Musik Aarhus Festival inviterer dig til at lytte til en masse spændende og alsidig musik, når de afholder en række gratis koncerter. Vivl er en af kunstnerne, der spiller til festivalen.

 

Forestil dig en lyd, der leder dig ind i en mystisk skov af drømmende, fantasifulde og svævende melodier. En lyd, der giver dig lyst til at tage nogle gode høretelefoner på, lukke øjnene og give dig god tid til at lytte til den. Så har du Vivl.

 

vivl2
Stillshot fra Vivls video ‘Stropharia’

 

Fra vivel til Vivl

Manden bag musikken hedder Rasmus Yde og bor til dagligt i København. Han har bl.a. spillet til Spot-off, Mejlgade for Mangfoldigheden, for ikke at nævne Sommer.Chillout.Aarhus. Han startede med at lave musik under sit eget navn, men ændrede det sidenhen til ’Vivl’, der kommer af ordet ’vivel’.

”En vivel er en energi, en universal energiform. Den er i naturen, den er overalt og i os selv. Det er et godt ord, at bruge om noget, som i forvejen ikke er særlig konkret. Det var totalt ulogisk i forhold til min måde at stave det på. Derfor ændrede jeg det til ’Vivl’ og gjorde det på en måde til mit eget ord”.

 

vivl3
Stillshot fra Vivls video ‘Stropharia’

 

Da jeg spørger ind til hvorfor han skaber musik, forklarer han; ”Det er vigtigt at skabe noget musik, en følelse eller en stemning, der kan vække noget i mig selv, først og fremmest. At det også virker på lytterne er jo bare rigtig fedt”.

 

vivl4
Stillshot fra Vivls video ‘Stropharia’

 

Dance og hiphop

Man vil næppe tro, at hans primære musikalske inspirationskilder er dance og hiphop. Han arbejder især ud fra udgangspunktet om, at involvere sin underbevidsthed og efterfølgende eksperimentere med lydene.

”Tit kommer musikken i bølger af kreativitet og nogle gange er det bare med at få det ud. Så på den måde at have mit eget kreative lille rum, er ligesom det, jeg er mest afhængig af. Så kommer idéen i løbet af to timer og de næste ti timer, jeg bruger på nummeret er det rent teknisk. Men selve hjertet og sjælen, det der betyder noget, kommer indenfor de første to timer”.

 

 

vivl5
Stillshot fra Vivls video ‘Stropharia’

 

Hans hovedinspiration er naturen, både i musikken og hans billedunivers. Han selv optræder sjældent på billederne, om det forklarer han;

”Det har været forvirrende for mig, at indgå i det på den måde, for det føler jeg allerede, at jeg gør igennem musikken. Jeg har aldrig haft behov for, at vise mit ansigt, som nogle bands. Det har altid være ligegyldigt for mig”.

 

Artiklen er fra Musik Aarhus Festival avisen.

Hvad: Musik Aarhus Festival præsenterer: Nord Records + 2 Bit Crew + Vivl + Nord Records Dj Crew

Hvornår: Fredag d. 17. januar 1014, kl. 21 (dørene åbnes kl. 20)

Hvor: Radar, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

Mønt: Gratis

Hvorfor: Fordi du får muligheden for at opleve en masse spændende og forskellig musik. Tag afsted fordi der er nogen der har gjort det gratis, så du kan komme med og fordi det er vigtigt at støtte op om musikken og arrangementet.