Koncertanmeldelse: Gæsteskribent og jazz-trommeslager, Ulrik Bisgaard, deler i dette indlæg nogle af sine tanker om Aarhus Jazzfestival og giver læseren en introduktion til Scofield og Überjam i forbindelse med sin anmeldelse af koncerten, de spillede på Musikhuset under festivalen.
Forrige weekend sluttede Aarhus Jazzfestival 2014. Festivalen præsenterede et mindre overflødighedshorn af koncerter inden for alle tænkelige jazzgenrer – mest med lokale musikere, men også med gode navne fra København og det store udland.
Horisont
Jeg er selv aktivt udøvende jazzmusiker, så for mig er Aarhus Jazzfestival et af årets musikalske højdepunkter. Det er en periode, hvor det er relativt let at komme ud at spille, fordi byens spillesteder, cafeer og torve for en kort bemærkning omfavner jazzen. Festivalen er i flere henseender et ’window of opportunity’: For musikerne handler det om at vedligeholde og skabe nye kontakter og få ny inspiration, for publikum er det en åben (og ind mellem ganske gratis) invitation til at udvide den musikalske horisont.
Et trofast kærlighedsforhold
Guitaristen, Fredrik Max, anbefalede forleden læserne af denne blog at gå til koncert med John Scofield i Musikhuset. Jeg fulgte anbefalingen. Mit forhold til Scofields musik har efterhånden stået på i 25 år. Der er tale om et trofast kærlighedsforhold, der har kastet fem gode koncertoplevelser af sig. Denne koncert var ingen undtagelse – og måske endda den hidtil bedste, jeg har hørt. Foran et medlevende publikum leverede Scofield og Überjam en koncert i intet mindre end verdensklasse.
Hvem er John Scofield?
Tillad mig – inden jeg afslutningsvis vender tilbage til koncerten – kort at introducere John Scofield for de læsere der er nye gæster i jazz’en: Hvis I har lyst til at vandre rundt i den moderne jazz’ vidtstrakte landskab – hvor det kan være ganske svært at orientere sig – så start med Scofield som rejseledsager.
Allerede som ganske ung spillede Scofield med store jazzikoner som Charlie Mingus og Gerry Mulligan. Den helt store helt store anerkendelse fik han da jazzens superstar – trompetisten Miles Davis – hyrede ham til sit fusionsband i 1982. Det er karakteristisk for Scofields guitarspil, at det på samme tid forbinder jazzens traditionelle bluestoner med et touch af avantgarde-rock, gospel, soul og funk.
Et andet karakteristisk træk ved Scofield, er hans stilskabende lyd. Lyden, der har påvirket en hel generation af guitarister, er en anelse forvrænget a la Jimmi Hendrix, altid genkendelig, og den bliver konstant iscenesat i nye bandkonstellationer. Min personlige favoritkonstellation findes på to udgivelser med orkestret Bass Desires (skynd jer at checke albumerne Bass Desires og Second Sight ud), hvor han, sammen med instrumentkollegaen Bill Frisell, bassisten Marc Johnson og den meget elegante jazzfusionstrommeslager Peter Erskine, skaber et legende melodisk og melankolsk grooveunivers.
Scofield har med andre ord i mere end tre årtier eksperimenteret på en meget iørefaldende og kropsligt appellerende måde med guitarens rolle og udtryk i jazzen. Jeg får simpelthen lyst til at danse, når jeg lytter til hans musik.
Tilbage til koncerten i Musikhuset
Überjam er det vellykkede møde mellem Scofield, rytmeguitaristen og sampleren Avi Bortnick, bassisten Andy Hess og Terence Higgins på trommer.
Scofield og Überjam præsenterede et overlegent velspillet mix af funkgrooves, New Orleans-jazz-pastiche og reggaevibes, smagfuldt tilsat et stænk electronica i form af computersamples med rytmer og stemmesoundbites. Alle sammen ledsaget af falsk tysk schlagersang og en beretning om, hvordan orkestret blevet taget af plakaten i Las Vegas, fordi spillestedet kunne tjene flere penge ved at leje lokalet til et bryllupsselskab!
Avi Bortnick spillede super stram rytmeguitar og varierede med skæve melodiske figurer og klange der gav musikken kant så det aldrig blev traditionel jazzfunk. Andy Hess leverede med sin elbas et duvende og boblende fundament. Trommeslageren Terence Higgins – et for mig ubeskrevet blad – var aftenens måske største overraskelse. Higgins blandede ind imellem sine enkle rock- og funkrytmer en række meget avancerede polyrytmiske figurer – og gennem hele koncerten skete det på en meget veldoseret og velsvingende facon. Aftenens bedste stykke musik var nummeret ’Jumble fiction’ der kombinerede elementer fra electronica (dubstep er mit bedste bud) og maleriske thrillerstemninger a la filmen Vanilla Sky.
Med Überjam bliver det anskueliggjort, hvordan et godt bandkollektiv kan gøre den enkelte musiker bedre. Scofield er stjernen, men når han står på scenen med disse musikere, funkler han lysende klart.
Check Überjam ud her:
