SPOT-lyset på Heimatt

Mor?!
Det er lørdag, og der er SPOT festival i Aarhus. Heimatt spiller på Radar i aften, og jeg møder unge Amalie Kjældgaard Kristensen, den klassiske violinpige i det ellers rytmiske band Heimatt. Det første, der falder mig ind at sige, er:
”Hej, Mor!”

”Hej, min søn!”, svarer hun og griner. Hvorfor, jeg kalder hende mor, ved jeg egentligt ikke helt præcist – men Mor, det hedder hun altså. Det er vist én af den slags interne ting, man ikke selv forstår, men pludseligt bare er enige om.

 

Smilehul
Lidt efter kommer kernen af hjertet og hjernen bag Heimatt danderende. ”Man kan vel godt kalde ham lidt… ustruktureret”, siger Mor forsigtigt og med et blink i øjet. Det er da en force, tænker jeg. Men ustruktureret er ikke det eneste, han er.

Den dansk/norske forsanger, sangskriver og guitarist, Magnus Grilstad – eller Fjeldaben, som jeg hurtigt døber ham – er ydermere en høj mand, der mangler en tand. Det er derinde fra hullet, al den up-tempo folk må stamme fra, tænker jeg og spørger:

”I er vel lidt det, man kan kalde for folkemusikkens svar på Kidd, er I ikke?”

Ikke uden selvironi
Jeg præciserer: ”I er jo nærmest blevet lige så lyn-kendte og spillede fem koncerter i går til SPOT. Roskilde venter på jer, en landsdækkende turné i november og en ny plade i 2015.”

Magnus er ikke holdt op med at grine af det med Kidd. ”Det glemmer jeg ikke uden videre!” Han svarer:

”For kun et år siden fik jeg (Fjeldaben, red.) penge fra Statens Kunstråd, så jeg kunne samle Heimatt.” Han er venligheden selv – bygget af krudt og gåpåmod. Nogle primater synes at have en speciel aura af noget godt og imødekommende – og det har både denne abe og resten. Der lægges ikke fingre imellem uden grund.

”Da min farfar døde, tog jeg til begravelse i Norge, lånte et studie og indspillede Everyone’s A Sinner og No Wonder.” Det sendte han så ind til bedømmelse… og heldigvis for det!

Startens Kunstfråde
Statens Kunstråd fik direkte kunstfråde om munden og smed så alle deres kroner durk i den norske nakke, så bandet kunne dannes. Heimatt er så at sige undfanget i Norges højdedrag, men født og opvokset i Danmark, heriblandt København, Odense og selvfølgelig Aarhus. Det er kun et år gammelt, men de har allerede fundet et fantastisk fælles fodslag; både højsindede og jordbundne på bedste synergetiske manér.

Fjeldaben fik så Søren Sunding på bas, Martin Sahlertz på guitar, Amalie-Mor på violin og Alexander Lund Hansen på trommer.

Hvad sker der lige for KBH?!
”Hvorfor, om jeg må spørge, bor I i København, og ikke i Aarhus?”, siger den fornærmede VINK-skribent og kniber øjnene hårdt sammen.

Mor og Martin Sahlertz er fra Aarhus – men de er nu flygtet til mere trange omgivelser, sammen med Alexander Lund Hansen fra Holbæk, og Fjeldaben og Søren Sunding fra Odense.

Ironisk svarer Fjeldaben mig: ”Det er jo i København, man skal bo, hvis man vil være en rigtigmusiker. Være kendt. Men København er lidt mere poleret, hvis man kan sige det sådan. Aarhus er jo langt hyggeligere.”

Yes! SPOT on. Nu kan jeg sgu lide dem endnu bedre.

Dobbelt op på betydninger
”Og Heimatt”, tilføjer Mor pædagogisk, ”betyder faktisk også noget i retningen af ’hjemad’. Vores EPs navn har en dobbeltbetydning på den måde; Heimatt – To The Mountains.”

Jeg vidste det!… min Mor er klogere end din mor.

”Målet med SPOT”, siger Fjeldaben, med benene hvilende på stolen foran sig, ”er jo også at komme ud og blive hørt.” Og det er de i dén grad også blevet – det går nemlig støt fremad for det næsten dugfriske folk-fænomen Heimatt.

”Hvordan er det så at være kendt?”, spørger jeg senere guitaristen Søren Sunding. Han giver mig så dagens kongecitat:

”Altså… jeg har det lidt som om, vi er kendte – men at der bare ikke er andre end mig, der ved det.”

Under spillet
Der er en konstant underspillet humor og underforståethed over dem. De hænger sammen med energisk indlevelse, og det ses også til koncerten. Og hvilken koncert! Selv helt mutters i den kæmpemæssige kødrand af mennesker, der nu fyldte Radar, kunne jeg ikke lade være med at danse og deltage. Glædesspredere, med tekster om alt mellem himmel og Mor – om kærlighed, personlige oplevelser og ”tekster, der er ekstroverte – med et fint ord”, som forsangeren tilføjede.

Koncerten var kort sagt fabelagtig – også med et fint ord.

Prøv det selv
Prøv evt. selv at høre det akustiske nummer Everyone’s A Sinner. Eller endnu bedre – oplev dem på egen hånd, hvis muligheden skulle være der. Det er eventyr. Og jeg forsikrer jer om, at Mor, Fjeldaben og drengene vil tage sig godt af jer. Tusen takk til folkemusikkens svar på Kidd (selvom jeg er sikker på, de er langt sødere, end han er!). Jeg håber at høre meget mere til jer.

Ps. Pas godt på min Mor!

Pps. Jeg er ikke ligefrem den bedste fotograf, men her er alligevel et par billeder fra koncerten – og et enkelt fra bagefter:

 

Ppps.
Den her oplevelse må jeg altså også lige afslutningsvist dele med jer. Den rundede det hele af; Heimatts hjemad-søgen og aftenen. Begrebet “et bombet lokum” har aldrig været så bogstaveligt; træt og glad. Også tak for dette!