I morgen slår NorthSide dørene op for sommerens største aarhusianske musikbegivenhed. Har du fået fat i en billet? Så guider VINK og Gaffa dig her til, hvad du OGSÅ kan høre på festivalen.

 

Af Katrine Nør og Julie Melgaard Smidt

 

Du skal selvfølgelig stå forrest og skråle med på Band of Horses’ ”Is there a ghost” og danse dig svimmel til Spleen Uniteds ”Surburbia”. Du skal være en del af The Knifes fantasiunivers og lytte til Portishead-hittet “Glory Box”.

Men udover de store musiknavne med mange albumudgivelser i bagagen, gemmer årets NorthSide program også på flere interessante kunstnere, der kun netop er ved at slå igennem på den danske og internaionale musikscene. VINK har talt med musikanmelder Ole Rosendahl Svidt fra Gaffa om, hvem man især skal holde øje med på dette års NorthSide:

Det australske band Jagwar Ma erstatter Modest Mouse, og med numre som “What Love” og “Man I Need” (sidstnævnte er blevet rå-lyttet gennem tilblivelsen af dette indlæg) kan man ikke andet end at glæde sig til at opleve duoen lørdag eftermiddag. Jagwar Ma har for kun 3 dage siden udgivet deres debutalbum, og musikken er en fin kombination af groovy pop/rock blandet med psykedeliske elementer.

 

 

Den kvindelige californiske gruppe Deap Vally, der spiller en ordentlig omgang krasbørstig rock, gæster også årets NorthSide. Med kun trommer (Julie Edwards) samt guitar og sang (Lindsey Troy) er der dømt hæsblæsende fremadstormende punk-rock attitude med numre som “Lies” og “Gonna Make My Own Money”. Bandet har endnu til gode at udgive et album.

 

 

Fredag eftermiddag kan man lade sig flyde hen til den engelske trio Daughter, der netop har udgivet deres første album “If You Leave”. Daughters musik og tekster rummer både skønhed og melankoli med numre som “Youth” og “Home”, der begge findes på bandets EP fra 2012, “The Wild Youth”.

 

 

Den danske MØ, aka Karen Marie Ørsted, er på rekordtid blevet et eftertragtet navn både herhjemme og i udlandet, selvom hun endnu er i gang med at færdiggøre sit første album. Hendes musik inkluderer fløjlsblød stemmeføring og sprøde tekster, der på frækhedsskalaen er i kategori med forbilledet M.I.A. Stilen er en blanding af elektronica, pop og R&B, og det fungerer bare. Både førstesinglen “Maiden” og efterfølgerne “Pilgrim”, “Glass” og “Waste of Time” indeholder insisteren, flabethed og følsomhed.

 

 

Den britiske kvartet, Alt-J, der på computertastaturet danner ’deres’ figur, delta, blev dannet for nogle år tilbage og udgav deres første album for et års tid siden. Førstesinglen “Tessellate” dukkede hurtigt op på P3, men andre numre fra debutalbummet blev også favoritter hos anmeldere. “Breezeblocks”, “Bloodflood” og især “Taro” er i top hos undertegnede og giver associationer til støvede gader i Mellemøsten, når forsanger Joe Newman folder sin luftige, hæse vokal ud, og instrumenterne med mekanisk lyd understøtter. “Taro” har desuden omdrejningspunkt om en smuk historie, som handler om den første kvindelige fotojournalist, Gerda Taro, der blandt andet dækkede frontlinjerne under Den Spanske Borgerkrig.

 

 

Nu er det vist bare at sige på med gummistøvlerne og begiv dig så ud for at udforske NorthSides musikprogram. VINK ønsker alle en god festival!