YAHYA HASSANS ROSE MED TORNE

YAHYA HASSANS ROSE MED TORNE

”JEG SKIDER EN ROSE MED TORNE”. Sådan skriver Århus-digteren Yahya Hassan som starten på ét af sine mange digte i sin selvbetitlede debutdigtsamling. YAHYA HASSAN er i VERSALER, og sådan føles den også: BOMBASTISK. Den udkom for kun fire uger siden og er allerede trykt i 37.000 eksemplarer. Bogen er nået til udlandet, og Yahya har lige vundet BogForums Debutantpris. Unormalt for en debut og i særdeleshed for en digtsamling. Men den er også unormal på mange andre måder end det. Jeg har fået mit helt personlige eksemplar af den sorte bog i hænderne. Og nu vender jeg mig mod boghyldens Yahya Hassan. For det er på den hylde, jeg mener, han hører til.

 

”JEG SKIDER EN ROSE MED TORNE”. Det kan jeg få til at passe ind i min anmeldelse, tænkte jeg, da jeg læste det. For det er lidt det, han gør med digtsamlingen – selvom verbet godt kunne være et andet. ”EN ROSE MED TORNE” er bogen i hvert fald. Fortællingen er smuk, skarp og gør ondt, og den åbenbarer sig for hvert blad, jeg vender, og i hvert lag der gemmer sig underneden – ”EN KLICHÉ / TIL DIN LILLE KLICHÉHOVED”.

 

”HER ER MIN HISTORIE! DISKUTÉR DEN MED SUKKERKNALD OG KAFFE I JERES MÆLK”
Jeg har godt nok ikke kaffe i min mælk, jeg har mælk i min kaffe, men alligevel vil jeg så lade mig stemple som en del af lattesegmentet. Jeg vil i hvert fald tage min smagsdømmende, ironiske, islandske sweater på, gøre som påbudt og diskutere digtsamlingen. For her har jeg fat i et stykke ærligt og nyskabende litteratur, der blænder mig med versaler.

 

Men først vil jeg lige gøre det klart: Jeg vil ikke gå ind i diskussionen om indvandrere eller flygtninge. Det er irrelevant. Det ved jeg, fordi jeg selv er andengenerationsindvandrer. Min familie flygtede fra Sjælland kort før min fødsel og immigrerede heldigvis til jydehovedstaden. Her blev jeg født, og her blev Yahya Hassan født. I smilehullets by. Og her er vi begge vokset op – så tæt på hinanden, og alligevel så langt fra.

 

ET VINK TIL FORTIDEN
Og netop afstanden mellem os, som er alt andet end geografisk, skinner igennem i digtsamlingen. Han kommer fra et såkaldt belastet hjem og miljø med en far, der tæsker ham, hans mor og hans søskende. Det skriver han ærligt, sprogligt præcist og nærmest desillusioneret om, så det kommer helt ind under huden på mig som læser.

 

”FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE / FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS / […] / JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR / MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN”.

 

Og i et andet digt:”LYDEN BAG DØREN OG ET KIG GENNEM NØGLEHULLET / MIN MOR MED EN LEDNING OM HALSEN / JEG REV DØREN OP OG HAN TOG SIT BÆLTE AF / JEG HAVDE JO FÅET BESKED PÅ AT BLIVE I STUEN”.

 

De her tabuer som forældrevold, omsorgssvigt, skam, vrede og afmagt fylder meget af bogen. Men han klynker ikke. Han formår at hæve sig over sine oplevelser og strippe dem for selvynk. Og netop derfor får jeg medlidenhed med ham – fordi han ikke er ude på at høste empati. Det han vil, er noget helt andet.

 

”EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER” // Foto: Gyldendal

”EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER” // Foto: Gyldendal

 

GOODBYE OG SALAM
Tematisk har han hundredevis af ting kørende, som ville tage mange anmeldelser at gennemgå – men som den allervigtigste ser jeg opgøret. Han gør op med sin fortid, sin kultur og religion, sine tæsk, sin naive ungdommelighed, sin kriminelle baggrund, sine lyster, laster og forældre. Faktisk er det en klassisk dannelsesrejse på poesisk, hvor han til sidst vrider sig ud af jerngrebet og bliver sin egen. Altså et VINK som farvel: ”MIG JEG SIGER FARVEL / MIG JEG SIGER BYE / MIG JEG SIGER SALAM”.

