Jeg er hjemvendt fra det fantastiske kosmos af kaos, Roskilde Festival nu engang er. Jeg synes, at det på én gang både er dejligt beroligende og sørgeligt. Og så har jeg spurgt et par andre deltagere, hvad de synes, den største forskel på kaos og vante rammer har været.

Jeg har roskildesyge. Og nej, ikke på den klamme måde. Jeg savner det bare og har nu ligget i en seng i 24 timer i streg. Og så har jeg det lidt underligt med, at hver gang, jeg skal slå en streg, så er jeg lige ved at gå ud i haven og gøre det op ad stakittet.

Men streg det – for det er dejligt at være tilbage i stilheden. Den øredøvende stilhed.

Noget, der også har været en stor omvæltning for mig, er ikke længere at lugte af gnu. På den gode måde selvfølgelig.

 

silje_marie_schjødts_billedeDisse mennesker lugter af gnu // Foto: Silje Marie Schjødt

 

Back to civilization
Men hvad, synes andre, har været det mærkeligste ved at vende tilbage til civilisationen?

Silje Marie Schjødt: ”Hver gang jeg åbnede min dør i starten, blev jeg overrasket over, at det ikke lød som lynlåsen på et telt. Og så synes jeg, det føles underligt at gå på asfalt igen. Derudover savner jeg at æde burger til morgenmad.”

Astrid Lund: ”Efter 15 timers søvn i en rigtig seng og et bad (ret rart!), så savner jeg faktisk allerede det klamme telt og de varme øl og al den wani wani (wani wani betyder både vand og syrisk techno, og her menes formentlig begge dele, red.).”

Ida Asferg Jakobsen: ”For mig var det mærkeligste stilheden, der på den ene side var rar, men også helt skræmmende og larmende. Og så savner jeg alt andet end toiletterne.”

Ida har også tegnet dette fine billede, som jeg har fået lov at bruge. Hun fortæller, at det er tegnet ud fra følelsen af at være hjemvendt fra en vellykket Roskilde Festival.

 

idas_billede_med_armbånd
Armbåndet som en fin detalje // Tegning: Ida Asferg Jakobsen

 

Fordomme går i baggrunden
Viktor Holst: ”Jeg savner bare at have det meeega dårligt på den der åndssvagt gode måde.”

Anne Haugbølle Thomsen: ”Jeg savner de tilfældigheder og den randomness, man kun finder på Roskilde – men aldrig finder på gågaden. Alle tilråbene – ubehagelige såvel som behagelige –, optakten til dans, når man går forbi et tilfældigt musikanlæg; tanken om at alt kan ske, hvis man vil det – og så selvfølgelig rusen, man får af at være et sted, der er helt unikt, hvor alle fordomme går i baggrunden for fest og latter.”

Selv tror jeg ikke, jeg har mere at tilføje – andet end dette stemningsbillede, hvor mine briller og jeg har det lidt på samme måde. Tak for nu til den store Ruskilde – jeg glæder mig til at blive lige så smadret igen næste år.

 

vinkmainimgfileTzOtxmDznSrUujDWpxKLQYPejNnuSSdmCEfXgBanahaaZelmfxkmasqmtPTN
// Malte Bülow Petersen