The William Blakes udgiver i dag deres nye album 1991. Vi har mødt forsanger Kristian Leth til en snak om arbejdet op til udgivelsen, den kreative proces og kærligheden til Elton John, Simply Red og japansk musik.
Bakken er stejl, og jeg træder hårdt i cykelpedalerne for at komme hen til vejen, som skal lede mig ned til Marselisborg Gymnasium. Her skal jeg skal mødes med Kristian Leth, forfatter og forsanger i The William Blakes. Det er i slutningen af januar, og frosten dækker husenes facader, som afgiver en tåget mælkehvid nuance. Han står foran skolens dør, klædt i en grå jakke, sixpence, haltørklæde og med en lille rullekuffert ved siden af sig. Skuldrene op over ørene og hænderne frem. Vi hilser. Det har været en lang dag på gymnasiet, hvor han har holdt foredrag.
The William Blakes debuterede i 2008 med pladen Wayne Coyne (Speed of Sound) og udgav i årene efter 5 plader – en hvert år. De modtog i 2011 en DMA for Årets Orkester og Årets Album. Siden 2014 har bandet ikke udgivet en plade, men deres syvende album ‘1991’ udkommer 29. marts. ‘1991’ er indspillet i løbet af 2018 i København, Bösebo og New York, og i 2019 vil bandet spille en række koncerter rundt omkring i Danmark med en blanding af nyt og velkendt materiale.
Nye tider og nyt album
Inde på gymnasiet har vi fundet plads i en sofa, hvor udsigten til gymnastiksalen, duften af brun sæbe og madpakker vækker overvældende minder om unge og usikre teenageår. Vi er her for at snakke om musikken og det nye album, 1991. The William Blakes er først og fremmest en historie om et band, som bygger på et mangeårigt venskab. De fire medlemmer Kristian Leth, Bo Rande, Frederik Nordsø og Fridolin Nordsø skaber sammen et rum for et band, som giver musikalsk åbenhed:
”The William Blakes er det sted, hvor vi altid har kunne lave den musik vi allermest har lyst til at lave. Der er ikke nogen krav, vi skal ikke leve op til noget eller gøre nogen glade. Der er et meget heftigt anarki i The William Blakes, som går ud på, at hvis der er nogen som kommer med noget, så kan du ikke sige nej til det”, fortæller Kristian Leth.
Ved siden af The William Blakes engagerer medlemmerne sig også i andre projekter som The Mountains, Blue Foundation og som medskrivere på musikken til serierne Herrens Veje på DR og Rita på TV2.
I en periode var bandet meget aktive med pladeudgivelser. Kristian Leth fortæller, at der ikke har været nogle strategiske overvejelser set i lyset af produktiviteten af de tidligere udgivelser, og at pausen ligeledes mestendels skyldes, at alle fire har haft de nævnte projekter på tegnebrættet.
Før de første frø blev plantet til den nyeste plade gik tiden også med at forsøge at revurdere The William Blakes. Kristian Leth husker tilbage på store mængder af tid de brugte på at snakke om, hvorfor de skulle lave en ny plade og hvordan den skulle blive. Men det var svært at komme i gang. Bandet havde før reddet på en bølge af indiemusik, som i starten af 10’erne strømmede igennem populærradioen. I dag lyder musikken anderledes og mindre rocket på de populære sendeflader.
”Vi havde svært ved at se, hvor vi var i forhold til musikscenen, og i forhold til hvad vi selv gerne vil med det,” uddyber han.
Men på trods af en udgivelsespause spiller The William Blakes stadig koncerter. Tre udsolgte koncerter i Huset København og en koncert i regnvejr på Jazzfestivalen i København gør, at medlemmerne får øjnene op for, at de stadig er et band i folks og publikums øjne. Det sparker for alvor gang i tankerne om et nyt album.
Spiritualitet
Bandet går i studiet i løbet af sommeren 2018 i STC i København med lydtekniker Mads Mølgaard. Her indspiller de grundsporene til den nye plade. Arbejdet fortsætter i Brooklyn, New York, hvor forsanger Kristian Leth bor og bliver derefter afsluttet over nytår i bandets hus i Bösebo i Småland i Sverige.
