SKULPTUR, CROQUIS, STAFET: PÅ SKITSE-VANDRING MED VINK

SKULPTUR, CROQUIS, STAFET: PÅ SKITSE-VANDRING MED VINK

Skulptur, croquis, stafet. Det er svært ikke at snuble i ordene. Heldigvis gik det mere glidende, da magasinets visuelle redaktion lod blyanterne hvirvle over papiret i marts måned, hvor de skitserede nogle af byens offentlige skulpturer. Med hurtige håndbevægelser lod de croquis’ens fart og friskhed gå i dialog med tre mytologiske bronzeskulpturer, der står – tudsegamle og tonstunge – på pladser og i parker. Sådan mødtes altså let og tungt, dynamisk og statisk, det levende nu og myter om oprindelse.

En søndag formiddag – hvor landet endnu ligger i dvale – mødes jeg med en del af Vinks visuelle redaktion på Klostertorvet i Aarhus: Maja, Grete, Kio og Marie. Med termokander, klapstole og spidsede blyanter, tykt papir og tuscher i forskellige grønne nuancer, er vi mødtes for at se tre af byens udendørs skulpturer an med nye øjne; lade dem agere croquis-modeller. Fælles for værkerne er, at de har et mytologisk indhold, står på et mytisk fundament: bibelfortællinger, græsk mytologi og referencer til antikken.

Første stop: ‘ISMAEL’ på Klostertorvet

Der går ikke lang tid før Grete, Marie og Maja har dannet en lille, koncentreret cirkel omkring den første skulptur på vores rute: ‘Ismael’ fra 1934, der står i det sydvestlige hjørne af torvet med ryggen til Vor Frue Kirke. Jeg finder stopursfunktionen frem på min telefon og giver dem 15 sekunder til den første skitse. Det er alligevel for kort tid. Så vi prøver med 30 sekunder anden gang, så et helt minut. Man kan høre blyantsstregerne kradse på det øde, tavse torv.

// Video: Kio Jørgensen Ng

Hovederne bevæger sig op og ned – i en lynende fart – op og ned mellem bronzen og papiret. De forsøger at ramme proportionerne. De mange detaljer. Kio cirkulerer rundt om tegnerne, filmer, fotograferer, indfanger situationen med et knips! 

De steder, hvor regnen er løbet over skulpturen i snart hundrede år, er den særligt irret, næsten neongrøn. Hoved, ryg, skulder og lår. Og langs fuger og fordybninger, som fungerer som vandveje. Med grøn tusch, farveblyant og digital bearbejdning har Maja overført det irrede look – tidens bearbejdning af bronzens overflade – til deres skitser.

 

//Tegninger: Grete Mo, Marie Prisholm Bjørn og Maja Baadstorp. Redigering: Maja Baadstorp. Foto: Kio Jørgensen Ng

Det er den aarhusianske billedhugger, H. P. Pedersen-Dan (1859-1939), der står bag skulpturen. Den er detaljeret, naturalistisk udformet, inspireret af klassisk skulpturkunst. På den måde clasher formen med indholdet. Den forestiller nemlig den bibelske figur, Ismael: den ældste søn af Abraham, som blev fordrevet fra sin familie. Han var født af ‘slavinden’, Hagaj – da konen, Sara, ikke kunne blive gravid. Men pludselig blev hun det alligevel. Og da Isak var født, ville hun ikke se mere til Ismael og Hagaj.

Jeg sætter endnu et stopur i gang, og ser dem fokusere opmærksomheden igen: papiret, der nemt flyver ud af hænderne på én, henover torvet, ud mellem busserne, fæstnes med metalklemmer. Så går de i gang. Ismael, bronzen. Papiret. Sort på hvidt, grønt.

// Video: Kio Jørgensen Ng

Et ungt par med barnevogn driver forbi vores campering, ser nysgerrigt med. Så er der omrokering igen. De får sig en ny vinkel at tegne fra. Sværest er det at indfange Ismael skråt forfra, bliver de enige om. Detaljerne bliver simpelthen for mange – hænder, fødder, ansigt – og stillingen for kompleks: en voldsom kontrapost med skulderen lænet bagover.

Andet stop: ‘Elskovskampen’ i Mølleparken

Alle bænke langs halvmuren mellem Mølleparken og det gamle hovedbibliotek er indtaget af mennesker, der suger sol og varme til sig, da vi går hen mod næste skulptur. Det er Johannes Bjergs ‘Elskovskampen’ fra 1929: en afstøbning af hans oprindelige værk, der står ved hovedindgangen til Statens Museum for Kunst i København.

// Fotos: Kio Jørgensen Ng

Kæft, det er svært, siger Grete, da de begynder skitseringen. Jeg spørger, hvad der gør denne her særligt svær. Der er bare så meget krop, siger hun, så meget numse. Hun sidder på figurernes bagside, forsvinder næsten helt bag soklen. Kroppene er, som hun siger, intertwined.

