Molina spiller på årets Spot festival 2018. Sidste år udgav hun Ep’en Corpus, og for blot en måned siden det drømmende summervibede nummer Hey Kids. Molina bliver spået af flere medier til at være et af årets helt store, og nye navne. Vi møder hende til Tambourhinceros’ dayparty ved den solbeskinnede Dome of Visions.
Som otte årig står Rebecca Molina inde i sin onkels stue. Han har et keyboard til at stå derinde, og nogle gange går hun hen og spiller på det. Her skriver hun sin første sang. Den bliver optaget på kassettebånd. Herfra starter interessen for musik. Et år senere, som 9 årig, indspiller hun en sang, som hun sender ind til børne mgp.
“Jeg kom ikke med, men det er også fint nok”, griner hun.
I dag hun kendt som Molina. Hun skriver, performer og producerer selv sit musik. Til daglig er hun også at finde på Holmen i København, hvor hun studerer på Musikkonservatoriets sangskriverlinje. Her har hun fundet gode venner, som brænder lige meget for musikken og hvor “man taler hinandens sprog, og bliver inspirerede af hinanden”, som Molina selv beskriver.
Forandringsår
Molina boede som teenager i Taastrup. Her var der ikke mange, der som hende interesserede sig for musik. Men som 14 årig startede hun på en musikefterskole, hvor hun mødte ligesindede. Her dyrkede hun interessen for musik og sangskrivning, og her var der mulighed for at tale med folk om musik – og ikke kun om den slags, som blev spillet i radioen.
Var det et skælsættende år?
“Ja jeg mødte en masse nye venner. Jeg boede i provinsen og der var sgu ikke rigtig nogen der interesserede sig for musik i Taastrup. Det var meget sport det hele, og det interesserede jeg mig virkelig ikke for.”
Inspirationskilder
Hvis man spørger Molina, hvem der inspirerer hende, så er det vennerne omkring hende og skolen. Men udover dem finder Molina også inspiration i helt konkrete musikalske ting, såsom hvis hun køber instrumenter eller nye plug-ins til hendes computerprogram.
“Hvis jeg har noget jeg ikke har siddet med før så får jeg bare lyst til at spille på det og lave en sang med det.”
Hvad med musiske inspirationskilder?
“Helt way back har det været Kate Bush, og Joy Division. Der var rigtig mange år hvor jeg var vild med den der dystre new wave postpunk scene. Men jeg lytter også rigtig meget til shoe gaze, dream pop. Men Kate Bush var det der startede det hele.”
Hvis du mødte Kate Bush, hvad vil du sige til hende?
“Jeg tror jeg vil sige noget med, at hendes melodier inspirerer mig rigtig meget, altså hendes uforudsigelighed. Jeg gad også godt spille support for hende. Hvis jeg sad og snakkede med hende, så havde jeg havde tænkt mig at prøve sparke den ind.”
Store og små oplevelser
Efter dette års Spot festival kan du både møde Molina til koncert i København – og i Grenå! Her skal hun spille på en lille festival, hvilket hun meget godt kan lide. For hende er der noget særligt ved at stå på de små scener, for her bliver oplevelsen mere intim – også selvom det er “lidt nøjeren at man nogle gange for øjnkontakt med folk”, som hun beskriver. Molina husker også, hvordan der til hendes SPOT koncert på Radar i 2017 stod 10 mennesker foran og dansede til musikken. Stemningen smittede af på hende.
Det større steder kan også noget. Molina fortæller om den dag, hun var support for Chinah på Store Vega. Oppe på scene sad hjertet næsten oppe i halsen ved synet af de mange mennesker i den fyldte sal.
“Der fik jeg hjertebanken, men på den gode måde”, understreger Molina.
Forsvinder følelsen når du går på scenen?
“Jeg skal lige to numre igennem, og så forsvinder den, og så tænker jeg nærmest ikke. Så kører det bare, og så glemmer jeg resten. Det er lidt ligesom når jeg sidder og arbejder på et nummer, som fungerer og går rigtig godt, så glemmer jeg også lidt alt omkring mig.”
Musikalske arbejdsprocesser
Der er nogle stemninger, som går igen hos Molina, om hun står på scenen, eller sidder derhjemme og arbejder på musik. Her fokuserer hun på musikken, så hun glemmer det der er omkring sig. Der er fuldt fokus. Hun udfordrer sig selv i skriveprocesserne ved købet af de nye instrumenter og programmer. Her skal hun arbejde med ting, som hun ikke har arbejdet med før, og det er der hun føler, at hun gør det bedst. Rent instrumentalt har hun også sine favoritter.
“Jeg elsker trommer. Det fedeste ved at arbejde, er at lave trommerne. Jeg kan bare godt lide, hvis jeg får lyst til at bevæge mig. Det er det jeg går mest op i; trommerne og melodierne. Vokalen kommer til sidst. Jeg sætter mere vægt på selve musikken, for jeg synes også musikken i sig selv skal kunne gøre et eller andet ved folk”, beskriver hun.
Molina spiller to gange på årets SPOT festival. Først i Dome of Visions og senere på Altas. Spørger man hende, om hun tænker over, at der går branchefolk rundt, svarer hun sikkert.
“Nej, jeg tænker ikke over der er branchefolk. Jeg tænker bare, at det er folk der skal ind og høre musikken, og have det godt.”
For Molina handler det kun om, at opnå en god koncertoplevelse.
