WEEKENDGUIDEN – UGE 15

WEEKENDGUIDEN – UGE 15

April, du kære. Den helt ægte forårsmåned er så godt som halvvejs, og vi kan snuse sommerlige vindstrejf  og varme aftener i det fjerne. Denne uges Weekendguiden præsenterer dig for de tre S’er: specialøl, Svend og Skødstrup. Tag-selv-bordet er ladet med små kulturelle indendørs og udendørs opdagelsesrejser i Aarhus og omegn, så hop med om bord, og tag for dig af buffeten.

 

TORSDAG

Grafisk kunst ved Galleri Lene Bilgrav

Sted: Lene Bilgrav, Vestergade 56a Kl.: 12.00-17.00 Mønt: Gratis

Er du vild med samtidskunst, der spænder fra grafik og skulpturer til installationskunst? Så er den lille cremefarvede perle af et galleri i Vestergade i Aarhus lige noget for dig. Bag det minimalistiske ydre gemmer der sig spændende værker i alle former og farver, som kurator og ejer Lene Bilgrav-Nielsen vælger nøje. Den aktuelle udstilling kan du lige nå at få med, inden den bliver lukket ned d. 17. april, så derfor er der ingen undskyldning for ikke lige at svinge vejen forbi. Udstillingens kunster, Svend-Allan Sørensen, udstiller “Kragen, svinet, hammeren, skruetrækkeren, øksen og fastnøglen,” som ret konkret afbilder titlens motiver. Kunsten er grafisk, umiddelbar og ærlig, og den indeholder blandt andet poetiske citater på farveladefyldte baggrunde.

 

Videnskabelig livestream med Svend Brinkmann

Sted: Onlinestreaming på Facebook  Kl.: 20.00 Mønt: Gratis

Svend Brinkmann er indbegrebet af, når en kæmpe faglig viden bliver gjort cool. Han er – igennem en lang forfatterkarriere og med den psykologiske podcast “Brinkmanns briks”, som stort set altid er at finde under topshows i podcast-appen – blevet én af Danmarks mest kendte psykologer. I denne livestream, arrangeret af Københavns hovedbibliotek, er Brinkmann april måneds hovedperson. Igennem en samtale med journalist Lotte Folke Kaarsholm rejser de rundt i hans forfatterskab med særlige nedslag, og de tager en dybere snak om hans nyaktuelle bog Vi er det liv, vi lever. Hop forbi Facebook og lyt med til en samtale om skæbne og et budskab om, at vi ikke er eneherskere i vores liv. Vi kan næsten love, at det giver plads til eftertanke og nye perspektiver. Bliv inspireret af en fascinerende mand, der formidler psykologiske og filosofiske spørgsmål og temaer florlet.

 

FREDAG

Fredagsflaskeøl hos Erlings Flaskebutik i Mejlgade

Sted: Mejlgade 51D  Kl.: 10.00-19.00 Mønt: Afhænger af dine køb

Fredag er ubestridt lig med fyraftensøl og, i de fleste tilfælde, ikke kun en enkelt. Med små to ugers åbning på repertoiret disker nyåbnede Erlings Flaskebutik op med fredagsbajere i den ypperste kvalitet og jazzmusik i højtalerne. Butikkens hylder er fyldte fra gulv til loft med alverdens specialøl, og varerne får en rigtig ølconnoisseur i den syvende himmel. Ved Erlings er der øl for enhver smag, også selv for nybegyndere – om du er til en mørk, en IPA eller en, der smager lidt af vin, så skal de kompetente folk bag disken nok hjælpe dig.

 

Decideret Aarhusiansk Cider 2020

Sted: Køb ved Nabo Kiosk, Ingerslevs Pl. 1a  Kl.: 08.00-18.00 Mønt: Afhænger af dine køb

Er du lidt mere til cider, men stadig interesseret i at skyde weekenden igang med et enkelt glas eller to, så er Decideret Aarhusiansk noget for dig. Konceptet er så lokalt, som det kan blive, og munder ud i lækre flasker af cider lavet på aarhusianske æbler fra 2020s høst. Flasken med rådhustårnet påklistret kan findes eksklusivt spredt ud ved lokale forhandlere indenfor bygrænsen. Nabo Kiosk på Ingerslev er blandt de heldige vindere, der forhandler produktet. Hvis du selv er interesseret i at få en finger med i ciderproduktionen, har du mulighed for at indlevere dine egne æbler til brug. Det kan du læse mere om her.

Mere fællesskabsfølelse tror vi næppe er muligt, end dét at drikke cider på frivilligt indsamlede overskudsæbler, man selv har bidraget til.

 

LØRDAG

Coronavenlig privatrundvisning i Aarhus Teaters gemakker

Sted: Aarhus Teater Kl.: Efter aftale Mønt: 850 kr. – fra én person og op til en gruppe på max. 20

Nu har teatersæsonen efterhånden været på pause længe, men de mange scrolls igennem Netflix får ikke opfyldt det fysiske behov for at komme i teatret og mærke den særlige stemning. Det er dog nu muligt (på coronavenlig vis) at komme på en drøneksklusiv og specialdesignet rundvisning; du skal blot kontakte dem for nærmere aftale. Hvad er mere lørdagshyggeligt i april end at få de gode insiderhistorier om huset og komme bagom de mange arbejdsrutiner? Hele baduljen koster konsekvent 850 kr. ligemeget hvor mange, der deltager. Men hvis du tager din familie eller fire venner med, bliver prisen hurtigt overkommelig (kun 170 kr. eller mindre). Vi siger bare: knæk og bræk.

 

SØNDAG

Gartnergården, gårdbutiksidyl i april

Sted: Skovlundvej 15, 8541 Skødstrup Kl.: 09.00-16.00 Mønt: Evt. busbillet og mulige køb

Gårdbutikker dukker op alle steder for tiden. Konceptet med mad fra jord-til-bord og et sortiment med lokale råvarer hitter særligt blandt aarhusianerne. Lige inden rundkørslen til Skødstrup i Aarhus N ligger Gartnergården med sine mange kvadratmeter. Den huser både gårdbutikken, et bageri og en café i bedste mormorstil. Hvis du ikke har mulighed for at låne en bil og køre afsted, kan den blå bus nummer 100 (som kører fra Park Allé og igennem byen) tage dig hele vejen til Gartnergårdens hoveddør. Din søndag bliver ikke mere perfekt end blandt hundredvis af frugter og grøntsager, fletkurve og hjemmebagt brød eller gammeldags lagkage. Stemningen er næsten Morten Korchsk, hvor landlig hygge og nostalgi er samlet under ét tag på en gammel gård, som hen over årene er blevet istandsat og udbygget.

 

//Coverfoto: VINKaarhus

Skriv en kommentar