Koncertanmeldelse: Fremtidsjazz, kammermusik og melankolske landskaber. Onsdag d. 22. februar var Aarhus Jazz Orchestra på hjemmebane i Aarhus på spillestedet Atlas. Med sig havde de tre forrygende musikere, som sendte orkesteret ud i nye afkroge og udtryk.
f
Hvert år siden 2001 har der i februar måned været arrangeret en lang række jazzkoncerter henover det danske land. Op til 600 koncerter udgør til sammen festivalen Vinterjazz, der strækker sig over tre uger og giver landets jazzelskere et fix i vinterkulden. Onsdag d. 22. februar var Aarhus Jazz Orchestra på hjemmebane på Atlas. Som noget nyt med gæsteartisterne islandske Skúli Sverrisson på bas, amerikanske Jim Black på trommer, samt norske Helge Sunde, der både havde arrangeret, dirigerede og gav prøver på sine evner på trombone. De tre skulle være med til at skabe helt nye udtryk for det aarhusianske ensemble.
I dagens anledning var næsten samtlige stolerækker og sofaer i de rå lokaler på Atlas fyldt. Røde og grønne projektører strålede om kap på scenen, hvor tomme stole kort inden koncertstart blandede sig med genskinnet fra messing- og træblæsere, der klar til kamp solede sig i lyset. Snart efter gjorde bandet sin entré, og Helge Sunde tog stilling i spidsen for det jazzrumskib, som AJO i løbet af koncerten engang i mellem tog form af.
f
To verdener mødes
Aftenens første nummer var en kraftfuld komposition af Jim Black, hvor dissonante toner snoede sig rundt mellem rytmiske forskydninger. Under det hele lå et funky riff fra Skúli Sverrissons noget specielle halvakustiske bas. Buldrende bragede jazzen ud i fremtiden, mens enkelte solister lagde sig ovenpå med indsatser, der ligeså vel som flotte linjer kunne bestå af hurtige og abrupte stød.
Herefter fulgte Skúli Sverrissons smukke “Instance”, hvor udtrykket pludseligt blev et helt andet. Det var mere nordisk, mere melankolsk og mere blåt. Island er et land, som er i besiddelse af store mængder musikalsk talent, og utroligt nok hører man den samme islandske kvalitet, hvad end det så er Asgeír, Björk eller i aftenens tilfælde Skúli. Det helt særegne islandske stod i kontrast til det mere kaotiske og amerikanske fra øjeblikket før. Helge Sunde tog i dette nummer sig af leveringen af melodi på trombone og forlod sin plads som dirigent for orkesteret.
Sådan bølgede koncerten frem og tilbage mellem de to udtryk, hvor udtrykkene dog i visse kompositioner smeltede mere sammen. Under et af de mere futuristiske numre af Jim Black forsvandt mine tanker ud i stratosfæren sammen med solistens toner, der bevægede sig længere og længere ud i det højeste af saxofonens register. I et andet faldt jeg hen i roligt pulserende basostinater og organisk trommespil.
Med tankerne ud i stratosfæren og tilbage
Undervejs var der stor variation i udtrykket, og man oplevede eksempelvis passager, hvor kun Jim Black og Skúli Sverrisson spillede alene sammen, inden svalende melodier af fløjter bød ind. Det kammermusikalske og det jazzede stod side om side og dannede rammen for den nye lyd, som de tre musikere tilførte AJO.
En mere konceptuel komposition var skrevet på kun et enkelt stykke nodepapir, mens en af aftenens højdepunkter var “Afternoon Variant” af Skúli. Her stod Jacob Buchanan med sit flugelhorn i spidsen for musikken, mens både klarinet, fløjte, tuba og andet godt stod for underlægningen, der gav mig associationer til Miles Davis’ legendariske fortolkninger af spansk musik Sketches of Spain fra 1960.
En aften, der bød på forskellige udtryk og strakte sig både mod fremtiden og de islandske sletter, blev rundet af med et ekstranummer af Helge Sunde, nemlig “Blix Variation”, inden publikum med klapsalver krævede et ekstranummer. Missionen må siges at være lykkedes i det, de tre musikere formåede at tilføre hver deres til det aarhusianske big band og samtidigt udfordrede de rutinerede musikere, som orkesteret består af. De tre hovedpersoner indtog kort scenen og bukkede igen som tak for applausen og forklarede, at der desværre ikke var mere musik at komme efter.
