Nu har jeg været her nogle dage, og jeg har oplevet og hørt en del ting. Så jeg tænkte, ’Hey Daniel – du skal da samle nogle af de ting, du har hørt i løbet af festivalen.’ Som I kan læse her, blev og bliver der stadig sagt nogle ret sjove ting herude.

 

 Det hele er lidt flygtigt // foto: Daniel Boysen
Det hele er lidt flygtigt // foto: Daniel Boysen

 

Lidt om alkohol

Jeg går rundt med nogle af mine venner, da jeg pludselig hører (det skal siges, at det er én af dem, der er under 18): ”Jeg er virkelig virkelig blevet fuld, og jeg ved ikke hvordan.” Dét er selvfølgelig en følelse, vi alle kender, men jeg tænker, at den unge kvinde nok er blevet fuld på samme måde som alle os andre: ved at drikke simpelthen. Og det er selvfølgelig lidt vigtigt, at vi grinte og smilede til hende. Hun havde umiddelbart ikke brug for hjælp.

”Kan du ikke lige give mig to orgasmer,” hører jeg, da vi er gået hen til én af barerne på festivalpladsen. Man kan købe en drink, der hedder ”Orgasme” – og der bliver tilføjet, at det er den billigste orgasme, han nogensinde har fået. Glimrende.

Nede i backstage-området hører jeg også dette: ”Så kan de lige gå forbi Moskéen og så komme herned og drikke sig fulde.” Der ligger en moské på Grimhøjvej, der har været en del i medierne af såkaldte ’forkerte årsager’, men dette er selvfølgelig ment som en vejbeskrivelse. Man skal forbi moskéen, før man kan drikke sammen med alle de andre.

 

Vi hygger os // Foto: ukendt
Vi hygger os // Foto: ukendt

 

Lidt om kvinder

Jeg sidder på bænken, der ligger lidt bag ”Skovscenen”, hvor jeg pludselig hører en gruppe mænd råbe: ”Hun er voldlækker hende i de sorte gummistøvler.” De havde ret, selvfølgelig.

Lidt senere sidder jeg sammen med et par stykker fra lejren, der siger: ”Hvor blev Annemette egentlig af? … Jeg tror vi efterlod hende i lejren.” Ja ja, det handler jo om at passe på hinanden, sådan da.

Der er også en helt særlig hygiejne og generel pleje af sig selv på en festival: ”Skal man børste hår på festival? Det plejer man da ik’, vel?” Nej, det gør man ikke, og du er lækker alligevel.

 

Lidt fra mig

Jeg siger mange ting, ofte, måske endda lidt for meget, men her kommer nogle af de ting, jeg har sagt under festivalen:

”Jeg ved ikke, hvor jeg er.”

”Jeg har lyst til at tage alt mit tøj af.”

”Du er ret sød.”

”Vi skal drikke, DRIKKE, og leve sådan her altid.”

”Jeg kan ikke tåle mælk, men vil du ikke give mig dén drink dér alligevel.”

”Dette er det bedste i hele verden, denne festival.”

”I morgen er jeg ædru, og sådan skal det være. Måske.”

 

Lidt at slutte på

Alt er godt – hvor tit kan man sige det?