Skynd dig at beslutte dig for, at tage en tur i Øst for Paradis, hvor frames denne aften substitueres med ord. Sid vidne til Kristian Bang Voss, Amalie Laulund Trudsø og Nicolaj Stochholm rulle film på tungen.

 

Øst for Paradis // Foto: Lisa Larsen
Øst for Paradis // Foto: Lisa Larsen
Pop noget nyt
Litteratur på Scenen inviterer dig i biografen. Ikke til at se film. Men til at se tre forfattere læse højt fra deres tekster. Én af gangen foran en mikrofon. Det lyder måske lidt kedeligt. Ikke nok action. Selv under et teaterstykke slukker de lyset og skifter kulisser. For man kan hurtigt blive træt, hvis der ikke sker nok. I mørket. I de bløde stole. Du kære skeptiker, der er vant til, at det hele skal poppe både på lærredet og i favnen, jeg forstår dine forbehold, men venligst prøv at forstå mine velmenende puf i ryggen.
Det var bare det, jeg ville sige, hej
Ord er aftenens frames, og det vil variere med hvilken rate, de fostres frem. Nogle af dem vil skrige, andre vil vugge hyletonerne til ro igen og gør dig salig. Putte dig ind i en sky eller på bunden af havet. Lade dig drive eller falde kold fra himlen. Lade dig søge ly i en konkylie eller blive mast under tonstungt vand. Din fantasi vil svømme med stimuli. Drik af den for fanden! Drik!
Kristian Bang Voss // Foto: Information.dk
Kristian Bang Voss // Foto: Information.dk
Hans stemme skulle flyve
Kristian Bang Voss debuterede i 2004 med Fiskens Vindue efter uddannelse på Forfatterskolen, hvor han dimitterede året forinden. Siden har han skrevet Stormen i 99 (2008) og Døden kører Audi, fra i år. Undertegnede har kun læst hans seneste, og slugte den på en enkel eftermiddag i varmen fra en glubsk kaminild. Det er vist redundant at nævne, hvor godt han skriver. Personligt glæder jeg mig voldsomt meget til at høre ham tage sine ord i munden og skubbe dem fra reden igen.
Amalie Laulund Trudsø // Foto: Josefine Lykke 
Amalie Laulund Trudsø // Foto: Josefine Lykke 
Hendes stemme skulle beruse
Hun blev færdig på Forfatterskolen i år og har skrevet sin første bog, som hun har givet titlen Koordinater. Hun har lavet den således, at hver af dens 60 tekstdele bærer et af stadens gadenavne. Handlingen er centreret omkring en ung pige og hendes møde med København. Hendes (om)gang på kryds og tværs af byens koordinater. Med meget rødvin i blodet.
Nicolaj Stockholm // Foto: Jesper Ravn Nielsen
Nicolaj Stockholm // Foto: Jesper Ravn Nielsen
Hans stemme skulle bølge
Han hedder Nicolaj Stochholm, og der er ikke tale om komikeren fra Zulu, men digteren, der bl.a. har vundet Michael Strunge prisen i 1994. Om ham skrives der, at han er udtryksstærk med en næsten lukket billedstil. Så stærk og lukket, at han gnubber sig op af romantikken og symbolismens poesi. Det skriver de og refererer til Biografi (1991) og Sammenfald (1992). En litterær ven, som har set ham læse op, fortalte mig i aftes, at han har en sjov tendens til at hæve og sænke stemmen med voldsomme udsving under sine oplæsninger. Så meget, at man kan blive helt befippet. Det lover godt, det her.
Vi ses i mørket!
Hvad: Oplæsning i Paradis
Hvor: 
Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C.
Hvornår: I dag d. 25/9 kl. 20.00
Hvorfor: Fordi dit sind vil elske det.
Mønt: 50 kr. (40 kr. for studerende)
Links: ØFP under aarhusstederLitteratur på Scenen, følg Amalie Laulund Trudsøs personlige blog