Denne weekend byder på god musik af alle genrer. Man har både mulighed for at høre rock, rap og hiphop, jazz, post-punk og meget andet. Hvis man ikke lige er til at stå og hoppe til musik, så har man også mulighed for at nyde naturen og lære om de råvarer, der spirer i jordbunden.

 

TORSDAG 

 

Århus tager den tilbage med rapfestival. Det bliver det helt store med de nyeste bands. // Foto: Gaffa.dk
Århus tager den tilbage med rapfestival. Det bliver det helt store med de nyeste bands. // Foto: Gaffa.dk

 

GRO SELV: Cykelhaver workshop

Kl. 14 – 18. Mønt: Gratis

I samarbejde med Smag på Århus, Mejlgade Lab og Nordea Fonden inviterer organisationen GRO SELV til workshop. Her omdannes gamle cykler til plantekasser, som males og beplantes med urter og blomster, og herefter stilles ud i byrummet og bliver til cykelhaver. Alt udstyr er til rådighed, og workshoppen er ganske gratis. Cykelhaverne bliver i en 2-årig periode placeret 10 forskellige steder i Latinerkvarteret, hvor workshoppen også finder sted.

 

Århus tager den tilbage

Kl. 19. Mønt: 50 kr.

Fonden VoxHall holder for femte gang Roam The Streets-minifestival, der har fokus på lokal upcoming rap og hiphop. Minifestivallen strækker sig fra den 21.-22. april, og man vil kunne opleve bl.a. Hans SOLO, Athletic Progression og Nicolai Hartmann. Samtidig har alle bande bidraget til en vinyl-udgivelse, som indeholder uudgivne numre og kan købes på festivallen.

 

Mats Lindström – svensk elektronisk musik

Kl. 20. Mønt: Gratis.

Den svenske direktør for EMS (Electronic Music Studios) Mats Lindström vil præsentere et retrospekt af den svenske elektroniske musik. Det foregår på torsdag i Rytmisk Sal på Musikhuset, og det bliver en spændende og interessant aften. Mats Lindström er en dygtig og ekstravagant musiker, som helt bestemt vil give kuldegys til enhver fan af elektroniske lyde.

 

Sam and the Soulmates feat Elsa Nilsson

Kl. 20.30. Mønt: Gratis.

Den afslappede vinbodega Pica Pica holder jazzaften, hvor den dygtige fløjtenist Elsa Nilsson i samarbejde med den århusianske jazzgruppe Sam and the Soulmates byder på et repertoire af vuggende brasilianske bossaer, sjælfulde jazzstandards, franske lækkerier og smagsprøver på Nilssons originale materiale. Mens man drømmer sig væk i de dejlige toner, kan man nyde en omgang tapas og vin.

 

Thursdays madness //Red Bull //Kupé

Kl. 00. Mønt: Alm. éntrepris.

Det står i den røde tyrs tegn, når Kupé inviterer til fest. Det kommer til at foregå i højt tempo og med ekstra energi, når gæsterne flyver af sted over dansegulvet. Aftenen bliver spillet i gang af københavnske DJ Emilie Lilja samt Fyrsten Kennan og ARY. Og der er blevet lovet en musikalsk overraskelse hen af aftenen som pt. forbliver en hemmelighed.

 

 

FREDAG

 

Augustana holder pop-up koncert, inden de varmer op for Dixie Chicks i Forum Horsens. // Foto: Begivenhedens facebookside
Augustana holder pop-up koncert, inden de varmer op for Dixie Chicks i Forum Horsens. // Foto: Begivenhedens facebookside

 

Pop-up koncert: Augustana

Kl. 15. Mønt: Gratis.

Train og ARoS præsenterer en gratis pop-up koncert med amerikanske Augustana. Koncerten finder sted i Museumsgaden på niveau 4. Rockbandet er fra San Diego i Californien og har udgivet fem albums. I 2009 udgav de deres mest hørte nummer ”Boston”. Det er indie rock, når det er bedst.

 

VICE præsenterer ”The We Missed You Issue”

Kl. 22. Mønt: Gratis.

