NORTHSIDE 2016: Du må snakke i køen til maden, lokummet eller indgangen. Northsideredaktionen har endda udarbejdet en liste med samtaleemner, hvis I er løbet tør. Men kan vi ikke blive enige om, at når musikken spiller, så holder vi altså kæft?

 

I går var jeg til koncert med Sigur Rós. Det var den koncert, jeg absolut havde glædet mig mest til på årets Northsidefestival. Desværre blev mit lod på netop denne aften at stå ved siden af en flok unge damer, som havde større fokus på deres indbyrdes samtale end på den givne koncert. Alt fra trommeslagerens køn til hvem der mon skulle flytte ind i deres kollektiv, og hvornår vedkommende skulle afhente sin nøgle blev diskuteret lystigt gennem koncertens første halve time. Ironisk nok var det mest omtalte, blandt de unge damer, Sigur Rós’ evne til at skabe et musikalsk univers, hvori man kan fordybe sig totalt. Måske ville det også være muligt for undertegnede, hvis alle publikummer dog bare klappede i.

// Foto: Lisa Larsen
Sigur Rós // Foto: Lisa Larsen

 

Efter de første numre fattede jeg modet og rykkede længere ind mod det, som jeg forventede ville være et mere dedikeret publikum. Herinde gik snakken dog ligeså lystigt om diverse emner, hvoraf de færreste havde at gøre med det fantastiske sceneshow, der udspillede sig for øjnene af os. Helt ærligt, hvor er folks opdragelse henne i det her? Vi er mange, der kommer for at fordybe os i de musiske universer, men det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, når sidemanden råber “BAJER” og klapper på 1 og 3. Hvis du skal til koncert, så opfører du dig ordenligt og holder din kæft, ellers skal du skride!

// Foto: Lucas Adler
// Foto: Lucas Adler

 

Dette er et sidste råb om hjælp. Lad os redde livemusikken. Den bløde og basfyldte intro til flere af Sigur Rós’ numre er ikke en invitation til, at du skal lege pauseklovn – det er en invitation til, at du skal leve dig ind i musikkens vidunderlige univers. Med andre ord: hvis ikke du er Blæs Bukki, så er jeg ikke kommet for at høre dig rappe. Respekter dine med-publikummer og hold dog din kæft!

 

// Coverfoto: Lucas Adler