Faktisk er det lidt som at hilse på Hellenistisk tid, tænker jeg: den seneste af antikkens stilistiske perioder, hvor skulpturkunsten bliver tiltagende dynamisk og kompleks i sin udformning. Du kender måske skulpturgruppen, Laokoon? Kroppene vrider sig for dit blik, følelsesudtrykkene dramatiseres, men uden at slå over i karikatur; de vrænger en tavs, doseret smerte. I ‘Elskovskampen’ er der dog ingen følelser at læse af figurernes mimik – det er kroppene alene, der formulerer Johannes Bjergs version af et sammenfiltret, energisk drama.

//Tegninger: Grete Mo, Marie Prisholm Bjørn og Maja Baadstorp. Redigering: Maja Baadstorp.

Hun har et godt lår herfra, siger Grete, der nu har fået sig en ny placering. Normalt tegner man ikke folk der er så flotte her. Bryster der bare står lige ud, og fine muskuløse lår. Hun har ret. Faktisk ligger det jo netop i croquis’ens dna, at det er virkelige – og altså helt almindelige, uperfekte – kroppe, man portrætterer. Netop derfor er det også en nuets kunst: motivet skal skitseres inden for det tidsrum, som en virkelig, levende krop kan holde ud af stå, sidde eller ligge i. Croquis’ens fart og friskhed er altså kommet helt af sig selv.

En ung fyr med hørebøffer på får øje på tegnerne, smiler, og stiller det ene ben op på halvmuren, viser overarmen frem. Han holder posituren med et smil, der siger: så kan i bare gå i gang. Jeg er klar. I baggrunden lyder en sprød klonkende lyd, da en skaters bræt ryger ud af kontrol. Bag skaterne: den evige summen fra Vester Allé. Jeg er tidtager, husker jeg pludselig, og stopper uret.

Sidste stop: ‘Sirene’ på havnefronten

Imens vi går mod havnen, ser vi pludselig os selv udefra; som var vi en diffus Corona-skeptisk demonstration, der går gennem den affolkede og nedlukkede by i termobukser og med klapstole under armene; klar til at sidde synligt og demonstrativt stille i marts-kulden. Vi er på vej mod Prins Henriks bronzeskulptur, ‘Sirene’, der blev indviet på havnefronten i 2017 – i anledning af Aarhus’ titel som europæisk kulturhovedstad.

// Foto: Kio Jørgensen Ng

Industrihavnens kraner stræber mod himlen ude i horisonten og lige bag ‘Sirene’ driver havet roligt forbi. En kajak passerer. Så bryder solen igennem. Som de andre to skulpturer er ‘Sirene’ støbt i bronze, men i et abstrakt formsprog. Alligevel er der noget kropsligt, organisk over den: som kønsdele, blæksprutter, balder.

En sirene er i græsk mytologi en slags overnaturlig kvindeskikkelse, der lokker sømænd på afveje med skønsang, der forfører, så de glemmer tid og sted, og sejler på grund. I det oldgræske episke digt, Odysseen, undgår Odysseus deres fortryllende fristelser ved desperat at stoppe besætningens ører til med bivoks og få sig selv bundet fast til masten.

I dag ser vi typisk sirene-figuren for os som halvt fisk, halvt menneske, men det var dengang typisk en krydsning mellem en fuglekrop og et kvindeansigt. I arkaisk tid fremstilledes de i kunsten som farlige rovfugle, og i kristen allegorisk kunst kunne de både læses som udtryk for kødeligt begær og himmelsk musik, der fører sjælen op mod evigheden.

// Foto: Kio Jørgensen Ng

Den er mega behagelig at tegne med blyant, siger Grete og uddyber, at den nemlig ikke har så mange ender. Hvor de andre to skulpturer havde mange folder, detaljer og bevægelser, er den blød og rund at følge på papiret. Og så har den et abstrakt formsprog, som gør, at man må spore sig ind på formen, imens man tegner. Man kan ikke, som med kroppen, læne sig op ad et script for, hvordan f.eks. armen typisk sidder i forhold til hoften.

De vil gerne sidde lidt længere, før de skifter pladser. Nyder den, bliver forført af sirenen, efterhånden som de tegner: Den er fed! Har mange former og ting, jeg ikke havde set fra start, som Grete siger, synes sgu prinsgemalen har gjort det meget godt med den her. 

// Fotos: Kio Jørgensen Ng

Det lyder til at være den legende og umiddelbare tilgang, der gør croquis til noget særligt. At forventning og målstyring kastes overbord, når du kun har et par minutter at gøre godt med: Det jeg godt kan lide, er at det bare er sjovt at tegne. Der er ikke nogen, der har forventninger til det. Hvis man tegner på det længe, skal det jo ligne noget, siger Grete og smiler. Samtidigt udvikler det sig, som hun siger, fra tegning til tegning. Når man starter på et nyt papir, fortsætter man hvor man slap: Den del, man før tegnede på halvandet minut, går lynhurtigt på næste tegning. Fordi man lærer den lidt at kende.

//Tegninger: Grete Mo, Marie Prisholm Bjørn og Maja Baadstorp. Redigering: Maja Baadstorp.

Mågerne skriger i luften over os. Og kulden er ved at få tag i kroppen. Det er blålige fingre, der skitserer. Så vi runder vandringen af, klapper stolene sammen og går afsted.

Skriv en kommentar