På lørdag spiller det aarhusianske band Little Winter til VINK POP UP. Her møder musikkens flygtige univers lokal fotokunst præsenteret af Photographic Plate Project og visuals af kunstner og grafiker Zak Bergmann. Inden da kan du her opleve bandets nye musikvideo til nummeret “Something Cool”. Se med og læs mere lige her!

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hos VINK synes, at Little Winter er ret fede. Vi har jo trods alt booket dem til et VINK POP UP arrangement, fordi vi synes, at de fortjener at blive set, hørt og få en platform, hvor de kan excellere. Det musikalske univers er flygtigt, men kredser dog om solide og umiddelbare popsange om ensomhed og kærlighed. Med en lo-fi lyd, der rummer både kaotisk støj, storslået sentimentalisme og skrøbelig melankoli, er det et ret godt match til efterårets tusmørke og gråvejr. 

 

Nummeret “Something Cool” fra bandets selvbetitlede EP er sprødt efterårstrack, som kan afspejle de til tider kedelige, lange trivielle efterårsdage, hvor den ene dag uset glider hen i den næste. Sangen taler netop ind i den følelse, hvor livets trivialiteter og samtidens overstimulans vinder over de små glimt af begejstring og nærvær. Bandet fortæller: 

“For tiden kan man godt gå rundt og føle, at ens liv står i stampe, på trods af at man aldrig har haft bedre mulighed for at blive underholdt. Talløse snaps og uendelige feeds er bare ikke altid tilstrækkeligt – nogle gange har man brug for at blive taget i hånden af et andet menneske og tvunget ud i virkelighedens grå og gammeldags verden.”

 

Little Winter skriver sig med nummeret “Something Cool” direkte ind i en analyse af samtiden, hvor hverdagens kompleksitet virker overvældende og på samme tid altomsluttende og triviel. I dette nye video-udspil, produceret af Mike Jellesen og Frida Martinsen, ser man da også en vis længsel mod tidligere tiders mere simple livsverden – og videoproduktioner. 

 

Tjek den ud her! 

 

 

Og kom forbi Frontløberne lørdag d. 26/10 kl. 20.00, hvis du vil opleve Little Winter anno 2019 i kød og blod.