The Veils kiggede i torsdags forbi til et halvtomt Voxhall, men de fremmødte skulle få sig noget af en oplevelse, da frontmanden Finn Andrews viste, hvordan hjerteskær, dybe tanker og vildskab skal lyde. Det hjælper også, at manden har forstand på hatte.
At gå på til tiden?
Da klokken slog 21, gik bandet på. Jeg blev overrasket som mange andre af de fremmødte, og vi måtte skynde os om til scenen for ikke at gå glip af de første anstrøg af koncerten. På en måde var det meget forfriskende at opleve et rockband gå på til tiden. Og generelt være meget uhøjtidelige omkring det hele. Det medvirkede til at lette stemningen, og bandet virkede glade for at være i Danmark.
Der gik heller ikke mange sekunder, før jeg ikke længere tvivlede: det skulle nok blive en god koncert, og det skulle nok blive det hele værd. I ved, det der med at bevæge sig ud i kulden og mørket. Det skulle nok betale sig. Og det gjorde det. Bandet formåede ikke kun at gå på til tiden, de formåede også at levere til tiden.
Et blandet udvalg
Efter de første par numre deklarerede Andrews, at de ville spille lidt fra alle deres plader til publikums store fornøjelse. Og til min især. Jeg mangler dog den nyeste i samlingen, men det er altid dejligt som publikum, når bands både spiller fra fortid, nutid og måske endda fra deres fremtidige lyd.
Bandet har efterhånden fundet frem til en række forskellige stemninger, der viser sig i den melankolske Not yet, den vilde Nux Vomica og den hjerteskærende Lavinia, der indkapsler en længsel. Og gennem koncerten formåede bandet at veksle mellem de forskellige udtryk og skabe en god dynamik.
En lille skuffelse blev afløst af en stor forløsning
Da der var gået cirka 45 minutter, sagde Andrews farvel og tak. Jeg stod lidt uforløst tilbage og tænkte, at det kunne da ikke være det. Jeg ville have mere, som resten af publikum også ville. Efter vedvarende klapsalver, kiggede han alene ud og spillede to numre alene på den akustiske guitar. Her kunne jeg personligt mærke skrøbeligheden og hjerteskæret.
Derefter gik det løs med Jesus for the jugular, der på mange måder også kikstartede mit eget kendskab til The Veils, da jeg først lærte dem at kende. Nummeret blev leveret til perfektion, og forløsningen var komplet. En skam, at der ikke var et fyldt Voxhall, når det trods alt kun kostede sølle 130 kr. Men mon ikke de mange, der gik glip af det, får muligheden en anden gang – ordet skal nok sprede sig.
Og jeg er stadig en smule misundelig på hans hat.
Tjek bandets hjemmeside.
