Fredag eftermiddag bliver hegnet åbnet ind til GrimFest, en lille perle af en festival, der ligger i Brabrand for enden af Grimhøjvej. Hvad der startede som fire venners ønske om at holde en ekstraordinær havefest er 15 år senere blevet til en Århusiansk institution med egne traditioner og samværsformer. En efterhånden fast del af Grim er Bonzaiscenen, der befinder sig på den lille gårdsplads. VINK var med da denne, den mellemste af festivalens tre scener, var vært for fredagens musikprogram. Her er et uddrag af, hvad det så havde at byde på.

 

BERSÆRK

Bersærk spillede bonzaiscenen igang fredag // Foto: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

 

Bersærk går på Bonzaiscenen kl 18 mens publikum stadig er ved finde vej ind på festivalpladsen. Den lille gårdsplads foran scenen er fyldt, og selvom lyden er efter omstændighederne giver bandet sig fuldt ud. Med en tyk århusiansk accent, der en gang for alle slår tilhørsforholdet fast, sætter de i gang. Igennem hele koncerten hersker en humoristisk fortrolighed mellem Bersærk og de trofast fremmødte – og det er et bredt publikum, der befolker gruspladsen idag, alle er her, lige fra de små til de grå. På scenen er en blæsende metalkoncert i gang og bandet spiller deres roller til perfektion. Der er en stemning af fællesskab, af et allerede eksisterende miljø. Jeg møder Bersærk-fan Marie efter koncerten som bekræfter dette: Metal og rock-musikken lever i bedste velgående – især i Århus!

Marie og Thomas nyder godt af GrimFests metalprogram – senere skal de høre Baest på Skovscenen // Foto: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

 

Generelt er entusiasmen både på og foran scenen helt i top, både når der bliver spillet nye numre og favoritter fra bagkataloget. Det er klart energien, der er i fokus hos Bersærk. Teksterne, der er til tider har et old-nordisk præg og forfalder til klassiske metal-formuleringer om død og undergang, følger ligesom musikkens instrumentale opbygning et mønster – og det er et mønster, der går rent ind hos publikum. Som Bersærk-fan Marie siger efter koncerten, så er det her et band, der leverer hver gang! Dette er hendes femte koncert med bandet. Bersærk er efter hendes mening noget, alle, der kan lide en gedigen omgang rock, skal høre – det er tilgængelig dansk metal, som leveres på en måde så man kun kan blive grebet af stemningen!

 

IAMJJ

IAMJJ svøber Bonzaiscenen ind i groovy blues-pop // Foto: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

 

Det er tredje gang forsangeren fra IAMJJ betræder en scene på Danmarks Grimmeste Festival, men første gang det sker med dette projekt. I hvide sneakers og røde solbriller stiller han sig op på Bonzaiscenen denne tidlige fredag aften og det øjeblik, han kaster sig over mikrofonen, blæses publikum bagover af en uendelig dyb stemme. Det bliver hurtigt tydeligt at alle i bandet, trods deres unge alder, er utroligt talentfulde. Det er groovy, det er smooth, det er til tider blues-agtigt og meget af tiden rendyrket pop. Vokalskiftet mellem meget mørk og meget lys er uden tvivl et særkende, IAMJJ skal prises for at mestre.

 

Der hersker en fed energi på scenen. Den platinblonde trommeslager lader sig rive med til det er så vildt at nogle numre næsten får en punket lyd, men altid med øjeblikkelige skift til det rolige, mørke, dvælende. På numre som ”If I Took You to the Ocean” er guitaren legende og lækker, og jeg glemmer et øjeblik at her er blevet overskyet: det er som om solen titter frem mellem tonerne fra scenen. IAMJJ er et band, med rigeligt potentiale, og nogle gutter man uden tvivl bør holde øje med fremover!

 

JADA

Jada tager publikum med storm til koncerten sent fredag aften // Foto: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

 

Et af aftenens absolutte højdepunkter på GrimFest indtager Bonzaiscenen lidt efter kl 22. Med et band og kor klædt helt i hvidt introduceres vi for Emilie Molsted Nørgaard; sanger, sangskriver og producer i Jada. Med en nærmest æterisk synthesizer og et vidunderligt kor bestående af tre unge kvinder i bedste The Supremes-stil vælter Jada Bonzaiscenen for øjnene af os. Hun er i fuld kontrol og har scenen i sin magt alt imens hun med sin fantastiske stemme ryster, appellerer, bønfalder og kræver sin ret. Jada viser at hun kan være både sårbar  og bestemt, som f.eks. på singlen “Keep Cool”, der lige nu er det eneste udgivne fra den kommende plade.

Kemien mellem scenen og publikum er helt i top hos Jada // Foto: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

 

Jada har en imponerende scenetilstedeværelse og hun synger hver eneste af sine sange til og for publikum. Der er ingen afstand, og som hun fremhæver flere gange er vi midt i denne følelsesfest sammen, hvor vi kan dele hjertesorger og ensomhed ligeligt. Det er kun i øjeblikkene mellem numrene, at jeg kommer i tanke om hvor relativt ny en kunstner hun er på den danske musikscene; hendes ydmyghed og hjertevarme stråler igennem.

 

Musikken er gennemkomponeret og vokalen er både forførende, oprigtig, sårbar og helt igennem overvældende. Publikum danser med på gårdspladsen. Jada krænger sig ud for øjnene af os, som når den ellers rendyrkede pop morfer til soul og r’n’b  og tilbage til pop igen. Jeg vil vove pelsen og hævde, at en så grøn kunstner sjældent har set så komfortabel ud på en scene som Jada gør denne fredag aften – det er tydeligt at hun føler sig fuldkomment hjemme i musikken. Det kan ses, det kan høres og det kaster af! Taknemlig og forundret da hun forlader scenen bevæger jeg mig videre, ud i det grimme.

 

// Cecilie