(en spontan-anmeldelse)

 

Når musik kan det, kun sex ellers kan.

Når lydene smelter sammen, og man søger en adskillelse.

Når Bisse kommer ind i bar overkrop og t-shirt bundet som en krans om hovedet. Med blod ned ad skulderen, med associationer til van Gogh og Handmaid’s Tail. Men som er en reference til musikvideoen til Fontex. Som betyder, at Bisse er større, mere, hele tiden.

Når Bisse bag plexiglas tilbyder sig som var han på Red Light District.

Når han siger, det handler om at være glad, når man er trist.

Når han vil ligge i ske med verden, mens han langsomt, rytmisk, vandrer fra scenen tværs gennem salen. Op.

Når han er næsten nøgen, og klædet, der dækker hans skridt, har samme farve som ham selv, og blotter hans baller.

Når han ifører sig sin kimono, the bedroom look, og siger: kom og elsk mig.

Når han spørger: hvem er jeg, når du ikke er i det mere?

Og: hvem er tilbage, når vi er gået?

Og jeg spørger mig selv om det samme. Og er i tvivl. Uvidende om det er intentionen, øllene eller sommer- og koncertkådheden. Men:

Føltes denne koncert præcis som sex – gentagen, forskellig og fuld? Ja.

//Alle fotos: Pernille Thorup

(skrevet fra tredje række under Bisse på SPOT-festival fredag d. 11. maj 2018 kl. 19.30 i Musikhuset, Store Sal)