Hvad skal der til, for at få folk op af stolen og ud i jazzen? En stor mand i en stor stol tilsyneladende. Forvirret? Læs med og bliv ikke meget klogere.
Mester Morten
Skeptisk bliver jeg stående i sidedøren ind til ridehuset. Sollyset er ved at gråne bag min ryg, efterhånden som dagen hælder. Indenfor er arrangementet allerede i gang. Bag guderne/arrangørerne må vide, hvor mange rækker stole erobrede af jazzturister, kendisfluer og genreelskere med hang til magelighed, står han og dem. Han er en stor skikkelse med noget hvidt på. Han taler om hvide mennesker. Nej, han er ikke ved at hverve folk til KKK. Jeg får ikke fat på det hele, men noget med, at hvide ikke kan holde takten, og at jazzen var sort, da den blev undfanget. Mens han taler, går han frem og tilbage, fulgt af rampelysets blik. Fra siden ligner hans profil Hitchcocks. Egentlig hedder han Morten Lindberg, men det kalder de ham ikke.
100 og en mands jazzhistorie
På scenen er der anbragt en stor lænestol betrukket med grønt velourstof. Når Morten ikke taler, sidder han der og nikker til musikken. Resten af scenen er indtaget af Aarhus Jazz Orchestra på bl.a. guitar, bas, trommer, klaver, større og mindre saxofoner, trompet og trækbasun. Jazzkattene miaver og spinner gennem 100 års jazzhistorie, der starter i 1910ernes New Orleans og slutter blandt publikum, som Morten siger, har ansvaret for at fordre katten. Det er under bebop-kapitlet, at jeg når hen i Ridehuset, hvad der måske passer meget godt med snak om den hvide mand. Bebopen var nemlig de sortes jazz-oprør mod de hvide jazzkunstneres markedsovertag. Selv om de hvide typisk spillede dårligere jazz, var det dem, der blev booket, fordi de havde den fortrukne farve i bægeret. Bebopmusikken er kompleks og kører i et højt tempo, derved var planen at slå fast, hvem der var bedst og hvem der bare var hvid.
Det kan måske virke på læsere, som en lidt blandet vibe, jeg udsender omkring arrangementet; mit udgangspunkt var som bekendt også skepticisme. Men faktisk var det et fedt show. Musikken var en intens fryd. De forstod virkelig at spille sammen og deres individuelle soloer kunne helt tage pusten fra mig. Der var jazzsoloer, der mindede mig om vildskaben i David Lynchs Lost Highway, og der var en pianosolo, så stille og smuk, at alle – lige fra de mest fulde voksne til de yngste børn, blev helt tavse. Det var som at forsvinde ned i sit hjerte og blive en klump. Alene musikken var besøget værd, men Morten gjorde også sit. Han var ikke bare en fed mand, der hoster stjerner op, fordi han en gang var på TV. Han var sjov og forfriskende dristig, når han fx drillede publikum med deres indholdsløse liv og åndsvage børn. Det hele var selvfølgelig sagt i spøg og med kærlighed, men det var nu engang sjovt at overvære ham beskylde publikum for mange af de ting, der højest sandsynligt lå bag deres valg om at møde op til arrangementet. Så ja, forbandet god musik, humor og metakritik. Læn dig tilbage og nyd!
Lille smagsprøve på big bandet. Optagelser fra november 2011, dengang bandet stadig hed Klüvers Big Band.
Hvornår: I aften kl. 20
Hvor: Ridehuset, Vester Allé 1, Aarhus C.
Hvorfor: Fordi du ikke er bleg for at prøve noget, der som udgangspunkt virker lidt cheesy. Husk kiks!
Mønt: Gratis
Links: Aarhus Jazz Orchestra, Orchestra & Fatman i aften, VINKs mini-jazzguide, Byen Jazzer
Optrædende: Master Fatman (konferencier), Nikolai Bøgelund (cond), Søren Bo Addemos (g), Niels Lyhne Løkkegaard, Morten Øberg, Michael Bladt, Claus Waidtløw og Finn Henriksen (sax), Michael “Millfield” Mølhede, Jan Lynggaard Sørensen, Rasmus Bøgelund og Jakob Buchanan (trp), Nikolai Bøgelund, Stefan Ringive, Henrik Resen og Niels Jacob Nørgaard (trb), Mads Bærentzen (p), Morten Ramsbøl (b), Morten Lund (drm)
