LOVIS udgiver i dag en dobbeltsingle med sangene “Knivsæg” og “Langt Væk”. Det er de sidste to teasere for den kommende debut-EP Uanset, der lander i næste måned d. 25. februar. Singlerne er øjebliksbilleder fra hverdagen. Et sanseligt lydbillede, der med nærværende ro tager sin lytter med ind i et univers, der kredser om moderskab og om at slå sine rødder i familielivet. Med udgivelsen forsyner LOVIS lytteren med bevægende momenter, der samtidig gør plads til egne refleksioner. 

“Et personligt manifest i eget navn”

LOVIS er et projekt skabt af sangeren Lovis Bechmann. Hun har tidligere været en del af den dansk-islandske duo Vil – men træder nu ind på scenen som soloartist med EP’en Uanset. EP’ens sange er skabt på baggrund af en tid fyldt med omvæltninger og nye begyndelser. For 3 år siden blev Lovis gift, fik barn og købte hus – alt sammen i løbet af godt en måned. Det medførte, at den rodløse musiker, med sangerens egne ord, for første gang begyndte at slå sine rødder. Og det var særligt i mødet med moderskabet, at Lovis oplevede en nyfunden ro og tiltro til “at alt nok skal gå, uanset”, hvoraf EP’ens titel blev født. Sangene afspejler derfor Lovis’ eget liv og de tanker hun blandt andet har haft i forbindelse med sit nye liv som mor.

Pressefoto: // Siria Sommer

At miste sig selv i forældrerollen og en tid præget af pandemi

“Langt Væk” og “Knivsæg” har hvert sit tema, men indgår i en smuk samhørighed med hinanden. “Langt Væk” er en sang, der sætter ord på følelsen af at miste sig selv og kontakten til musikken i rollen som mor. Sangen “Knivsæg” maler derimod et billede af en hverdag, hvor musikbranchen og livet i sig selv konstant bliver vendt på hovedet af pandemien. Det er en tilværelse præget af stor usikkerhed: “Som om at hele verden balancerer på en knivsæg, med afgrunden og afmagten på den ene side og lyset og håbet på den anden”.

Fælles for begge sange er deres alsidighed. Med ærlige hverdagsskildringer er der et perspektiv ud i verden. Samtidig rummer sangene Lovis’ egen personlige rejse til at genfinde tilliden til sin karriere som musiker.

I mødet mellem det personlige og det almengyldige

De to singler reflekterer en skrøbelighed og en inderlighed, som også lader sig indfælde i det musikalske udtryk. Klaver og strygere omfavner lytteren og skaber på den måde et roligt, men alligevel intenst, lydbillede. Særligt i sangen “Langt Væk” fremstår det musikalske udtryk særligt råt. Med overbevisende vokal synger Lovis næsten distanceret og omkranset af en blid rumklang. Effekten bliver et ærligt, lyrisk øjeblik, hvor der kaldes ud i verden som en fin understregning af sangens tema, der netop handler om at søge tilbage mod det, man elsker.

Med dobbeltsinglen bliver der skabt et nærværende og nøgent univers, hvor lyrikken på én side er eksperimenterende og genkendelig. På den måde afspejler sangene en almengyldighed, der også inviterer til, at lytteren tænker over sit eget liv, som når der fx synges: “og dagen er fuld af anemoner, men ser vi glæden, der vokser op af jorden?”. I en tid og en verden, der lige nu kan synes at være gået i stå, giver det stof til eftertanke om at huske alle de gode ting, livet trods alt har at byde på.

Den kommende EP er co-produceret i samarbejde med producer Nis Bysted (Choir of Young Believers, Baby in Vain og Iceage). Men det er Lovis selv, der står i front både som producer, tekstforfatter og arrangør.

Du kan høre singlerne “Langt Væk” og “Knivsæg”  her og her!

 

// Coverbillede: Siria Sommer