig at tilmelde dig her.

CROQUIS OG CAVA

Sted: Hjemme i stuen Kl.: 16:30-19:00 Mønt: 250 kr. for hele kittet

Det er lørdag, du har været til eftermiddagsfest under Ringgadebroen, så hvorfor ikke fortsætte med et glas cava og croquis-tegning? Club Curious og BARe Vin inviterer til Croquis online med start kl. 16:30, så du kan lige nå hjem og tage dig et hurtigt bad.

Arrangementet kræver tilmelding, som udløser adgang til zoom-rum og et ’Croquis og Cava kit’. Kittet indeholder – foruden en god flaske bobler – kvalitetstegnepapir og lidt forskelligt til at tegne med. Du kan læse mere om eventet her eller sikre dig en billet her.

Sidste gang arrangementet løb af stablen sad Vink selv klar med farvekridt og Cava i glas. Det var en succes, som du kan læse mere om her.

SØNDAG

Skriv et forårsbrev til en, du har kær!

SEND ET BREV PÅ EN SØNDAG

Sted: Ungdomskulturhuset, Tage Hansens Gade 8b Kl. 14-16:00 Mønt: Gratis

Weekenden er ved at være ovre. Du har set dokumentar, danset og skålet i diverse glas af gode druer. I dag er det så søndag, og det er tid til at lade batterierne op til endnu en uge i hverdagens trommerum. Men inden da: tag et smut forbi Ungdomskulturhuset, hvor Post a Letter afholder brevskrivningsworkshop.

Det er gratis at deltage, og der er sørget for det hele: snacks, pen, papir og porto. Det eneste, det kræver, er, at du tilmelder dig her. Så kom glad, skriv om weekendens eventyr, rodet på dit værelse eller hvad, der står på din indkøbsseddel til en, du har kær.

Det føles måske fjernt at forfatte et brev? Tvivl ej! Vink er dig selvfølgelig til undsætning med sin artikelserie om Brevet. Måske kan du lade dig inspirere af denne?

God weekend og god fornøjelse!

//Coverfoto: VinkAarhus

//Alle illustrationer: Lisa Christiane Lertoft

Skriv en kommentar