VICE vender tilbage med et komplet make-over, og det skal fejres med fest! Deres magasin vil være aftenens hovedperson på Drudenfuss, hvor der vil være læsestof, drikke og musik hele vejen. Dj Rosa Lois og DJ Victor sidder bag pulten, og der vil være gratis velkomstdrinks til de hurtige.

 

 

LØRDAG

 

The minds of 99 spiller Train i gang med support fra Lord Siva. Det kan kun blive godt! // Foto: Merch.dk
The minds of 99 spiller Train i gang med support fra Lord Siva. Det kan kun blive godt! // Foto: Merch.dk

 

Vild Smag Festival

Kl. Hele dagen. Mønt: Gratis.

Vild Smag er en mini-festival, der sætter fokus på vilde råvarer og vild mad. De har sparket et uovertruffet program sammen med en bred pallette af aktiviteter. Alt sammen med fokus på de vilde råvarer vi kan finde på bl.a. stranden, i havet og i skoven. Tjek deres program ud, så du kan strikke den perfekte lørdag sammen i selskab med andre glade entusiaster.

 

Botanisk have – en spiselig bypark

Kl. 15 – 16. Mønt: Gratis.

De første spiselige urter er begyndt at titte frem rundt omkring i byens grønne områder. Man kan finde både brombær, ramsløg, mælkebøtter, brændenælder og meget mere. Sammen med en naturformidler kan du komme på en guidet tur rundt i byen, hvor han vil fortælle alt, hvad der er at fortælle om de urter, I finder. Turen starter fra Botanisk Have, hvor man mødes på parkeringspladsen på Peter Holms Vej.

 

Sonja Hald – Nu med venner

Kl. 20. Mønt: 120 kr.

Sonja Hald tropper op på Radar på lørdag med et stærkt supportteam bag sig, som inkluderer Johan Olsen, Jonny Hefty & Jøden, TELESTJERNEN, Laura Mo og I’LL BE DAMNED. Det bliver en hæsblæsende aften i selskab med overfed musik. Sonja Hald vil endda spille nogle af sine nye sange, og samtidig kan man erhverve sig en EP med hendes musik, som er en blandet landhandel fra hendes karriere.

 

The Minds of 99 + Lord Siva

Kl. 21. Mønt: 180 kr.

Der er ikke så meget andet at sige, end at Train holder koncert med drengene fra The Minds of 99, og at de får support fra Lord Siva. Alt i alt en succesrig aften. Hvis man ikke kender til bandet, så har VINK lavet en voxpop fra Grim Festival i 2014, hvor drengene blev interviewet. Den kan læses her.

 

SØNDAG

 

Danmark i rummet. Ganske få er klar over, at det ikke kun er Andreas Mogensen vi kan være stolte af, når vi snakker om at udforske galaksen. // Foto: www.b.dk 
Danmark i rummet. Ganske få er klar over, at det ikke kun er Andreas Mogensen vi kan være stolte af, når vi snakker om at udforske galaksen. // Foto: www.b.dk

 

Danmark i rummet

Kl. 11 – 16. Mønt: 30 kr.

Søndag er sidste dag, hvis man vil nå at opleve udstillingen ”Danmark i rummet” på Steno Museet. Her kan man se, hvilke bedrifter vi har haft ude i den mørke intethed, udover Andreas Mogensen. Der er blandt andet et rumskib bygget i LEGO, og man kan komme bag historierne på mange af de ideer, Danmark har givet til rumfarten.

 

En hyldest til Oscar Peterson

Kl. 17. Mønt: Gratis.

Søndag på Kunsthal Århus spiller pianist Zier Romme, bassist Ida Hvid ogtrommeslager Alvin Queen en lille koncert. Musikken, der spilles, er fra Oscar Petersons repertoire, og det bliver både ungt og garvet, når de tre musiker spiller klassisk kammerjazz.

 

Hold det ægte derude – vi snakkes ved!

// Jakob Clausen

 

Coverfoto: Dennis Kristensen