  

EN ÆGTEVASKE BRYDEMØNSTER
Når jeg skriver om forældrene, kommer jeg selv til at tænke på, at han jo er ’fucking vred på sine forældres generation’. Det ved de fleste vist efterhånden. Men digtsamlingen fortæller en langt mere nuanceret sandhed om Yahya.

 

Han skriver: ”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE / […] / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE / OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”. Han hader deres ulykke, hvilket er langt mere kompliceret, end at han bare ’er fucking vred’. Derudover retter han også opmærksomheden mod sig selv og mod tidligere generationer. Kort sagt er dette had altså ikke noget, der er let at definere, eller som overhovedet kan eller vil defineres enkelt. Faktisk er digtsamlingen ekstremt selvmodsigende på den gode måde; på præcist så god en måde, som jeg havde forestillet mig – bare meget bedre.

 

PÅ VEJ TIL GLORIE
Efter jeg nu har læst den vrede, men selvmodsigende bog flere gange, ved jeg, at den ikke er, som den ser ud mange steder i medierne. Det her er ikke viagra for fremmedfjendtligheden eller blot en kommentar til en gruppe af minoriteterne.

Med fare for at klappe i mine røde pølser af hænder, er det her ‘stur’, ‘stur’ digterkunst. Og det kan aldrig degraderes til mindre end det. Det er et kronologisk fortalt opgør med fortiden, der grænser til det socialrealistiske og selvbiografiske, men sprogligt prægnant lyriske. En dannelsesrejse han selv sarkastisk reflekterer over:

 

”JA MIG JEG ER ALLEREDE PÅ VEJ TIL INTELLEKTUEL / […] / TIL GLORIE / JA MIG JEG ER PÅ VEJ TIL SOLSTRÅLEHISTORIE / […] / TIL BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER! / […] / MIG JEG TÆNKER NOGET DYB / VED SIDEN AF ERKENDELSEN / MEN MIG JEG LAVER EN KLICHÉ / SÅ VÆRSGO / EN KLICHÉ / TIL DIN LILLE KLICHÉHOVED”.

 

En lille bid af det ironiske, der smadrer rammerne om det stereotype ghettosprog og tager pis på, at han er en digter fra Mellemøstens Langeland. En lille bid af den robuste stemme i TÅRNHØJE VERSALER, i sprængfarlige ordspil og underspillede pointer, i intenst, rytmisk, stillistisk og stærkt lyrisk formarbejde. En meget lille bid af en meget stor mundfuld.

 

Yahya har en tatovering på tre bogstaver: O R D // Foto: Chib

Yahya har en tatovering på tre bogstaver: O R D // Foto: Chib

 

LITTERÆR HERKOMST
Nok er hans forældre fra Mellemøstens Langeland, men litterært set er han født af nogle andre. Faderopgøret og det selvbiografiske kan spores tilbage til hans rødder i Karl Ove Knausgård og hans værk Min Kamp. Det berører Yahya ekstremt implicit: ”JEG SÆTTER ILD TIL ORDENE / JEG SER VÆK / DE LIDER / MEN DET ER IKKE MIN KAMP”. Det er ikke Hans Kamp – altså samtidigt et litterært faderopgør.

 

Hvis så Yahyas far er Knausgård, må hans mor være Dostojevskij, og hans nye papfar Strunge. Vita Andersen og hendes lige så ærlige Tryghedsnarkomaner, som i øvrigt havde lignende debutsucces i 70’erne, har også sit at sige om Yahyas litterære opvækst. Og så har vi de mange fætre og kusiner, der forgrener sig ned gennem litteraturhistorien.

 

Som et lille fun fact – så læste Yahya ironisk nok Dostojevskijs Forbrydelse og straf på bagsædet af en politibil. Ét af hans dobbeltlivs små finurligheder.

 

MIN LILLE KLICHÉHOVED SPRÆNGES
Selvom der meget få gange er nogle digte, som halter lidt på det højre ben, er det ellers en gennemgående stilsikker og bevidst succes fra en ung, men erfaren Århus-digter. Helheden har magten over mig. De kun 18 år viser sig dog af og til i det tekniske, som ikke helt kan følge med Yahyas egen begejstring og passion. Det må forfatterskolen kunne hjælpe ham med at finde ud af, for der skal han jo gå de næste to år. Men uddannelse eller ej – han besidder et råt talent, ingen kan tage fra ham, og som også er stærkt, fordi det er ungt.

