ANMELDELSE. Der er noget særligt over Voxhall, det har både noget med stemningen at gøre, men i lige så høj grad deres bookinger. Denne første aften i november var det Cat Power på scenen. Og hvordan gik det så, ja, det må du læse her.
Først lidt om Cat Power
Hun er født med det borgerlige navn Charlyn Marie Marshall i 1972 – mange kalder hende Chan Marshall. Ja. Kunstnere har ofte noget med navne. Hun har udgivet en række af interessante albums siden 1994, hvor hun blev opdaget af Steve Shelley fra Sonic Youth. Jeg vil lige fremhæve nogle plader og numre.
Moon Pix (1998) indeholder nogle helt fantastiske sange, fx ”Colors and the kids”, der er fyldt med stemninger, som både er personlige og universelle på samme tid. Og tidløse. En god sammenblanding af stemmen, klaveret og teksten. The Covers Record (2000) er, som navnet antyder, en række covernumre, hvor ”Sea of love” endnu er et glimrende eksempel på, hvad der gør Cat Power til noget specielt.
The Greatest (2006) er interessant på mange måder; det pink cover stråler ikke ligefrem at maskulinitet, når jeg tager den frem til sociale sammenkomster, men det handler bare om at sætte pladen på, så er det glemt. ”Lived in bars” må næsten være yndlingsnummeret på den plade – eller ”The Greatest”.
Seneste skud på stammen er Sun (2012), der bl.a. indeholder ”Nothin’ but time” med Iggy Pop. Albummet præsenterer samtidig en ny lyd.
Noget af det konstante, hvis man overhovedet kan sige det hos Cat Power: bevægelsen. Hun har hele tiden befundet sig i en udvikling, både som kunstner og i sit privatliv, der nogle gange bliver trukket frem i offentligheden (ja, sådan er det jo i dag).
Pointen med denne indledning er at sige, hvor meget jeg har set frem til denne koncert. Forventningerne til aftenen var store. Cat Power indfriede dem kun delvist.
Opvarmningen: Nico Turner
Opvarmningen bestod af Nico Turner, som jeg ikke kendte i forvejen. Hun gemte sig godt bag de krøllede lokker og den vellydende Stratocaster. Det var en blanding af cool rock’n’roll og melodiske drømmesekvenser – med røgelsespindene fra guitaren dansende som et oliemaleri i forandring.
Der blev også plads til et par fortolkninger, fx ”Something in the way” med Nirvana. Hendes optræden var en god indledning til hovednavnet, Cat Power, og Nico Turner blev ved i cirka en ½ time, hvilket var meget passende.
Cat Power på slingrekurs
Et flygel, tre mikrofoner, en guitar, en (gravid, afslørede hun) kvinde. Forventning. Spænding. Et fyldt Voxhall. Lørdag aften. Første november. Kulde udenfor. Varme indenfor. Igangsætning.
Cat Power startede med guitar, meget rocket og helt fantastisk. Efter de første par numre hørte jeg én blandt publikum, der råbte ”Det er helt vildt godt det her.” Og jeg er enig. Koncerten startede virkelig stærkt ud og gav store forventninger til, hvordan resten af aftenen skulle komme til at forløbe.
”Sorry, I’m sorry” lød det, efter hun havde begået et par fejl i et ellers smukt nummer. Det var helt okay, faktisk viste det, at koncerter ikke nødvendigvis skal være perfekte, og at hun ikke var bange for at begå fejl. Det gav en vis charme, at hun undskyldte og prøvede igen – anden gang med større succes. Publikum virkede som en samlet masse – bortset fra de få, der altid skal larme helt vildt og lige så godt kunne være blevet hjemme – nå, sidespor.
Da hun gik over til flygelet, spillede hun ret hurtigt, ”Colors and the kids”, glimrende. Et af aftenens højdepunkter i min bog. Mens hun sad ved flygelet, begyndte den stille forvandling; at gå fra en smuk slingrekurs, en blanding af overlegen sikkerhed og skrøbelighed, til at fokusere for meget på lyden, på udenomssnak og generelt på at undskylde FOR meget for sin egen koncert. ”I’m sorry” blev aftenens catch-frase. Som om hun undskyldte for sin egen koncert.
Efter et godt stykke tid gik hun tilbage til guitaren, hvor der glimtvis igen viste sig genialitet, og publikum kunne igen drømme sig ind i Cat Powers interessante univers. Men efter cirka 1½ time blev det for meget for mange; en stor del af publikum begyndte at forsvinde fra koncerten, og da de cirka 2 timer var gået, stod kun cirka halvdelen af det oprindelige publikum tilbage.
I løbet af de 2 timer havde Cat Power været igennem nogle fantastiske numre fra bagkataloget; pakket ind i en vekselvirkning mellem det smukke og det ligegyldige. En svingende koncert, der til sidst satte selv den største fan en smule på prøve.
Overskriften for aftenen kunne således lyde: Halv godt, halv skidt og en smule genialt.
