Siden 1994 har SPOT festival fungeret som platform for præsentationen af bands og artister, for danske såvel som internationale musik-aktører og publikummer. Tag med en tur down memory lane og læs om festivalens udvikling, samt om Limbo-scenen – et musikalsk græsrodsinititiativ, som får sin debut på dette års festival.

 

Gennem de 22 år festivalen har eksisteret, har den gennemgået en kæmpe udvikling. Formålet har fra starten været at promovere dansk og nordisk musik, både i Danmark, men i særdeleshed også internationalt. Festivalen har ligeledes haft en dobbelt agenda fra begyndelsen: På den ene side, fungerer den som en networking-, showcase- og vidensdelingsplatform for musikbranchen internt. På den anden side er SPOT også en festival for folk, som er interesseret i at vide hvad der rør sig i musikbranchen og generelt gerne vil præsenteres for noget fedt nyt musik. Koncerterne på SPOT festival, har i den forbindelse, karakter af at være showcases, hvor bands og artister spiller få numre, der præsenterer creme de la creme af deres musikalske univers, for både branchen og publikum.

 

Ideen om en SPOT-caravane blev til festival i Aarhus

I slutningen af 80’erne fandtes der showcase-festivaller rundt om i europa som fx Euro Sonic, mens der i Danmark og Skandinavien endnu ikke fandtes sådanne tiltag, hvor man spillede korte showcases frem for almindelige koncerter. SPOT festival blev således den første af sin slags herhjemme. Oprindeligt skulle festivalen i første omgang slet ikke være en festival, men en caravane som skulle køre rundt i hele Danmark og præsentere ny dansk og skandinavisk musik. Dette blev dog ikke til noget, men ønsket om at lave et tiltag der kunne understøtte promovering, vidensdeling, og sparring i musikbranchen med et internationalt udsyn, var stadig tilstede.

 

Aarhus danner rammen om musikfestivallen med internationalt udsyn // foto: Pernille Thorup
Aarhus danner rammen om musikfestivallen med internationalt udsyn. // Foto: Pernille Thorup

 

I 1994 startede ROSA – Dansk Rock Samråd og MXD – Music Export Denmark således SPOT festival op i Aarhus, og sidenhen har tiltaget vokset sig større og større og støttes af en bred vifte af den danske musikverden indenfor rock, pop og relaterede genrer. I dag er festivalen således blevet et betydningsfuldt samlingspunkt for den danske og internationale musikindustri.

A trip down memory lane

Første gang jeg var på SPOT festival, var tilbage i 2009. Mine to gymnasieveninder og jeg, var taget fra lille Aalborg til kæmpe store (syntes vi) Aarhus, for vi måtte bare opleve SPOT festival. Vi boede i min venindes sommerhus, startede hver dag med en tequila sunrise og tog derefter bussen ind til byen, klar til at høre nye spændende bands. Jeg husker det som om, at det var super godt vejr det år – men for at være ærlig, er det nok også de gode minder (og de mange tequila sunrise) som farver min hukommelse, for det danske “forår” er jo en lunefuld størrelse.

 

Dengang, i 2009 foregik festivalen primært omkring Musikhuset og jeg kan huske at der også var en stor scene i Ridehuset. Her hørte vi for eksempel The Asteroids Galaxy Tour, med Mette Lindberg i front. Et par år senere så jeg dem spille Northsides kæmpe scene, på en varm sommerdag med en kæmpe blæsersektion bag sig og et stort hujende publikum foran sig – og ja, i dag dukker Mette Lindberg såmænd op på danskernes tv-skærme når x-factor møllen kører.

 

The Asteroids Galaxy Tours koncert i Ridehuset er et af de fede acts jeg særligt husker fra min første SPOT festival i 2009 // foto: Gaffa
The Asteroids Galaxy Tours koncert i Ridehuset er et af de fede acts jeg særligt husker fra min første SPOT festival i 2009. // Foto: GAFFA

 

Det fede ved SPOT festival er netop, at man kan se de forskellige bands og artisters udvikling, hvor de går fra at spille på de små venues til at rocke de store SPOT scener og spille internationalt. Alex Vargas spiller i år på den største scene i musikhuset, efter et år med stor succes i udlandet og herhjemme. Under sidste års SPOT spillede han en smuk intimkoncert i lille sal – og jeg tror alle som var til den koncert, ikke var i tvivl om, at der virkelig var noget internationalt potentiale her.

Igennem tiden har bands som The Raveonettes, Kashmir, MØ og Efterklang spillet på festivalen og oddsene for at du i år står til en koncert med en kunstner, som breaker i det store udland efterfølgende, er bestemt ikke ringe.

 

Limbo-scenen er den nye dreng i klassen

SPOT er hele tiden i udvikling, og har særligt i løbet af de seneste fire år indgået samarbejder med en række af de græsrodsinitiativer som er opstået i kølvandet på festivalens stigende succes og omtale.

Et eksempel på et af disse græsrodsinitiativer som de har valgt at indgå et samarbejde med, og gøre til en officiel scene, er Limbo. Initiativet er startet op af Tobias Andreassen og Erlend Eggestad som begge studerer på musikkonservatoriet i Aarhus, og hhv. spiller i bandsene Yune og Luumen, som også spiller showcases på scenen i weekenden.

 

Fredag og lørdag går det løs med en række showcases på Limbo-scenen, ved Godsbanen // foto: Limbo
Fredag og lørdag går det løs med en række showcases på Limbo-scenen, ved Godsbanen. // Foto: Limbo

 

Eftersom ansøgningsfristen for at komme med på SPOT allerede ligger i december måned, er der mange nystartede bands som ikke når de grundlæggende brancheforberedelser der skal til, for at komme til at spille på festivalen.

 

”De bands som spiller til Limbo, er bands som vi synes fortjener muligheden for at spille på SPOT. Derfor valgte vi at tage sagen i egen hånd og arrangere en række showcases. Vi er nu kommet i det officielle SPOT program og har fået stablet et solidt samarbejde på benene med dem” fortæller Tobias.

 

De har således sammensat et musikalsk program til scenen som byder på højaktuelle bands fra både Jylland og Sjælland. Blandt andet kan du høre bands som Coco Moon, Shultz and Foreverog Astronaut. De har netop valgt bands fra begge landsdele, for at danne en grobund for fremtidige samarbejder bandsene imellem, og samtidig fordi bandsene rent musikalsk går godt i spænd i en samlet showcase.

 

Programmet er sammensat af bands, som vi synes komplimentere hinanden godt. Forhåbentligvis formår Limbo også at skabe noget opmærksomhed for branchen” udtaler Erlend. Limbo er et godt eksempel på hvordan musikbranchen hele tiden er i udvikling og hvordan DIY initiativer i stigende grad vinder frem i den forbindelse. SPOT er en festival der viser musikkens mange ansigter, og derfor er det netop også vigtigt at de initiativer som er med til at mangfoldiggøre branchen, får chancen på det officielle program.

 

I løbet af weekenden er VINK på pletten med reportager fra de forskellige venues og arrangementer, herunder Limbo, så følg med her på siden og på vores instagram!

 

//Coverfoto: SPOT festival 2016