Så er der gode nyheder fra folkene bag RECession Festival. Læs her, hvilke nye navne der er blevet offentliggjort til årets festival.

 

Til RECession Festival lægger Trentemøller vejen forbi Aarhus, helt præcist 19. august på Voxhall. Efter denne koncert har Trentemøller spillet sin The Fixion Tour med 48 udsolgte koncerter i 19 lande. Der bliver lagt i støbeskeen til noget rigtig godt, og hos RECession kan de heller ikke få armene ned af bare begejstring. Aage Hedensted, booker på festivalen, fortæller, at de føler sig privilegerede over at få Trentemøller forbi.

 

Trentemøller har for nyligt udgivet albummet Fixion, hvor du stensikkert allerede kender et par af numrene, som er blevet spillet flittigt på P6 Beat. Albummet bærer præg af det velkendte Trentermøllerske pumpende elektro-punk og synth-landskaber, samtidigt med, at det er inspireret af andre musiske genrer.

 

Ud over Trentemøller selv medbringer han musikalske venner på scenen: Tom and his computer (DK), Roxy Jules (DK) og Matteo Vallicelli (IT).