Du kan godt glæde dig, for denne weekend byder på et mangfoldigt, lækkert og interessant udbud af kulturelle godter. Vi snakker japanske popidoler, arkitekturskrald, torsdagsjazz, spiritualitet, havregrød, fødselsdag, friske talenter, evolution og meget mere. Hurra for weekenden!

 

TORSDAG

TORSDAG. Rising Architecture Week byder blandt andet på nytænkning af skrald i arkitekturen. // Foto: Rising Architecture Week.

 

Exhibition: Wasteland 2.0

Kl. 10.00-18.00 (Udstillingen varer indtil den 1. Oktober) Mønt: Gratis.

Hvert år bliver der produceret 11,74 tons skrald i Danmark, hvilket også er grunden til, at ’skrald’ er det gennemgående tema i udstillingen Wasteland, der er arrangeret af Aarhus Arkitektskole. Som et led i Rising Architecture Week 2017 bliver der sat fokus på skrald som en ubenyttet ressource og på, hvordan man kan bruge det i udviklingen af nye bygninger. Det danske arkitektfirma Lendager Group er kuratorer på udstillingen og bringer emner såsom klima, urban immigration og befolkning i spil.

 

Doc Lounge Aarhus presents TOKYO IDOLS

Kl. 18.30-23.00 Mønt: 50 kr.

Kyoko Miyake står bag den japanske dokumentar Tokyo Idols, der tager udgangspunkt i emnerne ensomhed, lidenskab, rollemodeller og fællesskab. Filmen stiller skarpt på den japanske popkultur, der af mange bliver opfattet og taget mindst lige så seriøst som en religion. Hvordan de kvindelige japanske sangere bruger deres seksualitet, og hvordan de forfølger drømmen om at blive kendte med en stor fanskare, primært bestående af mænd, bag sig. Doc Lounge Aarhus, der står bag eventet, inviterer dig også til talks om filmen, farverige drinks, japanske snacks og selvfølgelig j-pop musik.

 

Newbees Festival ’17

Torsdag & fredag: kl. 19.00-02.00 Mønt: Dagsbillet: 75 kr. / Partoutbillet: 99 kr. / Medlem af Studenterhus Aarhus: Gratis.

Newbees Festival har eksisteret i præcis ti år, og traditionen tro vil de præsentere og promovere nyere danske bands i løbet af festivalens to dage. Du kan blandt andet opleve mono mono, Moses: ”Andreas”, Ravi Kumar, Sjakket, Junglelyd og Ivan Martinez. Det skuffer sjældent og er en fantastisk måde at opleve ny musik på. Derudover har Studenterhus Aarhus et stort udvalg af specialøl, der bestemt egner sig til at blive nydt sammen med musikken.

 

Torsdagsjazz på Pica Pica

Kl. 20.00-23.00 Mønt: Afhænger af hvad du køber 

Torsdag aften er der jazz på vinbodegaen Pica Pica, og som de selv beskriver det: ..groovede numre, som tager afsæt i den stærke tradition for bands med besætningen hammondorgel, guitar og trommer”. Det vil være musikeren Søren Bech, der fører an.

 

FREDAG

FREDAG. Performancekunstneren Maria Hassabi indtager pladsen foran Rådhuspladsen med krævende stilstående dansestillinger. // Foto: Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad‎.

 

Maria Hassabi: Staging (2017) – Undressed

Fredag & lørdag: kl. 10.00-15.00 Mønt: Gratis.

Kunstner, performer og koreograf Maria Hassabi fra Cypern vil indtage rummet foran Rådhuspladsen og fremvise en anderledes danseperformance. Hassabi er kendt for brugen af offentlige rum og bevæger sig typisk meget langsomt i sin performances, hvor hun også holder posituren i lange udstrakte sekvenser, der giver indtryk af, at tiden står stille. I de krævende performances er der især fokus på ro, langsomhed og bevægelse. Derudover også på adskillelsen af performer og publikum.

 

Krop-Sind-Ånd Helsemesse

Kl. 10.00-18.00 Mønt: Dagsbillet: 85 kr. + gebyr / Partoutbillet: 130 kr. + gebyr.

