Vi har ventet. Siden sidste år. Men nu er det igen tid til årets aarhusianske festival; NorthSide. Det københavnske soulband D/troit åbner, og Nik & Jay lukker festivallens alsidige program, hvor 44 spændende navne er fordelt på de tre dage. Musikken spiller, talrige drinks og madboder er rykket ind, og vi skal nu bare udvælge outfittet, som skal tage os gennem festivallens første dag. Vi ses på pladsen!

 

TORSDAG

// Foto: Emilie Garbrecht Brodersen

 

NorthSide Festival 2018

Sted: Søren Frichsvej/Huginsvej, Åbyhøj. Mønt: Partout 1595 kr. – endagsbillet 995 kr.

Ok, hvis du ikke allerede har købt din billet til NorthSide endnu, så er der kun en ting at sige: Skynd dig! Musikken, stemningen, Aarhus de næste tre dage. Det bliver helt vildt fedt! Og så er det jo super træls ikke at være med, hvor det sker. Du kan stadig nå det!

 

Anmeld koncerterne via den nye app, Tribute

Sted: App Store, hent appen Tribute

Tre iværksættere har i år rettet rampelyset mod publikum, som med deres nye app, Tribute, kan dele koncertoplevelser og give artisterne stjerner. Musikanmelderi altså ikke længere kun forbeholdt den kulturelle elite. Du kan også være med til at bedømme festivallens koncerter fremfor blot at læse de etablerede mediers anmeldelser!

 

D/troit åbner Northside

Sted: Blue Stage. Kl. 14.00

Søndag eftermiddag blev det offentliggjort, at Earl Sweatshirt, som var sat til at åbne dette års festival, endnu engang aflyste sin Northside-koncert. Han erstattes af det københavnske soulband D/troit, som i høj grad også er anbefalelsesværdigt! Så tag ud på festivalpladsen tidligt og giv D/troit en chance. Det skal nok blive en festlig start.

 

Soleima vender hjem

Sted: Green Stage. Kl. 15.15

Med et afsæt i den århusianske gruppe Flødeklinikken, nogle sprøde solotracks og en skøn genkendelig stemme – så er det et must see, når Soleima giver sin første koncert på Northside. En Aarhus-pige vender hjem – og vi glæder os!

 

Björk

Sted: Blue Stage. Kl. 21.45

Find al din attitude frem – og din svanekjole, hvis du har sådan en. Dette er en no-brainer. Afsted!

 

FREDAG

// Foto: Lucas Adler

 

Kig forbi Leftside uden for festival pladsen

Sted: Søren Frichsvej 20, 8000 Aarhus

Er du til gratis koncerter og gratis øl? Kan du lide at få gaver? Og har du lyst til at springe på svævebanen fra brabrandstien ved Caminoen og ende på den anden side af vandet? Hvem har ikke det?! Tag med på Leftside, der byder på gratis oplevelser for alle. Det eneste du skal gøre er selv at medbringe en lille gave. Det kan være alt fra en pose chips, øl, brød, vareprøver fra din virksomhed, du kan synge en sang, holde et oplæg eller meget andet. Det er kun fantasien, der sætter grænser!

 

Sideshow er tilbage

Sted: Festivalpladsen

Sidste års Sideshow var en succes. I år vender de tilbage – og de har udvidet pladsen, så den i år er tre gange så stor som sidst! I teltet kan du finde Silent Disco, dragshows, burlesque og en Sideshow Church med sit helt eget oplevelses univers. Der er linet op med fuldt program af navne og perfomere, der nok skal sørge for en formidabel stemning.

 

Cigarettes After Sex

Sted: Blue Stage. Kl. 16.30

I programmet beskrives Cigarettes After Sex som et ambient popkollektiv. Og hvis ikke at man i forvejen var overbevist om, at de er et interessant navn – så må dette da vække lidt nysgerrighed. Forvent en atmosfærisk og drømmende lyd, som bestemt er et lyt værd.

 

LIAM GALLAGHER

Sted: Blue Stage. Kl. 19.00

Vi venter bare på Wonderwall.

 

LØRDAG

// Foto: Emilie Garbrecht Brodersen

 

Sidste dag. Du kender maden. Drinksene. Pladsen. Så nu er musikken i centrum.

 

Yungblud

Sted: Blue Stage. Kl. 14.15

Lørdag er det om at komme “tidligt” ud af fjerene og afsted på Åbyhøj på cyklen. For som dagens første navn kan britiske Yungblud opleves. Og hvis du er lidt morgentræt, så er Yungblud nok også manden for at ruske det ud af dig. Der er noter af punk, hiphop og et drys Arctic Monkeys lyd. Og det bliver vildt!

 

C.V. Jørgensen

Sted: Blue Stage. Kl. 16.30

Det må anses for at være god musikopdragelse. Afsted!

 

Susanne Sundfør

Sted: Red Stage. Kl. 19.00

En af nordens stærkeste stemmer konkurrerer lørdag aften med Marvelous Mosell om festivalgængernes opmærksomhed. Og har du ikke oplevet den fængende storhed i Sundførs smukke lydunivers – så anbefaler vi, at du oplever det på dette års Northside. Det er jo ikke hver dag, man føler sig som “Den bedste danser”.

 

SØNDAG

// Foto: Amalie Patricia Mortensen

 

NorthSide er ovre, og nu kan du nyde solen og se tilbage på en fed festival. Du kan eventuelt tage et smut forbi Aarhus’ populære badestrand – den permanente. De har nu sommeråbent, og det betyder, at du har adgang til havnebadet. Og er en smuk gammeldags badeanstalt ikke et meget godt sted for festival blues?

God søndag herfra!