Der er våde fodtrin, håndklæder på tilskuerpladserne og kaffe i kopperne, når der i disse dage bliver arbejdet på højtryk for, at Laila, Robert, Morten, Dea og Nanna skal give dig en helt speciel oplevelse. De indtager nemlig Åbne Scene i denne uge på Godsbanen som verdens første undervandsband.

Rejsen har været lang. Laila Skovmand begyndte tilbage i 2006 at eksperimentere med sang under vand, og siden da er der kommet instrumenter og flere musikere til. På baggrund af en masse forsøg og viden har de formået at producere instrumenter, som tåler og virker under vand. Musikerne har også fået hjælp af professionelle langtidsdykkere i forhold til, hvordan de bedst muligt kunne trække vejret under vand i længst tid.



To andre, der er hoppet med i bandet og processen, er Morten Poulsen og Dea Maria Kjeldsen. De søgte begge to nye udfordringer og syntes, at kombinationen med musik og vand var spændende.
”Jeg har altid været helt vild med vand og altid været lidt af en vandhund, om det så var i svømmehallen eller ved Vesterhavet, jeg har aldrig været bange eller usikker, når jeg har opholdt mig under vand,” fortæller Dea, mens Morten mindes sine somre i Kroatien, hvor han har opholdt sig mere under vand end på land. Derfor føler de sig begge hjemligt tilpas i deres akvarier.
Der er dog både fordele og ulemper ved at spille under vand, og det har også taget tid at lære. Morten kom med i AquaSonic i 2015. ”Det sværeste har været at få instrumenterne til at fungere under vand, derefter kommer det at føle sig tryg under vand. Det arbejder jeg stadig med,” fortæller Morten. Der er hellere ikke en koncert eller prøve, der er ens, for vi er afhængige af vandets temperatur. Det er altafgørende, om instrumenters lyde lyder rigtigt.
Men når det hele så også spiller, så er der også fordele, påpeger Dea, der blev en del af bandet for to år siden.
”Man er tvunget til have ro på sit indre system. Når man ellers spiller koncerter, kan man godt komme lidt op at køre, men det går ikke i vand. Nervøsitet forsvinder også, for når du sidder i det varme vand, slapper din krop og dit hoved automatisk af. Så der er en naturlig ro omkring det at spille i vand, og man får lidt en anden form for koncentration foræret.”

Inden dørene slår op, og publikum tager plads, foretager bandet også en del åndedrætsøvelser, udstrækningsøvelser og yogaøvelser. Selvom tiden er trang, skal AquaSonic nok være helt klar, når de på onsdag kl. 19.30 smider badetøjet og våddragterne til fordel for flotte kostumer. Lys og lyd vil hive dig som publikum ind i et større undervandsunivers. Gå ikke glip af det!
Information om koncerten:
Spillested: Åbne Scene på Godsbanen
Tidspunkt: Onsdag – lørdag kl. 19:30.
Pris: 230 kr. og 120 kr. for studerende.