Find din indre hippie frem og udforsk sind, krop og ånd, når Ceres Parken åbner op for to store haller med i alt 115 udstillere samt 65 forskellige foredrag, minikurser og koncerter. Du vil blandt andet have mulighed for at få råd om spiritualitet, købe naturprodukter og blive fristet af pæne krystaller og smykker.

 

Klassisk koncert: Evolution!

Kl. 19.30 Mønt: 100-285 kr. + gebyr.

Evolution og livets store spørgsmål er interessante – ikke mindst, når de bliver fortolket gennem klassisk musik. Koncerten er en del af Origins2017, der forener musik og naturvidenskab, hvilket også er, hvorfor naturvidenskabsformidler Ole J. Knudsen vil introducere os til evolutionen forinden koncerten. Derudover har den danske komponist Niels Marthinsen ladet sig inspirere af Haydn Oratorios  Skabelsen og skabt musik til Pia Juuls tekster om livets seks store spørgsmål – livets opståen, naturlig udvælgelse, mutation, vilkårlighed, tid og fremtiden. Dét lyder spændende!

 

Udstilling: Julie Stavad – Locker Room

Kl. 17.00-19.00 Mønt: Gratis.

Charlotte Fogh Gallery danner rammerne for kunstneren Julie Stavad, der præsenterer sine værker i sin første soloudstilling. Her er der især fokus på skulpturer og kollager med udgangspunkt i materialerne beton, sæbe, ler, stearin, stål og spejle. Værkerne afspejler kulturen og samfundet, men er samtidig et distanceret billede på virkeligheden.

 

LØRDAG

LØRDAG. Talentfulde Gents og Ecstasy in Order gæster spillestedet TAPE i Mejlgade. // Foto: Gents.

 

Second Hand Market

Kl. 10.00-15.00 Mønt: Gratis.

Non-profit ungdomsafdelingen Leo Club Aarhus, der befinder sig i Brabrand, har arrangeret et loppemarked denne lørdag, hvor du får rig mulighed for at gøre dig et kup. Loppemarkedet bliver afholdt på parkeringspladsen nær City Vest i Brabrand. Derudover går alt overskud til velgørenhed – og det er da værd at støtte op om.

 

Antikvarisk Bogmesse

Lørdag & søndag: kl. 10.00-16.00 Mønt: Uvist.

PAF, der står for – hold fast – Provinsantikvarboghandlerforeningen, er en interesseorganisation for, ja, danske provinsantikvariater og tæller blandt andet antikvariater fra Fyn, Thisted, Skovsø og Ribe. Mon ikke der er rig mulighed for også at gøre dig et kup i Den Rå Hal på Godsbanen, hvor eventet finder sted?

  

Aarhus Central Food Market fejrer fødselsdag

Lørdag & søndag: kl. 11.30-18.00 Mønt: Gratis.

Aarhus Central Food Market har et års fødselsdag og lover dig rigeligt med overraskelser. Herunder konkurrencer, smagsprøver, gode handler og diverse madevents. Fødselsdagen bliver også fejret om søndagen, og hver dag vil der være favorable tilbud på lækker mad. Du kan for eksempel ”pimpe din vaffel”, spise krogmodnet svinenakke, drikke en Warpigs-fadøl, nyde en sherry eller fortære en grillet burger med skimmelost.

 

Driving the Blues Away – en info-komedie af Olof Olsson

Kl. 14.00-16.30. Mønt: Gratis.

Hvad har Toblerone, kokain, Charlie Chaplin, Adam & Eva, Kant og Steve Jobs til fælles? Umiddelbart temmelig meget – hvis man spørger den svenske performancekunstner Olof Olsson. Han vil indtage KUNSTHAL AARHUS og dykke ned i historier om kunst, filosofi, politik, teologi og så selvfølgelig førnævnte emner. Han siger selv: ”Vores sprog og verden er ikke altid forbundet én-til-én. Det er en værre redelighed, og det gør os nervøse. Men det er en sjov redelighed.”

 

TAPE: Gents & Ecstasy in Order

Kl. 20.00-02.00 Mønt: 100 kr. 