Kristian Leth fortæller om processen med at indspille albummet 1991 sammen live i studiet. For The William Blakes handler den musikalske proces om ikke at lade sig styre af planer og strukturer, men sammen om at lade ting ske midt i musikken:
”Når man gør det på den måde, så bliver man nødt til at åbne op for, at der sker noget. Og man kan ikke gå efter ét take hvor alt er perfekt, men man er nødt til at gå efter det take, der lever mest. Og det er en fed ting at skulle stille sine ører ind på – på hvornår noget lever, hvor det lige pludselig kan noget mere, end det vi puttede ind i det”, forklarer han.
The William Blakes er optagede af at lade ting ske, og ved at arbejde væk fra en idé om, hvordan tingene skal lyde. Det åbner op for en legen med musikken og for en tilgang hvor de, ud fra nogle få fastsatte rammer, lader musikken opstå i momentet:
”Det er en spirituel oplevelse, for det ender med, at musikken ender med at være mere end nogen af os kunne have forudset. Når man laver musik, er det en blanding af en rationel håndværksmæssig tilgang, og så noget du ikke kan kontrollere. Hvis der ikke er det, som du ikke kan kontrollere, så bliver musikken utrolig kedelig.”
I indspilningen af pladen 1991 er det ligesom at slå døren ind til noget, de ikke rigtig ved, hvad er undervejs, imens de dokumenterer det live i studiet. Det er en helt anden energi, som opstår, hvor de hører musikken opstå lige netop i det øjeblik.
Elton John og japansk instrumental musik
Jeg fortæller Kristian Leth, at jeg har lyttet til deres nye plade aftenen forinden. Jeg fortæller ham, at jeg kommer ind i en stemning og musikalsk fornemmelse a la David Bowie, Beatles og Elton John.
”Ja! Lige præcis!” udbryder han og smiler.
Det nye album 1991 er et album der strømmer ud med store musikalske arrangementer, klaver og referencer til Elton John, David Bowie og Supertramp. Det var en klar ambition at udforske musikken fra en svunden tid. Det er den slags musik, som der ikke har været plads til i mange år, og det var præcis den tone, som Kristian Leth og bandets øvrige medlemmer peger ind i på det nye album.
”For mig handler det om, at det var den musik, som jeg lyttede til da jeg var barn, og at det var det, som jeg syntes var verdens bedste musik. Der er et meget specielt rum med den musik, som man lyttede til da man var 10-12 år. Man er bevidst nok til at forstå nogenlunde hvad der sker, selvfølgelig, hvis man går meget op i musik. Men man er samtidig ung nok til, at det er en umiddelbar glæde.”
Tidligere på året udkom singlerne ”Gone” og senest ”Turn us into them”, som skriver sig ind med et kritisk blik på samtiden:
Det musikalske frirum, som er en del af The William Blakes, bliver ikke kun inspireret af fortidens epokegørende musikere. Tidligere har de fire medlemmer været stærkt optagede af bands som Arcade Fire, Flaming Lips og så en grundlæggende fascination for Simply Red. De suger alle sammen musikken til sig, lader sig inspirere, også af musik fra fjerne kroge.
”Der er en masse ting, som inspirerer, og i det her band er det fuldstændig uoverskueligt, fordi alle er sådan nogle altædende musikalske bevidstheder, som lytter til alt. Lige for tiden er der en plade, der hedder Fairlights, Mallets and Bamboo, som er en japansk kombination af instrumental musik. Og den er super fed!”
Uforudsigelige øjeblikke
I maj måned drager The William Blakes på turne i forbindelse med den nye pladeudgivelse. I svinget gæster de Aarhus’ spillested Voxhall d. 9. maj. Sommerens program hedder festivalkoncerter, og hvad kan der forventes som publikum? Det kan undertegnede ikke svare på. Kristian Leth fortæller mig om den legende og kreative proces, som bandet benytter sig af i skabelsesfasen, også bliver brugt på scenen. En koncert er aldrig den samme. Numre bliver kortere, længere, nogen improviserer. Det bliver en levende udvikling, og Kristian Leth udtrykker især en kærlighed til deres festivalkoncerter, som skaber en helt særlig energi, da publikummer her ikke altid ved hvad de går ind til. Det skaber en helt særlig og eksplosiv energi under festivallens teltdug.
Den kommende tour bliver også en kærkommen mulighed for at opleve bandets energiske og spontane koncerter og samtidig udforske sangene fra det nye album 1991, helt live og helt tæt på.
Foto: Eliott Bécheau
