Det er næsten ikke til at følge med i alle de spandevis af begivenheder, som skyder frem fra alle hjørner af byen, men vi klager absolut ikke. Denne weekend er ingen undtagelse, for der er nemlig masser af både små og store arrangementer til den kultursultne aarhusianer. Fordyb dig i kreativt håndarbejde, opdag den mangfoldige musikscene eller tag med på revolutionens vinger. Tag dine venner under armen og kom afsted! 

TORSDAG

SYSLERIER MED SELSKAB 

Sted: Frontløbernes fællesrum Kl.: 16:00 Mønt: gratis

Torsdag holder Den levende Syklub kreativ dag i fællesrummet hos Frontløberne. Arrangementet er ganske gratis, du skal blot dukke op med dit kreative projekt og så hygge over en kop kaffe. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Frontløberne, er dette en oplagt mulighed. Frontløberne er en kulturel forening og en åben projektplatform af unge kulturskabere mellem 16-35 år. I huset på sydhavnen vil du møde et hav at unge mennesker som leger, idégenererer og arbejder med at skabe kultur af den ene eller anden slags. Der bliver ofte inviteret indenfor til alverdens små og store arrangementer, hvor du kan mærke den helt specielle imødekommende atmosfære huset har.

INVESTERING OG ISLAGKAGE

Sted: Klubhuset Club Curious Kl.: 19-21 Mønt: 145 kr.

I sidste måned åbnede Club Curious dørene til deres splinternye klubhus netop hos Frontløberne. Klubhuset skal danne ramme om alverdens kreative, magiske og glitrende begivenheder. Denne torsdag inviteres du til at dykke ned i aktieverdenen til arrangementet Investering og Islagkage, hvor kandidatstuderende Stine Ramsing vil holde oplæg om kunsten at investere. Overvejer du at investere, men synes det virker en smule uoverskueligt? Så er det afsted mod Sydhavnen torsdag, om ikke andet, så for at få et stykke køligt lækkerhed i hyggeligt selskab.

 

FREDAG

LAD OS FEJRE MUSIKKEN

Sted: Turkis (Vester Allé 15) Kl.: 15-19 & 19-luk Mønt: 105 kr. + gebyr (250 + gebyr for hele weekenden)

Måske har du allerede hørt om Det turkise telt, eller oplevet en koncert eller to under dets lysende tage rundt omkring i byen. Det turkise telt har nu fået sit eget faste spillested under navnet Turkis, og det kalder selvfølgelig på en ordentlig omgang fejring! Turkis inviterer til en fire dages fejring, som starter med musik allerede torsdag. Fredag er dog den officielle åbningsdag, hvor du kan tage forbi til en rundtur og en introduktion til byens nye musikalske mødested. Resten af aftenen kan du nyde musik og danse dig træt med trioen Islandman og senere DJ Ipek.

INTIM REVOLUTION

Sted: KØN Kl.: 17-18:30 Mønt: 150 kr., 100 kr. for studerende inkl. et glas bobler

Århundrede Festival er stadig i gang, så hvis du endnu ikke har oplevet nogle af festivalens mange begivenheden, er der stadig både spændende foredrag, koncerter og udstillinger at hente resten af weekenden. Fredag kan du blandt andet tage til foredrag på KØN, hvor forfatter Kristina Stoltz og sexologiprofessor Christian Graugaard vil dykke ned i emnerne køn, kærlighed og sex.

 

LØRDAG

BEDRE SENT END ALDRIG 

Sted: Ungdomskulturhuset Kl.: 17 Mønt: 20 kr.

Selv om det ifølge kalenderen ikke er vinter mere, kan det stadig godt bide lidt i kinderne på cyklen om morgenen, og det skal i hvert fald ikke afholde dig fra at tage til OUTPUT Winter Concert lørdag i Ungdomskulturhuset. I samarbejde med Grobund Bandakademi vil du på aftenen blive præsenteret for et væld af dygtige unge bands, mens du nyder en kold øl eller to.

Pssst! Du kan også allerede nu begynde at glæde dig til weekenden den 29-31 juli, hvor OUTPUT Festival finder sted. Her kan du opleve alt fra musik og kunst til poetik og mode og meget mere! Og mon ikke vejret er lidt varmere til den tid?;)

KVINDE GRIB DIT GARN

Sted: KØN (Byrådssalen) Kl.: 10-12 Mønt: 120 kr., 60 kr. for studerende inkl. en rød sodavand

Lørdag har du mulighed for at kombinere kreativitet med oplysning og en ekstra lille fejring af kvindernes internationale kampdag. Til foredraget Hønsestrik og feministisk håndarbejde vil tekstilekspert og gæsteforsker ved Center for Tekstilforskning, Tove Engelhardt Mathiassen, nemlig gøre dig klogere på håndarbejdets historie, mens strikdesigner og forfatter Louise Gram vil fortælle om aktivistisk håndarbejde. Til arrangementet er det helt oplagt, at du medbringer dit eget krea-projekt, hvis du har sådan et.

SØNDAG

EN KREATIV DAG

Sted: Klubhuset Club Curious Kl.: 10-13 & 14-17 Mønt: 350 kr.

Søndag skal du altså tilbage til klubhuset – altså klubhuset Club Curious. De har nemlig alt det, du trænger til på en søndag – fordybelse, gode venner og lækre snaks. Søndag kan du finde din kreativitet frem til smykkeworkshop, hvor du sammen med smykkedesigner Anne Lahn, skal lære at lave emaljesmykker. Du behøver blot at møde op – så vil du blive guidet gennem hele processen indtil du står med dit helt eget hjemmelavede smykke til sidst.

TRE-I-EN

Sted:  Kulturkapellet Aarhus Kl.: 16-18 & 19-21 Mønt: 95 kr.

Vi er altså ikke helt færdige med Århundredes Festival, for på festivalens sidste dag, skal du nemlig berige dig selv med en anderledes teateroplevelse i form af forestillingen Justice Warriors, som spiller på det gamle Amtssygehus. Forestillingen er et samarbejde mellem Kulturkapellet Aarhus (Scenekunsthuset Aarhus & Quonga) og Fritter, Fadøl & Forestilling, hvor du for kun 95 kr. får mad, drikke og en teateroplevelse i én samlet pakke, what’s not to like? Smut forbi og oplev dramatiker Dicte Houmøller sætte ord på begreber som #wokeness, #cancelculture og #performativealleyship.

 

Coverfoto: // Emma Nørgaard Petersen