GENTS og Ecstasy in Order gæster det fantastiske spillested TAPE i Mejlgade, og jeg er sikker på, at det bliver en succes. GENTS består af Theis Vesterløkke og Niels Fejrskov Juhl, som i december 2015 debuterede med den anmelderroste EP Embrace The Future. Sidenhen har de både spillet på SPOT, Lille Vega og Trailerpark. Band nummer to, Ecstasy in Order, vil lede dine musikalske tanker mod Pulp og Pet Shop Boys. De er i øvrigt en del af musikkollektivet Vellness, der tæller musikere som Franske Piger, Hong Kong og Sjæl I Flammer. Denne aften kan du altså forvente lækker pop med house beats og spanske guitarer samt dansable toner og lækker vokal.

 

SØNDAG

SØNDAG. Who Killed Bambi og The Entrepreneurs spiller koncert sammen på Dokk1. // Foto: Smartdrones Aarhus @dborup via Dokk1.

 

GRØD til 1 krone

Kl. 8.00-11.00 Mønt: Afhænger af hvad du køber.

Denne weekend byder på mere end én et-års fødselsdag – GRØD fejrer nemlig deres første fødselsdag i smilets by. I den forbindelse kan man erhverve sig en lækker skål grød til kun 1 krone. Det bliver deres mest populære ret, som de sælger ud af, og det er selvfølgelig havregrød med karamelsauce, friske æbletern og ristede mandler.

 

Art Hunt by Aarhus Explorers

Kl. 11.00-13.30. Mønt: 80 kr.

Aarhus huser et hav af offentlig og tilgængelig kunst med interessante historier. Derfor har Aarhus Explorers arrangeret en kunst-walk, hvor man, på en tur gennem byen, vil kigge på vægmalerier, skulpturer og bygninger. Det er en forholdsvis lang tur, så husk gode sko, snacks og måske en god ven under armen.

 

Hindbærsnitteløbet 2017

Kl. 13.30-16.00 Mønt: Du kan donere, hvad du har lyst til.

Ja, du læste rigtigt – der står hindbærsnitteløb. Og lige så sjovt et ord, som det er at sige, lige så sjovt, tror jeg, det er at deltage i. På en rute på 5,2 kilometer – enten løb eller gåtur rundt om Egå Engsø – oplever du både skøn natur, får rørt dig og støtter samtidig en god sag. Alle deltagere betaler et deltagergebyr, som man selv bestemmer, og denne donation går ubeskåret til Læs for Livet. Organisationen sørger for, at udsatte børn og unge har adgang til bøger ved at donere bøger til de steder, hvor de typisk opholder sig. For at donere behøver du faktisk ikke at deltage i selve løbet – man må også gerne bare donere. Og som løbets navn indikerer, så vil der også være hindbærsnitter.

 

Koncert: Who Killed Bambi + The Entrepreneurs på Dokk1

Kl. 17.00-19.00 Mønt: 150 kr.

Jeg er ret fascineret og begejstret for de her to bands lyd – både da jeg ved et tilfælde så en koncert fra The Entrepreneurs og blev voldsomt imponeret, men også da jeg oplevede en stemningsfuld én med Who Killed Bambi. De spiller begge på Dokk1, og er en del af koncertrækken ’12’ som strygerensemblet Who Killed Bambi har spillet henover sommeren med skiftende musikere. Denne gang er det The Entrepreneurs, og det kan kun blive godt!

 

Litteratursalon – Carmel Nordic: Knud Romer & Mikael Niemi

Kl. 19.30-21.30. Mønt: 50 kr.

Hotel Carmen står bag litteraturkonceptet Carmel Nordic, der denne aften præsenterer to forskellige forfattere; nemlig danske Knud Romer og svenske Mikaael Niemi. Knud Romer skrev i 2006 den selvbiografiske roman Den som blinker er bange for døden, hvilken handler om hævn og slægtshistorie skrevet på tragikomisk vis. Jeg har i øvrigt selv læst bogen, og kan kun anbefale den. Aftenens anden forfatter Mikael Niemi debuterede i 1988, og han har sidenhen udgivet en lang række af bøger. I Danmark er han nok mest kendt for romanen Populærmusik fra Vittula fra 2000.

 

Rigtig god weekend!

 

Kh. Lisa

 

 

Fotocover: Pernille Thorup