Når musikken fader ud

Når musikken fader ud

FILMANMELDELSE: Med en farverig drink og et knæklys om håndleddet, satte jeg mig i biografsædet. Filmen Eden var denne aften på programmet i Øst for Paradis, og jeg var klar på at lade mig forføre af dens 90’er univers og franske house/techno-beats.

Har hun bare altid lige knæklys og festlig drink ved hånden, når der er filmpremiere, spørger du måske. Svaret er (desværre) nej, men Øst for Paradis havde denne aften arrangeret et lille event inden film-visningen, for at sætte publikum i stemning . DJ, drinks og disco-dasko lys stod på menuen, og var med til at skabe en festlig atmosfære, på en ellers ganske almindelig torsdag aften. FEDT!

 

Et indblik i en musikkultur

Nå, men det her er jo en anmeldelse, så jeg må hellere få fortalt dig lidt om hvad Eden er for en fisk. Filmen er instrueret af Mia Hansen-Løve (ja, hun må have danske aner, men er altså pære-fransk) og handler om den rave-generation som blomstrede op i 90’ernes Frankrig. Her lyttede man til techno og house musik i nedlagte maskinhaller ude i skoven, mens man tog en masse coke. Op igennem 90’erne blev musikgenren dog indoptaget i populærkulturen, og snart var house-beats at høre overalt på de smarte clubs, verden over.

 

Hovedpersonen Paul har en indædt passion for house/techno, og man følger hans musikalske rejse igennem filmen // foto: rollingstone.com

Hovedpersonen Paul har en indædt passion for house/techno, og man følger hans musikalske rejse igennem filmen. // foto: Rollingstone

 

En DJ’s drøm 

Filmens hovedperson Paul (spillet af Félix de Givry) er en ung aspirerende DJ, der sammen med sin ven starter DJ-douen Cheers. På de små undergrunds-clubs og til rave-fester, spiller de deres egne tracks som de mixer i en stil kaldet garage – en soulet udgave af house/techno-genren.

Instruktøren Mia Hansen-Løve har hentet stor inspiration til filmen fra sin storebror, som selv var DJ og en del af det rave-miljø som portrætteres. Han hang blandt andet ud med Daft Punk, som også indgår som en del af filmens karakterlandskab. Paul møder dem flere gange i løbet af filmen, i takt med at han kommer mere og mere ind i DJ-miljøet og skaber sig et navn der. Hvor man gennem Paul følger musikmiljøets udvikling på nært hold, bliver Daft Punk et billede på den globale udvikling der sker i forhold til house-musikkens udbredelse –  og det fungerer super godt.

 

That feeling, når Daft Punk kigger forbi til dit rave! // foto: pitchfork.com

That feeling, når Daft Punk kigger forbi til dit rave! // foto: Pitchfork

 

Rusen sætter ind med modern disco

Man følger Paul og hans omgangskreds mellem årene 1992 til 2013, og i løbet af denne periode tages publikum med på en rejse ind i deres verden af fest, coke, sex og selvfølgelig masser af house og garage musik. Det er i skildringen af disse fester at filmen kan noget, for her ser man disse menneskers passion og drive for denne musik-kultur og alt hvad den indebærer. Hverdagen er noget som bare skal overstås, og det er først når musikken spiller og disco-lysene blinker, at de er rigtigt i live.

 

En scene som skal fremhæves i denne sammenhæng, er en hvor Daft Punk DJ’er i en lejlighed hos Pauls venner. Her introduceres vi for deres gennembrudshit ”Da Funk”, som spiller hele rummet op, og kontrasterer med den musik som ellers bliver spillet i lejligheden, og i mainstream musikkulturen generelt. Dette markerer et vendepunkt i filmen. Daft Punks lyd, er nemlig lyden af en ny era – modern disco, og med denne tune, tager det for alvor fart for deres karriere (også in real life), samt for filmens hovedperson Paul.

 

 

 

En monoton stil 

På trods af at filmen har sine små momenter af genialitet, er der langt imellem guldkornene. Filmens stil og opbygning er meget monoton og distanceret –  også i den måde hvorpå Paul og de andre karakterer i filmen skildres. Man kommer aldrig tæt på dem. Denne karakterdistance fungerer til tider som et fedt stilistisk træk ved filmen, men desværre gør det også at jeg nærmest finder det komisk, når Paul enkelte gange rent faktisk viser stærke følelser, i takt med at hans liv efterhånden falder mere og mere fra hinanden. Det virker simpelthen totalt plat, fordi man på ingen måde har haft muligheden for at leve sig ind i denne karakter, eller nogle af de andre, for den sags skyld.

 

musik4

Desværre, får man aldrig karaktererne i filmen ind under huden // foto: highsnobiety

 

Festen som aldrig rigtig kommer i gang

Jeg ville ønske at Edens musikalske islæt, kom endnu mere i fokus gennem filmen. Man kunne sagtens have æstetiseret club-scenerne mere. Gjort dem mere sanselige. Alt filmes på kølig afstand, og kameraet er nærmest aldrig fysisk tæt på karaktererne. Det er super spændende at få indblik i en musikgenres udvikling, og jeg synes godt at filmen kunne have lagt endnu mere vægt på dette aspekt, når nu personskildringerne er så minimalistisk udfoldet.

 

Jeg ser en vis ironi i, at den house-genre Paul så stædigt holder fast i gennem sin DJ karriere, netop blander den varme soul med de kølige house-beats. For det er præcis SOUL der mangler i filmen, både med hensyn til karaktererne, men også i hele den måde hvorpå vi som publikum inddrages i filmens fest. Jeg sidder hele tiden og venter på et peak som aldrig kommer.

 

Når musikken i filmen fader ud, er der ikke meget til at holde den kørende, og det er synd, for potentialet er der virkelig.

 

Hvad: Filmen Eden, instrueret af Mia Hansen-Løve.

Hvor: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C.

Hvornår: Se program 

Hvorfor: Er du vil med Daft Punks stil og nysgerrig på at vide mere om det musik-miljø og den club -kultur de er udsprunget af, så er Eden et godt bud på et sted at starte.

Mønt: 85 kroner

Links: Vil du vide mere om hvilke cool events Øst for Paradis arrangerer i forbindelse med deres filmvisninger, så tjek programmet ud lige her.

Skriv en kommentar