ANMELDELSE: Med udsædvanlig god (og høj!) lyd formåede amerikanske The War on Drugs på Voxhall at danne det perfekte søndags-soundtrack. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor…

//Foto: Tommy Frost
Uden synderlig grund til at præsentere sig (især efter det tredje og yderst anmelderroste album ‘Lost in the Dream’ fra dette forår) kastede bandet sig selvsikkert ud i første nummer ‘Arms Like Boulders’ fra første plade, ‘Wagonwheel Blues’ fra 2008 – og indhyllede de tilstedeværende i en særlig boble, der både var fremkaldt af den enormt høje lyd og af den tæthed, der dannes til en udsolgt koncert.

 

De seks mænd på scenen guidede os de næste seks kvarter gennem sammenspillets ypperligste univers, hvor både guitar, bas, trommer, keys og saxofon udgjorde elementerne i en meget behagelig konstellation.

Om man er til rock eller ej

Badet i orange, blåt og hvidt lys og i klapsalver fra salen gjorde forsanger Adam Granduciel, hvis lyd straks giver associationer til blandt andet Bob Dylan og Mark Knopfler (og faktisk også Win Butler fra Arcade Fire, nu jeg lige tænker over det) sit til at tryllebinde publikum – og det om man er til rock eller ej.

 

Med ros til Bill’s Coffee i Vestergade og spørgsmål til livet i Aarhus viste forsangeren oprigtig interesse og afslappet attitude – og en trejedel inde i koncerten kvittererede tilhørerne med løftede klapsalver efter en veludført udgave af nummeret ‘In Reverse’, der, som mange af de andre tracks, startede tight og senere flød ud i guitarsoloer og ekstravagance rent lydmæssigt.

 

//Foto: Tommy Frost

 

Jeg håber, I var der 

Om end stemningen var intens og høj inden, blev den ikke mindre glædesfyldt, da ét af de sidste numre udgjordes af hittet ‘Red Eyes’ (som jeg lige synes, I skulle give et lyt nedenfor).

 

‘You are a beautiful audience’, konstaterede Adam. Og det hænger jo sammen. Det var en smuk koncert. Tre ekstranumre. Uhørt høj lyd. Glædes-hop hist og her i salen. Dedikation. Præcision. Guitarsoloer på den fede måde. I skulle have været der. Jeg håber, I var der. Et perfekt søndags-soundtrack.