I de seneste uger har vi hos VINK sendt musikalske skud ud og guidet dig til nye, seje Aarhus-udgivelser, som du kan støtte ved at lytte, danse og have det vildt hjemme i stuen. Men i denne uge er det lidt en anden sag. De gode vibes og de kærlige skulderklap er væk for en stund. Den gode stemning er ikke, hvad den har været på musikredaktørens hjemmekontor: det århusianske initiativ P-scenen har nemlig “glemt” at booke kvindelige kunstnere.
Kulturen, kunsten og musikken er presset. Alting har været lukket ned. Internettet har bugnet som en anden blandselv-butik af livesessions og webinarer en masse. Men det er ikke helt det samme, vel? For vi hungrer stadig efter den: liveoplevelsen, stemningen og de kolde øl. Derfor har en gruppe entreprenante typer som Front of House, Steady og Nordic Rentals slået sig sammen om det stort anlagte og spændende projekt P Scenen. Sådan så vi alle kan komme sikkert til livekoncert (hvis vi da skulle have en bil til rådighed).
På P Scenen kan man opleve film som Løvernes Konge, foredrag med Svend Brinkmann og koncerter med artister som Mads Langer, Thomas Buttenschøn, Peter Sommer med videre. Jeg medgiver, at det ikke er musikere, som vi normalt bruger en masse krudt på her på magasinet. De er lidt for store og lidt for mainstream til os. Det er som sådan heller ikke de specifikke acts, der er det store problem. Problemet er alle dem, som ikke er på programmet. For kigger man nærmere på P Scenens program, så er det altså helt himmelråbende latterligt, at der ikke er en eneste kvinde blandt de særligt udvalgte headliners. Hvor er Medina? Hvor er Clara? Hvor er Anya? Hvor er Annika Aakjær? Hvor er Jada? Hvor er Tessa? Og hvor er Lis Sørensen? De er i al fald ikke at finde på P Scenen.
P Scenens program er altså helt ensidigt, der er kun mandlige headliners: om det er foredrag, bingo, koncerter eller stand-up comedy. Der mangler altså repræsentation af kvinder og af kunst skabt af kvinder. Dette er desværre ikke en ny tendens, men blot et af mange gentagne eksempler på en skævvridning i for eksempel musikbranchen. Der er for få kvinder på plakaterne og i radioen, selvom det vrimler med seje kvindelige artister, og det skulle helst ikke have gået nogens musikbranche-næse forbi. Dette kommer for eksempel til udtryk i de årlige rapporter fra dansk radio som organisationen Gramex, der varetager kunstnere og pladeselskabers rettigheder, udsender. På de seneste tre års opgørelser er der ingen kvindelige kunstnere i top ti over mest spillede kunstnere.
P Scenen er altså ikke en enlig svale i den mandsdominerede musikbranche. De viser efter min overbevisning ikke særlig stor bevidsthed om de ligestillingsudfordringer, der er i musikbranchen og samfundet generelt. Vi lægger nemlig ikke nødvendigvis mærke til, at kvinderne mangler, for vi har en slags indbyggede skyklapper på: og vi kan af natur godt lide, at tingene er, som de plejer, måske især lige nu, hvor intet er, som det plejer. Vi er måske desværre blevet vant til, at mandlige kunstnere er “top of mind” hos os, da musikbranchen er langt fra mål på ligestillings- og repræsentationsfronten: dette ses for eksempel når en festival som Roskilde kun booker 20 % kvindelige kunstnere til deres program.
P Scenens bookere har ikke truffet oplyste valg i denne henseende, og deres mandetunge program sender et signal til omverdenen om, at de ikke har været bevidste om deres position i en branche, som lige nu er presset ad helvede til: de kvindelige artister har også mistet deres koncertindtægter. Selv hvis P Scenen har forsøgt at booke kvindelige kunstnere uden held, så ser det bare pisse ærgerligt ud. Og det kan simpelthen ikke være en undskyldning for det ensidige program. Der er massere af kvindelige headliner-navne. Man må jo bare ringe til nogle andre, hvis nu Lis Sørensen ikke kan den dag, eller er for dyr til budgettet. Kom igang.
Der skal derfor lyde en rungende og meget klar melding herfra. Det kan simpelthen ikke passe, at dette stadig er så stort et problem. P Scenen har et ansvar for at præsentere et mere velbalanceret program. De viser mainstreamkultur og har næsten monopol på livekulturen for tiden, og de er simpelthen nødt til at være sig dette ansvar bevidst. Der er massere af kvinder, non-binære og transpersoner, som laver fantastisk kunst: og de fortjener at blive vist frem og anerkendt i langt højere grad. Også på P Scenen.
Og hvis I ikke ved, hvor i finder disse kvinder, så tjek Hej Søster, Musikbevægelsen af 2019 eller CPH POW ud. Det vrimler med fed musik.
Coverbillede: Monica Marcella Joy
