I lørdags åbnede festivalen RECession dørene for 15. gang. Aftenen bød på en intenst sammensmeltning af genrer, der spændte fra grænsesøgende pop, poetisk folk og gennemsyret instrumentalrock.
Det er aften på Radar. Det intime spillested har gennem årene haft en massiv strøm af musikalske kunstnere igennem sine døre, og det er fuld af forventninger, at jeg træder indenfor. I år har festivalen fem retter på menuen, og aftenen byder på noget for enhver smag.
RECession er en alternativ musikfestival, som vi kender for kaste at sit lys både på bands, der allerede har fået fodfæste, samt på nye talenter, der fortjener opmærksomhed fra musikhungrende aarhusianere.
FLOSSET CANDYFLOSS
Yune åbner RECession. Samtlige fem medlemmer i bandet fra Aarhus fylder den lille scene ud sammen med et bredt spektre af instrumenter, der tæller både eminente trommer, poppet synth og en guitar, der tager os med ud at surfe på bølger.
Yune hælder eksperimenterende pop ud over scenen på Radar. Jeg sopper i bølgeskvulp, der skummer af pop på toppen, mens mine fødder synker ned i et tykt lag af en tung, elektronisk lyd.
Bandet debuterede på SPOT i år, og denne aften sender de voldsomme og samtidige, fine ekkoer af pop af sted med deres nye nummer ”Speechless”.
Jeg er vild med deres performance af ”Paranoia”, der er en cool og melankolsk softness.
Yune laver en delikat overgang mellem numrene. Specielt én gang binder et syret keyboard bro til næste nummer, der lyder som en dramatisk elektronisk overture.
De eksperimenterer med lyden og sender vibrationer af sted, da de skruer op for regnen, og Yune lader elektroniske dryp falde ned om vores ører. Lyden ændrer kurs – regnen skifter til stikkende 80’er vibes, der associerer til et retro computerspil.
INTO THE WILD
Da Yune forlader scenen forsvinder samtidig associationerne til Super Mario på en blanding af sukker og speed. Scenen skifter til et helt andet udtryk, da næste musikalske indslag går på. Jeg er på dette tidspunkt spændt på, om Lucky Moon kan formå at holde energien højt, for jeg er klar over hvilket skift, der venter.
Jeg var heldig allerede at stifte bekendtskab med Christian Hjelms musik i mine spæde teenageår, da han med bandet Figurines spillede koncert på Hovedbiblioteket i Aarhus helt tilbage i 2006. Siden har Christian Hjelm forkælet mange ører med to anmelderoste soloalbums. Særegen er hans vokal, der både skingert og smukt synger sig lige ind i hjertet.
Samarbejdet mellem Christian Hjelm og amerikanske Sarah Hepburn er ganske nyt, selvom de to har kendt hinanden i årevis. Faktisk er det kun anden gang, at Lucky Moon giver koncert, men det kan man ikke mærke i aften. Det er en gennemført og selvsikker performance, som Lucky Moon leverer.
Lucky Moon er folk music. De sender publikum ud i naturen. På væggen bag Lucky Moon danser et smukt mønster, der ligner en drømmefanger.
Midt under lyset fra scenen og følelsen af mine ben, der vugger fra side til side, får jeg lyst til at vandre into the wild. Musikken og de flerstemmige vokaler – Lucky Moon er en blid og samtidig frisk vind, der både kærtegner og river i huden.
Lucky Moon er en melodisk symbiose, der rammer lige der, hvor de skal.
”Don’t treat me like a stranger / realize the danger … you may not see me tomorrow.”
ORIGAMI DYPPET I SYRE
Midtvejs under RECession er afstanden mellem os blevet mindre. Vi står tæt sammen på Radar, og jeg er fuld af forventning, da københavnske Papir går på scenen. Lyset er skiftet til blåt, og røg indhyller bandets tre medlemmer i en kold tåge.
Papir sender instrumentalrock af sted ret mod ansigtet som vibrerende lussinger. Jeg er overvældet over niveauet, og jeg forstår, hvorfor bandet har markeret sig stærk gennem de senere år.
Papir snitter i publikum. Det er psych, der bløder, og det føles godt. Mønsteret på væggen skaber psykedeliske formationer, det er et kalejdoskop af syrede impulser, der forenes med Papirs energi. Lyden river i mine nervebaner, holder os fast i en psykedelisk trance. Vi kan ikke undslippe.
Brat skifter Papir mood og går ned i et tempo, der er tenderende elegant – de lader de os trække vejret et kort øjeblik, inden rejsen fortsætter i et splintrende og lunefuldt lydlandskab.
FLABET PÅ FØRSTE PARKET
Fra blåt til rødt lys. Fra isnende instrumentalimpulser til glødende sprængladninger.
Scenen skifter stil, da Total Heels står for tur. Faktisk er instrumenterne rykket ned på gulvet foran scenen, så bandet fra København er i øjenhøjde med publikum.
Total Heels leverer fra start til slut en voldsom energi og slynger punk lige ud imod publikum, der står få meter fra dem. Det er som at stå i garagen selv. Det er vildt, og det er intenst. Det smitter tydeligvis af på publikum. Jeg har lyst til at vælte et møbel.
Det er svært at afgøre, hvad der er hurtigst – musikken eller Jason Orlovichs fødder. Han er smooth, som han bevæger sig. Han emmer flabethed og kække bemærkninger, der står godt til Jacob Johansen, der med sin fuzzy guitar kaster sig rundt på gulvet. Snake er overbevisende på trommer, og selv Jeppe Greve udfordrer tyngdekraften, som han kaster sig over basorglet, der skarpt tiltende på to ben truer med at antænde gnister.
NORSKE VIBES
Undergrünnen fastholder energien blandt publikum. Det er ikke mange, som er tilbage. Til gengæld er de, der er, dybt opslugt af musikken, og der er plads til at gå crazy på gulvet. Scenen er atter indtaget af bandet, trods sanger og guitarist Pål Jackman indtager gulvet blandt publikum flere gange.
Det norske band spiller eminent psykedelisk rock, som du selv kan få smag på med numrene ”Ørkesløs” og ”Skjønne Du Ingenting”.
RECession byder denne aften på flere improviserede overraskelser. Ikke mindst opstår der en dream situation for en pige, da Pål Jackman kortvarigt giver hende sin guitar på. Jeg ved ikke, om det er planlagt, da bandmedlemmer både fra Yune og Total Heels går på scenen sammen med Undergrünnen, men det giver et fedt og dynamisk indspark, som kun en type festival som RECession kan overraske med.