 

Yahya læser digt op // Foto: Gyldendal

Yahya læser digt op // Foto: Gyldendal

 

EN ØM OG VRED TEENAGER
Yahya er nemlig ikke bange. For nogen eller noget. Han er selvsikker og giver ikke en fuck for eufemismer. Han er oprørsk og teenager-vred. Han peger fingre, dømmer, stikker den længste finger frem og lægger ikke fingre imellem. Men han kritiserer derimod i flæng.

 

Det er på mange måder forcen i digtsamlingen, den konstante fremdrift og det kompromisløse, men den bliver først rigtig god, da han smider ømhed oven i cappen.

 

I digtet POLITIJAGT 1, som ellers er præget af biljagt og turbo over feltet, smider han pludseligt noget uventet poetisk ind i kaosset: ”[…] / FLÅR DØRENE OP / HÅNDJERN OG KNIPPELSLAG OG BLINDHED PÅ SPRAYDÅSE”, og her kommer det bratte stemningsskifte, ”DISSE FORMIDDAGE I EN DETENTION / MED URIN NED AD VÆGGENE OG PEBER I ØJNENE / ER SØVN UDEN DRØMME / SOM EN STIKKER I FRIVILLIG ISOLATION”.

 

Det er det, han kan. Sige det med en underspillet pointe.

 

Yahya på Under Masken // Foto: Facebook

Yahya på Under Masken // Foto: Facebook

 

”JEG KAN IKKE BARE SLÅ DET OP FOR AT SLÅ DET HEN”
Min lille klichéhoved sprænges af de mange lag og ordlege. De skaber flertydighed. De gør, at jeg ikke kan give et ensidigt billede af digtsamlingen eller Yahya selv. Derfor al den tekst om den betornede rose. For sådan er det vel altid med god kunst. Den er mangetydig og næsten udefinérbar. Den kan ikke bare oversættes til noget simpelt i et debatindlæg eller en anmeldelse, men den skal derimod opleves på eget sind og under egen hud, før den kan forstås.

 

Ord for ord bringer den i hvert fald et virvar af følelser frem i mig. Og jeg må indrømme, at jeg selvynker lidt meget lige nu, for sagen er nemlig den, at den er tarveligt god, og at det virker umuligt at anmelde den uden så også at forsimple den.

 

Derfor vil jeg langt hellere opfordre dig til at læse den selv.

 

For han er skarpt formuleret, skriver en rørende, tragikomisk historie (”TRAGIKOMISK SOM MAN SIGER / NÅR DET IK ER HELT SJOV”), er hudløst helt inde ved benet, og det giver nogle ret letlæselige digte. Så om du aldrig før har læst et digt i dit liv, eller aldrig har lavet andet, er de her digte for dig.

 

Koncentreret og oplyst // Foto: Berlingske

Koncentreret og oplyst // Foto: Berlingske

 

EN GOD GRUND TIL AT SLUBRE LATTE
Nu tager jeg så min smagsdømmende, ironiske, islandske sweater af, men beholder mine ”CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER” på.

 

Som du nok kan fornemme, har digtsamlingen sat mange tanker i gang i min lille klichéhoved. Jeg har vel også lidt skidt en rose med torne. Men det er ikke selvforskyldt. Det er udelukkende Yahyas skyld, og jeg bebrejder ham det på det allergroveste.

 

Faktisk så meget, at jeg til slut – for at være med på moden og tidens trend – vil true Yahya Hassan for de ting, han har gang i: Jeg truer ham med ros og roser, hvis ikke snart han holder op med at skrive så forbandet godt!

 

Så altså – LÆS YAHYA HASSAN! OG GERNE MED DET VUNS! DU VIL IKKE FORTRYDE DET! HYLD DEN OG HAD DEN! DISKUTÉR DEN! GERNE HØJT! GERNE ALENE! GERNE SAMMEN! GERNE FLERE GANGE!

OG HELLERE END GERNE MED SUKKERKNALD OG KAFFE I DIN MÆLK!

Skriv en kommentar