Natklub og koncertsted med et musikprogram, der rummer både NOAH og The Blue Van. Men hvordan ser V58 ud, når musikprogrammet er blankt, og natklubben samler kræfter til næste weekend?

 

vinkimgfileHJfKymlfyAlwkbUcWXEx
Foto: Gitte Egebæk Vadstrup

 

Natklubben V58 er måske grunden til, at baggården til Vestergade 58 er en af de mest kendte på gaden. Hver weekend hærger natten i den lukkede gård, og baggården passer godt til V58.

”Hvis den lå ved åen, ville den dø. Stedet skal væregemt væk og være lidt snusket”, siger Mette, som tager sig af gaderoben og rengøringen på klubben.

Når V58 sover for aflåste døre er oplevelsen en anden. Man ser, hvad man ikke ser, når musikken spiller.

 

Natklubben set i dagslys

Parkeringsskiltene står skævt, plakaterne er revet itu, en politiafspærring flagrer fra et vandrør, og to glas ligger forladt på fliserne. Der er graffiti på skraldespandene. Bonsai har været på besøg med spraydåsen,og natklubbens front kan ikke bestemme sig for, om den skal være orange, blå eller sort. Derfor er den lidt af det hele.

Vestergade 58 er, ud over V58, også adresse for et galleri og en række andre virksomheder. Købmandsgården er, når man ser bort fra natklubben, så velholdt, at man tror, man befinder sig i Den Gamle By. Omringet af bindingsværk smutter man hen over brosten, som man ikke kan gå pænt på, fordi de bumper ujævn op og ned.

 

Tolerance i gården
Hvordan kan baggården lægge rum til et hærgende natteliv i weekenden og seriøs virksomhed i hverdagen? Svaret er indforståethed og tolerance.

”Når vi holder morgenfest, skruer vi ned for musikken,” fortæller Mette, men det kan selvfølgelig gå galt.

”Så er det godt, vi er tolerante mennesker,” siger Lars, ansat i Qbrick, der, ud over at arbejde med online-tv, deler baggård med V58.

Hvis man alligevel er mere interesseret i at møde V58, når natklubben er lysvågen og ikke tier stille, så finder man musikprogrammet på stedets hjemmeside: www.v58.nu

 

Hvad: V58

Hvor: Vestergade 58, 8000 Aarhus C, bagerst i baggården

Hvornår: V58 har altid åbent fredag og lørdag. Arrangementer kan dog også ligge andre dage, så tjek kalenderen. Ellers kan du altid gå på opdagelse, når natklubben sover.

Hvorfor: Fordi V58 er Aarhus’ ældste og stadig eksisterende spillested og natklub, og fordi den smukke baggård foran V58 er som en gratis tur i Den gamle by.

Mønt: Varierende entrepriser alt efter arrangement.