Og svedig dansemusik bliver til! Den dansk/malinesiske afropop-gruppe Faratuben forvandlede torsdag aften den regnvåde græsplæne ved Pica Pica til Jysk Bamako, da de med sprudlende musikalitet spillede ørene af et solstukket, blåøjet publikum. Den 1. september udgiver de deres debutalbum Sira Kura, der på intelligent og hæsblæsende vis demonstrerer, hvad der sker, når man tager det bedste fra to verdener og skaber en ny!
Skyerne hænger tungt over Aarhus torsdag aften, men udendørssæsonen er stadig i fuld gang. En mindre gruppe mennesker er samlet på græsplænen foran vinbodegaen Pica Pica ved Aarhus Å. Nogen står og snakker, andre drikker vin og ryger cigaretter. Alt ånder fred og idyl, hvis man ellers ser bort fra de mørke skyer, der kan give regn når som helst. Pludselig brydes stilheden af en nærmest asmatisk trommerytme, der ubesværet sender signal til fødderne om, at der er ’fare på færde’. Fødderne begynder så småt at røre på sig men afblæser lynhurtigt situationen – der er tale om musik, men på ingen måde en ufarlig én af slagsen. Det er dansemusik, det er dansk/malinesisk, og det er pissefedt!
Jysk Bamako
Faratuben er et syv-mand-højt orkester, der er fløjet direkte ind fra Malis bjerge. Bandet udgøres af en dansk/malinesisk besætning, der de sidste par måneder har turneret Skandinavien tyndt med deres stærkt vanedannende afropop. De kalder selv musikken original Bobo- eller Bwa-musik, der knytter sig til et folk og en kultur, der har været diskrimineret i en lang række år. Faratuben, og andre musikere som Ben Zabo og Salomé Dembele, har de seneste år været med til at kaste nyt lys over bobo-kulturen, og musikken er efter signende blevet hip og trendy blandt de unge i Malis hovedstad Bamako.
Den mindre forsamling, der er dukket op ved Pica Pica, vokser sig støt større i takt med, at bandet spiller sig varme, og snart er hele græsplænen fyldt. Forsangeren Sory Daos’ karismatiske udstråling og stemme omfavner publikum og på trods af, at snart sagt ingen forstår et ord af, hvad han synger om, synes det hele at give perfekt mening. Der opstår et slags midlertidigt forestillet fællesskab blandt publikum – et Jysk Bamako, hvor vestafrikanske trommerytmer akkompagneres af synthesizers, der spiller eurodance-klingende treklange. De blander traditionel bobo-kultur med samtidens klubmusik, og det fungerer virkelig godt. Faratuben er en solid og velsammenspillende gruppe, der formår at holde tungen lige i munden i et hæsblæsende tempo, samtidig med at de giver hinanden plads til at lege og improvisere.
Regndans og afrobeat
Der er en smigrende og smittende musikalitet på spil, der sætter sig i fødderne og i hofterne. Allerede efter første nummer begynder publikum at danse. Hele vejen rundt kan man registrere kroppe i bevægelse. Noget tyder på, at musikken virker, før den giver mening. Den manifesterer sig fysisk, før den giver stof til eftertanke. Vi hensættes i en ekstatisk stakåndet tilstand, hvor de repetitive trommerytmer indfanger os i et umiddelbart nu. Blandt det veldansende publikum udmærker få ekvilibrister sig ved at indtage dansegulvet lige foran scenen. I et øjeblik smelter band og publikum sammen, og regnen, der efterhånden har taget til, fungerer nu som en slags mørtel, der binder det hele sammen. Regndans og afrobeat-musik er altså en glimrende kombination. I et musikalsk fatamorgana forvandler Faratuben altså på fremragende vis græsplænen foran Pica Pica til et Jysk Bakamo, og det er på alle måder et rart sted at være.
Hvis man skal sætte en enkelt finger på aftenens koncert, kunne man sige, at Pica Picas improviserede scene, der var rammesat af en dejlig dansk Tuborg-parasol, måske ikke helt ydede Faratubens musik retfærdighed. Til sammenligning med gruppens indspilninger var lyden lidt tynd, og man kunne især godt have brugt lidt mere synthesizer i lydbilledet. Heldigvis var alle usagt enige om, at det ikke var det, det handlede om denne aften. Det var mere stemningen og det sociale end den perfekte og polerede lyd, der var i fokus – og heldigvis for det!
Velproduceret og velskåret debutplade
Faratuben udgiver deres debutalbum Sira Kura den 1. september, og der er alle mulige gode grunde til at glæde sig til dette. Når jeg før fremhæver, at live-lyden på Pica Pica var lidt tynd, er det simpelthen kun fordi, at pladen bare lyder pissegodt! De formår i høj grad at materialisere musikkens levende og legende stemning på den 12-numre-lange plade, der vist kun delvist bliver tilgængelig på streamingtjenesterne. Du skal altså investere i et fysisk eksemplar, hvis du vil have den fulde oplevelse, og det er da egentlig en meget modig strategi i samtidens gennem-digitaliserede musikkultur!
Under indspilningen af Sira Kura boede bandets medlemmer sammen i en bjerglandsby, hvor de øvede i skyggen af mangotræer, og det er som om, man kan ane det malinesiske landskab i musikken. Selve indspilningen af pladen fandt sted i det legendariske Studio Bogolan, hvor verdensberømte artister som Ali Farka Touré og Oymou Sangaré også har indspillet i tidens løb. Det er en velproduceret og godt skåret plade, der er kommet ud af mødet mellem danske og malinesiske musikere, og den er helt klart et lyt værd. Faratuben demonstrerer på hæsblæsende og intelligent vis, hvad der sker når, man tager det bedste fra to verdener og skaber en ny!
Succesen fra torsdagens koncert gentages næste torsdag, hvor de igen spiller op til dans på græsplænen foran Pica Pica, og hvis du absolut insisterer på at være indendørs eller bare gerne vil opleve bandet med større og bedre lyd, kan du også vente til d. 25. august, hvor bandet gæster Atlas. Faratuben er i hvert fald både lytte- og seværdigt, og de er på alle måder godt selskab!
// Coverfoto: Faratuben, 2018
